Traverens Oprindelse - Del 4, Hambletonian´s sønner

Om traveren og travsport.
Post Reply
User avatar
Glory
Posts: 1472
Joined: Sun 9. Jul 2006 11:36

Traverens Oprindelse - Del 4, Hambletonian´s sønner

Post by Glory »

[size=18:4906b234e5][b:4906b234e5]George Wilkes[/b:4906b234e5][/size:4906b234e5]

George Wilkes mor var hoppen Dolly Spanker, hvis afstamning ikke med sikkerhed er klarlagt.
Hun var cirkushest indtil Mr. Harry Felter købte hende for $250.
Mr. Felter brugte Dolly Spanker til landevejs væddeløb, hvilket hun viste sig rimelig god til.
Dolly kunne dog ikke holde til det i længden, og blev skadet i både ben og hove.
Harry Felter forærede derfor hoppen til sin far Theron Felter, som havde en gård i Orange County.
Felter Senior sendte Dolly Spanker til bedækning ved Hambletonian, som på daværende tidspunkt endnu ikke havde nået stjernestatus, og kun kostede $35 i bedækningsafgift.

Ud af dette kom et lille skravlet hingsteføl, født i 1856.
Dolly Spanker døde desværre 2 dage efter folingen, og man fandt den lille fyr på marken, hvor han forgæves forsøgte, at få sin døde mor til at rejse sig.

Kvinderne i familien Felter besluttede, at adoptere det lille føl og flaske ham op.
Uheldigvis kunne føllet ikke lide komælk og det så ud til, kun at gå en vej for ham.
Men Mr. Felter senior var en handlekraftig mand, og selvom han egentlig ikke mente at det var besværet værd, prøvede han at spæde mælken op med Jamaica-rom.
Det lille føl hostede noget over de første mundfulde, men drak herefter velvilligt mælken.

Inden længe kom lille George ivrigt springende, hver gang der var optræk til en sjus.
Det gik slet ikke op for familien Felter, at de var i fuld gang med, at gøre den lille fyr til alkoholiker.
De var bare glade for, at George var glad.

Dagen oprandt dog hvor Mr. Felter besluttede, at nu var George så gammel, at han skulle til at klare sig på hø og havre som almindelige heste.
Det var George imidlertid ikke helt enig i, og han blev frygteligt syg og deprimeret.
Han stod bare og stirrede tomt ud i luften, og mistede helt livsmodet.
Familien Felter stod imod så længe de kunne, men måtte til sidst overgive sig.
Han begyndte at få sin rom igen, og livede med det samme fuldstændigt op.

Som unghest viste han stort talent for at trave.
Dog kun hvis han forinden havde fået sin daglige dosis af rom - så kunne han besejre hver en hest i Orange County. Uden rommen kunne han hverken trave, skridte eller galoppere.

George blev aldrig særligt stor - faktisk blev han ikke større end en pony, og det menes, at hans vækst kan være blevet hæmmet, af hans utraditionelle kost under opvæksten.

Han startede første gang som 3-års, hvor Felter kørte ham til Washington Hollow i Duchess County.
Her vandt han ganske let i tiden 2:33 for en mil.
Herefter blev George sendt i træning hos Horace Jones i New York.
Men da Mr. Felter senere kom for at besøge sin hest, fik han at vide at han at han nok ikke skulle sætte næsen op efter, at George nogensinde skulle blive til en væddeløbshest.
Han fungerede slet ikke, og virkede deprimeret og uden gnist.
"Guuud" udbød Mr. Felter, da træneren havde berettet for ham hvordan hesten mistrivedes, "Jeg har jo glemt at nævne rommen"!!
Herefter fik Horace Jones hele historien om George´s alkoholisme, og de to mænd drog straks afsted til det nærmeste værtshus, hvor de købte en stor flaske rom.
Allerede da de nærmede sig med flasken, begyndte George at småvrinske fornøjet.
Det blev en lang og festlig nat for dem alle tre, og dagen efter var George igen klar til at være væddeløbshest.

Med alkohol i blodet igen, begyndte han at vise sit store talent.
Han blev kort efter solgt for $4000 til Bill og Eph Simmons.
Det var dengang den højeste pris nogensinde betalt for en ung og forholdsvis urutineret travhest.

Han indledte først for alvor sin væddeløbskarriere i 1961 i en alder af 5 år.
I September 1862 blev et løb mellem George Wilkes og Ethan Allan arrangeret.
På dette tidspunkt var George 6 år og stadigt forholdsvis urutineret og ukendt for travverdenen, om end der dog gik en del rygter om hans evner.
Ethan Allen derimod blev anset for at være en af verdens bedste heste, hvis ikke den bedste.
Han var på alles læber og meget elsket og værdsat i travsportskredse.
Han havde rekord 2:25½ sat i 1858.

Men den dag i September skulle det talstærke publikum, der var mødt op på Fashion Course i New York, få deres livs overraskelse.
George Wilkes slog Ethan Allen i hele tre på hinanden følgende heat, og travede det første heat på 2:24 ¾,næsten et helt sekund bedre end Ethan Allen´s bestående rekord.
Næste dag var lille George Wilkes kendt i hele USA.

George´s løbskarriere strakte sig over 11 år.
Han startede i alt 69 gange (hver af disse kan ha´ indeholdt helt op til 8 heat), hvilket resulterede i 27 sejre, 26 andenpladser, 11 tredjepladser og en enkelt fjerdeplads.
I 1868 satte han sin rekord 2:22, hvilket var verdensrekord. Han var på daværende tidspunkt 12 år gammel.

Han satte i alt fem verdensrekorder på forskellige distancer i løbet af hans karriere.
Han vandt tre ud af fire starter i sin 16-års sæson i 1872 - hvilket blev hans sidste sæson.
George blev ofte kørt på spil. Når oddsene var lave fik han ikke det rom han havde så voldsomt brug for, og gik dermed ikke godt, og når oddsene igen var høje fik han lov at drikke af hjertets lyst, og så kunne ingen slå ham.

Da hans løbskarriere sluttede blev han solgt til William H. Wilson fra Kentucky, og her tilbragte den gamle hingst de sidste ni år af sit liv som avlshingst.
Han var fuldtegnet med hopper hvert år frem til sin død i Januar 1882.
Han blev Kentucky´s stjernehingst, avlede en imponerende række travsports-legender, og igennem ham opstod Axworthy-linien og McKinney-linien.

Det er næsten umuligt at forstå, hvordan sådan en lille hingst i ponystørrelse med et seriøst alkoholproblem, kunne efterlade sådan et mærke i travsportens historie.
En ting som George Wilkes havde, som dog meget vel kan ha´ gjort hele forskellen, var hans brede baggang.
Det var aldrig før ham oplevet, at en hest travede på den måde med bagbenene udvendigt på forbenene.
Man fandt det lidt morsomt, og sammenlignede hans baggang med den måde en and bevæger benene på når den svømmer, og derfor blev denne specielle måde at føre benene på, som vi jo tar´ som en selvfølge i dag, dengang kaldt ”the duckstroke of the Wilkes”.

[img:4906b234e5]http://i13.photobucket.com/albums/a257/piapagh/georgewilkes.jpg[/img:4906b234e5]
[size=9:4906b234e5]George Wilkes[/size:4906b234e5]


[size=18:4906b234e5][b:4906b234e5]Fra George Wilkes til Axworthy[/b:4906b234e5][/size:4906b234e5]

George Wilkes bedste sønner var Red Wilkes, Onward, Guy Wilkes og Baron Wilkes – men ingen af disse kom til at bygge vigtige hingstelinier.
Det gjorde så i stedet hesten William L, som blev født da George Wilkes var 25 år gammel.

C.W. Williams var født på landet og havde altid haft en interesse for heste.
Hans første investering var en ung hingst, som han selv tilkørte og brugte til at transportere varer rundt, i forbindelse med en lille mejeri virksomhed han havde startet og drev om dagen.

Om natten arbejdede han på et telegraf kontor, og her fordrev han de lange nattetimer med, at læse om blodlinier og løbspræstationer.
Denne interesse begyndte i det små, men udviklede sig med tiden til en ren passion for Williams.

Da Williams, som 26-årig, lærte Highland Farm´s stutterimester Henry Kelly at kende, bød chancen sig for at erhverve nogle travheste og bruge hans, efterhånden store, teoretiske viden om avl, i praksis.

Williams købte fire heste for $600 på Highland Farm.
En vallak som han brugte som kørehest i mejerivirksomheden, og tre hopper af Mambrino blod – Gussie Wilkes og søstrene, Lou og Mabel.
Mabel blev hurtigt solgt videre med et pænt overskud, og de to andre hopper sendte han helt til Kentucky, til bedækning ved et par af George Wilkes sønner.
Hans mange studier af blodlinier, havde gjort ham specielt begejstret for George Wilkes, så selv om hans venner og familie mente, at det var en vovet satsning at spendere så mange af hans hårdt optjente penge, på at sende de to hopper så langt væk for at blive ifolet, så var Williams urokkelig.

Williams havde selv for mange gøremål i forbindelse med hans forretning til at kunne rejse med hopperne til Kentucky, så han sendte i stedet sin unge assistent John Hussey af sted, for at tage sig af hopperne og se på udvalget af George Wilkes sønner, der virkede i avlen.

Ønskescenariet for Williams var hingstene Baron Wilkes og Red Wilkes, men disse to hingste var meget eftertragtede og dermed lige dyre nok for Williams pengepung.
Desuden var de også begge fuldtegnede det år, så Williams og Hussey var tvunget til at se på andre muligheder.

Det viste sig dog at hingsteejerene i Kentucky ikke var vildt begejstrede for de to hopper fra Iowa, idet Lou ikke var Standardbred registreret, og Gussie Wilkes havde en gammel skade og var kronisk halt.
Så det var alt andet end nemt for Hussey, at finde passende George Wilkes hingste, som var til rådighed.
Til sidst kom han til enighed med William H. Wilson , som havde ejet George Wilkes frem til hans død tre år tidligere, og som nu havde en del af hans sønner stående på hans Ash Grove Farm lige uden for Lexinton – heriblandt hingstene Jay Bird og William L.

Jay Bird var en 7-årig hingst. Han var far til Eagle Bird, som var den hurtigste 3-årige hest på daværende tidspunkt.
Jay Bird havde dog den ”fejl” at han var roan-farvet, hvilket var meget uønskværdigt, og samtidigt gik der rygter om, at han var ved at blive blind – hvilket også viste sig at være tilfældet.

Hussey var noget mere begejstret for William L og skrev til Williams, at den var en af de mest imponerende hingste, han nogensinde havde set.
Hans afstamning var også meget aktuel, idet han var bror til hesten Guy Wilkes, som løb i Californien og lavede så fine præstationer, at den var et stort samtaleemne.
Desuden var William L´s mor Lady Bunker af virkelig god afstamning.

William L var dog kun 3 år og det var hans første bedækningssæson.
Han havde vist at han var hurtig og havde et godt trav, men hans bagben var meget skæve, og hans haser så mildest talt mærkelige ud.

Hverken Jay Bird eller William L var fuldtegnede og dermed til rådighed for bedækning, og endda til meget rimelige priser - Jay Bird til $100 og William L til $50.

Det endte med at Gussie Wilkes blev bedækket ved Jay Bird, og Lou ved den uprøvede, og meget billige, William L.

Således kom det i stand at året efter blev de to mest fantastiske travere, nogensinde avlet samme sæson af samme opdrætter, født.

Føllet efter William L og Lou var hesten Axtell, som var ubesejret på banen da Williams solgte ham som 3-års, efter at han havde sænket verdensrekorden for hingste, uanset alder, til 2.12 på Terre Haute i Indiana.
Axtell blev solgt for $105.000, hvilket var det højeste en hvilken som helst hest, nogensinde var blevet handlet for, noget sted i verden.

Williams beslutning om at sælge Axtell skabte stor forundring når man tænkte på, hvad han ville være i stand til at tjene som avlshingst senere.
Men Williams forsvarede sin beslutning med, at han havde en endnu bedre unghingst derhjemme i hesten Allerton, som var føllet efter Jay Bird og Gussie Wilkes.
En noget vovet udmelding, idet Allerton som bedst havde løbet 2.18 ¼ det år.

Men da Axtell brækkede ned som 4-års, efter ikke at have løbet væddeløb siden han satte verdensrekord, og Allerton til gengæld sænkede selv samme verdensrekord til 2.10 og senere til 2.09 ¼, og Williams takkede nej til et tilbud på $150.000 for ham, viste det sig vel alligevel, at Williams var lidt klogere end hans kritikere.

I forbindelse med børskrakket i 1893, mistede Williams alt, undtagen Allerton som senere skabte ham en ny formue, som en af de førende avlshingste i mange år, og da den tidligere så fattige telegraf- og mejeriarbejder Williams, døde i 1936 i en alder 79 år, efterlod han et godt stykke over $500.000.

Allerton´s succes som avlshingst var dog ikke vedvarende, og han har ikke efterladt en blivende hingstelinie.

På det punkt var Axtell anderledes.
Han skabte en linie af travere, som regerede banerne i årevis, kun udfordret af Peter The Great og hans efterkommere.

Den gruppe mennesker som købte Axtell i efteråret 1889, var ledet af John Conley fra Chicago.
Disse nye ejere havde planlagt en storslået 4-års sæson på væddeløbsbanen for Axtell, når han havde afsluttet bedækningssæsonen.

Men som skrevet tidligere blev Axtell skadet.
Man havde uden tvivl brændt hans lys i begge ender, ved at bedække for fuld styrke som 3-års samtidigt med, at han lavede den ene fantastiske præstation efter den anden på væddeløbsbanen.

Selvom Axtell ikke tjente flere penge som væddeløbshest, så havde han allerede som 7-års indtjent købssummen via avlstjenester.
Han blev udbudt til den svimlende pris af 1000$ i bedækningsafgift, men Conley havde gode forbindelser til de største avlere, og selv på trods af den uhørte pris for Axtell´s gener, så var han altid hurtigt fuldtegnet med de bedste hopper i Amerika.

Iblandt Conley´s bekendtskaber var A.B. Darling fra New York, som ejede det berømte Fifth Avenue Hotel.

A.B. Darling havde et stutteri i New Jersey.
Her havde han en skimlet hoppe ved navn Old Daisy, hvis afstamning var fuldstændigt ukendt – dog mentes det, at hun stammede fra New England.
A.B. Darling brugte hende til Road races, og Old Daisy viste sig at være helt usædvanligt hurtig, ærlig og med en fantastisk vilje.
Så efter at hun stoppede sin kariere på vejene besluttede Darling, at sende hende til de bedste hingste, han kunne finde.

Den første hingst han valgte var Strideaway, en søn af morgan hesten Black Hawk Telegraph, og den gamle pacer-dronning Pocahontas, hvis aner var overvejende fuldblod. Strideaway døde i øvrigt under mærkelige omstændigheder, mens han blev gjort klar til et $10.000 hingsteløb – det menes, at han blev forgiftet.

Resultatet af Old Daisy og Strideaway blev Young Daisy, en skimmel hoppe født i 1870.
Darling betragtede hende som værende af så betydningsfuld avlsværdi, at hun gik direkte i avlsboksen som 3-års.

Det samme år købte Darling en 3-års hingst, Kentucky Prince, en sønnesøn af hingsten Mambrino Chief og en hoppe af Morgan/ fuldblods kryds.

Kentucky Prince viste virkelig gode takter i træning, men et influenza angreb som 5-års, ødelagde hans chancer for nogensinde at kunne blive væddeløbshest, og Darling sendte ham på auktion i 1878.

Kentucky Prince var auktionens stjerne, og blev solgt for 10.700$ til Charles Backmann, som tog ham hjem til sit stutteri.
Her virkede Kentucky Prince som avlshingst, indtil han døde 25 år gammel.

Darling havde lavet nogle føl på Kentucky Prince og Young Daisy, og disse skulle blive kernen i hans fremtidige avl.
Iblandt disse var en hoppe fra 1876 – Marguerite.
Darling kørte lidt med Marguerite, men kun lige så meget at hun havde bevidst for ham, at hun indeholdt en god del naturlig fart.
Herefter blev også hun sendt i avlsboksen.

Darlings tidligere omtalte bekendtskab med Conley mundede ud i at Marguerite, som 14-årig, blev sendt til bedækning ved Axtell i 1890, da han havde sin første bedækningssæson.
Herefter blev Marguerite bedækket ved Axtell de følgende 6 år.

Det første føl døde som 2-års, men hun fik yderligere 3 hingsteføl og 3 hoppeføl efter Axtell.
Det andet føl af denne konstellation var hingsten Axworthy, født i 1892.

Axworthy blev sendt i træning ved den berømte hestemand Budd Doyle, som dog havde ry for at være hård ved hestene.
Han blev gjort klar som 2-års, hvilket viste sig at være en rigtig dårlig beslutning.
Axworthy var en stor, kraftig og muskuløs hingst, men hans ben var spinkle, og kunne ikke for godt holde til Budd Doble´s hårde træning, og allerede som 2-års begyndte han at døje med benproblemer.
Men eftersom han, med meget lidt arbejde, viste en utrolig fart, blev han manageret frem mod et stort 2-års løb på Terre Haute i August, hvor han skulle møde Oakland Baron – den hurtigste 2-åring i Kentucky.

Det blev et tæt og hårdt løb mellem de to 2-åringer.
Oakland Baron vandt det første heat, kort foran en hastigt afsluttende Axworthy.
Det andet heat blev kørt meget hurtigere, idet Axworthy´s kusk kørte op og trykkede på Oakland Baron.
Oakland Baron slog lige nøjagtigt Axworthy med en mulespids, i ny verdensrekord for 2-åringe hingste.
Dengang blev rekorden kun registreret for den vindende hest, så trods det at Axworthy løb stort set samme tid som Oakland Baron, fik han ikke tiden registreret.

Før denne dag havde Axworthy aldrig løbet en mil på bedre end 2.25, og han var slet ikke klar til, en så ekstrem præstation.
Han var da også så skidt i benene efter denne ene start, at han først kom til start igen sidst på året.
Her var han ej heller i orden, men kunne dog humpe sig hjem til sejr.

Axworthy blev herefter sendt i træning, ved ungheste-specialisten John Young.
Han trænede roligt frem til starten af 3-års sæsonnen, hvor han var hårdt betroet i de store 3-års løb.
Han måtte dog slettes af alt, pga. problemer med et forknæ.
Han kom først til start igen sent på 3-års sæsonnen, hvor han vandt 2 ud af 3 heat og satte rekord 2.15½.
Dette var hans sidste optræden på en væddeløbsbane.

D. 2. December 1896 blev Axworthy sendt på auktion, efter at Darling var afgået ved døden.
Amerika var midt i depressionen, og priserne på travheste var faldet så drastisk, at der stort set ikke var noget marked for dem.

Axworthy så godt ud, men det var kendt af alle, at han ikke kunne holde i benene, og hans skadede og deforme forknæ vidnede da også tydeligt om dette.

Der var ikke mange folk til stede ved auktionen, og priserne havde været ynkeligt lave.
Trods auktionarius salgstale om Axworthy´s fart og gode blodlinier, var der ikke et eneste bud på ham.
Man var på vej til at trække ham ud af auktionsringen, da John H. Shults fra Brooklyn kom bragende ind.

John H. Shults var kendt som ”auktionsringenes mester”. Han købte udelukkende på auktioner – aldrig privat – og når han bød på en hest, lod han aldrig nogen overbyde ham.

Han havde snakket med en af auktionsmedarbejderne om morgenen, og denne havde bebudet at Axworthy ville blive fuldstændig umulig at sælge.
Axworthy´s ejer og opdrætter Darling havde været en af Shults nære venner, og han fandt det sørgeligt at hans gamle vens stjernehest, skulle kasseres på den måde.
Derfor bød han $500 - i det mindste for at få auktionen lidt i gang.
Få øjeblikke senere var John H. Shults ejer af Axworthy – ingen andre var interesserede i den skadede hest.

Shults havde en af de største og mest veludvalgte hingstestationer i USA på sin Parkville and Shultshurst Farm, og det var et lidt uigennemtænkt og impulsivt køb uden meget fornuft.
Shults havde i forvejen for mange hingste, og allesammen langt mere berømte og velansete end Axworthy.

Axworthy havde passeret det punkt, hvor det var muligt at reparere hans skadede forknæ, så væddeløbshest blev han ikke igen, og de fleste regnede da også med, at Shults ville sende ham på auktion igen kort tid efter.

Men Shults havde altid været en overraskende og impulsiv person, og da han fik Axworthy hjem, blev han hurtigt meget glad for ham.

Det følgende forår havde Axworthy udviklet sig til en utroligt smuk hingst.
Han var mørkrød med en lille trekantet stjerne i panden, og tre små hvide sokker.
Han havde en majestætisk udstråling, og bevægede sig med umådelig ynde og værdighed.
Han havde et ædelt hoved – ikke småt men meget forfinet og perfekt - specielt set i profil, og udtrykket i hans øjne vidnede om et godt sind, og en usædvanlig intelligens.
Hans hals var af god længde og maskulint formet, uden at virke voldsom.
Han var muskuløs og bred, og samtidig var hans krop meget lang og velbåret.
Alt i alt var han et glansbillede, og der var altid en helt speciel atmosfære af storhed omkring ham, der underbyggede hans utrolige personlighed.

Shults yndede at invitere venner og forretningsforbindelse til fremvisning af hans yndlings hingste.
Noget der foregik i høj fart over korte distancer.
Axworthy´s ben helede efterhånden så meget op, at han kunne deltage i disse fremvisninger, og var her totalt uden sammenligning, i både udseende og fart.
Hans trav var utroligt, hans måde at bære sig på fantastisk, og hans temperament og manerer uden sammenligning.
Han var det helt store tilløbsstykke, og ikke alene varmede han sin ejers hjerte, han imponerede alt og alle, som tog ham i skue.

Shults blev så begejstret for Axworthy, at han solgte sin bedste hingst Stranger, og proklamerede at han nu blev erstattet af Axtell-sønnen – hesten som han havde købt af medlidenhed for sølle $500.

Dette blev først opfattet som en spøg, men blev hurtigt slået fast som ramme alvor, da Shults samme år bedækkede alle sine bedste hopper, ved den endnu uprøvede hingst.
Folk anså denne beslutning som totalt mangel på god dømmekraft, og var sikre på, at hvis den efterhånden aldrende Mr. Shults, levede bare en håndfuld år længere, ville han bittert fortryde dette valg.

Der gik dog ikke mange år, før Axworthy beviste med største tydelighed, at hans ejers tiltro til ham var yderst velbegrundet.
Så snart det første kuld Axworthy´er var gamle nok til at vise sig på væddeløbsbanen, kunne ingen være i tvivl om, hvor fantatisk en avlshingst han var, og hans afkom overtog i stor stil kommandoen på væddeløbsbanerne.

I efteråret 1906 meddelte Shults at han pga. alder, gik på pension fra hesteavlen, og satte derfor Axworthy på auktion i Maddison Square Garden.
Axworthy blev solgt for $21.000 til William Simpson fra New York, som i forvejen ejede George Wilkes fine sønnesøn McKinney.
Han sendte Axworthy til Kentucky, hvor han tilbragte resten af sine dage, som en forkælet kongelig.
Axworthy døde D. 5 November 1917, i en alder af 25 år.

Axworthy´s historie understreger igen, hvor meget tilfældigheder ofte har spillet ind, i hele tilblivelsen af racen Standardbred.
Var John H. Shults nu ankommet til auktionen 10 minutter senere om morgenen D. 2. December, havde Axworthy været trukket ud af ringen som usælgelig, og var blevet returneret til boet efter Darling, hvor han sandsynligvis var blevet afhændet på den letteste og billigste måde.
Ude af stand til at holde til livet som væddeløbshest, var han sikkert blevet kastereret, og havde endt sine dage som kørehest på landevejene – i bedste fald…

I så fald havde hele udviklingen af Standardbred racen, som vi kender den i dag, set ganske anderledes ud.

[img:4906b234e5]http://i13.photobucket.com/albums/a257/piapagh/Axworthy.jpg[/img:4906b234e5]
[size=9:4906b234e5]Axworthy[/size:4906b234e5]
User avatar
KatieKat
Posts: 8308
Joined: Sun 20. Nov 2005 17:14

Traverens Oprindelse - Del 4, Hambletonian´s sønner

Post by KatieKat »

Fantastisk historie Pia. Mere, mere. :katiekat:
Don't blame gravity on me.. I voted for velcro!
User avatar
Godzilla
Posts: 6894
Joined: Fri 18. Nov 2005 00:29

Traverens Oprindelse - Del 4, Hambletonian´s sønner

Post by Godzilla »

Super tema. Virkelig spændende og velskrevet!

Jeg vil også gerne læse mere om traverne.
Godzilla....the Donkeymom Image

Don't underestimate the power of denial.
User avatar
annetteB
Posts: 11902
Joined: Tue 29. Nov 2005 11:53

Traverens Oprindelse - Del 4, Hambletonian´s sønner

Post by annetteB »

Øh???

Hvad pokker blev der af teksten!??!
Nu havde jeg endelig - man ER vel hurtig - opdaget, at der var blevet skrevet mere i historien...og så er det VÆK!!?!?
:hva: :hva: :hva:
Enhver religion, der styres af gamle, ugifte mænd (ofte med fuldskæg), er en forbandelse for menneskeheden og uden tvivl en pestilens for gud.
aribeth

Traverens Oprindelse - Del 4, Hambletonian´s sønner

Post by aribeth »

Ih Glory du er bare god :-D

Katrine
User avatar
annetteB
Posts: 11902
Joined: Tue 29. Nov 2005 11:53

Traverens Oprindelse - Del 4, Hambletonian´s sønner

Post by annetteB »

Dejlig læsning!
Der er ikke noget bedre end at få spændende og læseværdige informationer om noget man ikke engang havde overvejet at man ikke vidste!
:askepot:
Enhver religion, der styres af gamle, ugifte mænd (ofte med fuldskæg), er en forbandelse for menneskeheden og uden tvivl en pestilens for gud.
aribeth

Traverens Oprindelse - Del 4, Hambletonian´s sønner

Post by aribeth »

Det er egentlig skægt at læse.... alle de her dejlige heste blev egentlig halvgamle... på trods af benproblemer og alkoholmisbrug :linski:

Mon det var fordi man måske så mere igennem fingre med skavanker og så videre dengang?

Pia jeg håber du allerede har gang i noget mere :-)

Katrine
Post Reply