De svage, ynkelige og opgivende

Her kan du snakke om al det, der ikke hører hjemme på de andre fora! Al den snak der plejer at løbe i Rytterstuen - det er her! Intet er forbudt - bare du følger dansk lov.
Lone

De svage, ynkelige og opgivende

Post by Lone »

Igår på DR1 så jeg en dokumentar om en kvinde, der havde været sin fars xes-slave i 23 år. Hun var 32 da hun slap fri - og det var faktisk kun fordi hun blev gravid. Det var en skrækkelig historie - med vold, tvang, forsøg på drab, forfølgelse osv. Og ikke en historie man umiddelbart kan genkende som noget hyppigt forekomende. Men mentaliteten kan jeg genkende. Det at man lader sig kue, ikke tager hånd om sit eget liv - ofte heller ikke sine børns. At man venter på at andre fortæller en hvad man skal gøre - giver en muligheden. Jeg møder det næsten hver dag i de grupper mennesker jeg underviser. Der er mange kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse og fleksjobbere. Mange kontanthjælpsmodtagere sidder og sidder. jeg spørger dem ofte - især de unge - hvorfor tar du ikke ne uddannelse, et job - gør noget. Og svaret er altid: kommunen vil ikke..., siger at..., jeg tror ikke jeg må ...osv. osv. Alle mine argumenter om at handle, være selvstændig, frigøre sig, lytter de altid meget høfligt på - nogle får input til at komme videre - men rigtig mange flyder videre i systemet. De kan ikke - siger de. De kan på ingen måde frigøre sig fra klientrollen, fra forsørgelsen, fra kommunen som forældreskikkelse, der fortæller dem hvad de kan og ikke kan. Og de er dybt passive. Ofte spørger jeg dem hvad fanden de ville gøre, hvis der var grænser for kontanthjælpen - men det smiler de bare ad, for det er der jo ikke. Vi har med vores velfærdssamfund skabt en gruppe mennesker, der lever i og med det offentlige forsørgelsessystem, som evig krykke. Mange - rigtig mange - har ingen anden grund til dette, end en holdning - ingen fysiske årdager, men mange psykiske: man har ikke lært at tage hånd om sigselv, tage ansvar. Disse mennesker lever i en klasse for sig. En klasse der er underordnet alle andre, en klasse som ikke respekteres af nogen, allermindst af sagsbehandlere og andre kommunalt ansatte. Noget jeg hører ligeså ofet, idet mine samarbejdspartenere er sagsbehandlere og jobkonsulenter - de taler ikke pænt om deres klienter, de mennesker de lever ad. Det sir jeg også til mine elever - og de nærer også ofte en dyb vrede mod systemet. Men de er ikke vrede nok. De siger ikke fra - for at sige fra ville indebære at sige krykken fra og det vil de ikke. Jeg er sådan set ligeglad med at folk får penge, kontanthjælp, selvom de sagtens kunne komme videre - men jeg er ikke ligeglad med at der skabes en sådan gruppe mennesker, som giver ansvarsløsheden og barnerollen videre til deres børn. Det er i mine øjne skadeligt for at samfund at have så tilrettede, dresserede borgere - og derfor forsøger jeg at ændre det, på det miniplan hvor jeg færdes. Men i virkeligheden tror jeg at kuren er en anden. At sparke dem ud i samfundet. At tvinge dem til uddannelse og arbejde - tvinge dem til udvikling. Ved at ændre lovgivningen, så man ikke fra en ung alder kan hæve kontanthjælp i årevis. At tvinge folk til at tage ansvar, ved at hæmme mulighederne for offentlig forsørgelse. Så kunne der også blive mere til dem der ikke kan og ikke kan komme til, at kunne selv.
User avatar
Mikkel
Posts: 414
Joined: Sun 27. Aug 2006 20:06

Post by Mikkel »

Tjah. Jeg kender en, som ikke er kontanthjælpsmodtager, og som ikke er klient på kommunen, ihvertfald ikke endnu. Han var en kvik dreng og en lovende ung mand fra et godt hjem med masser af støtte og kærlighed. Jeg har kendt ham siden børnehaven, og vi har fulgtes ad op igennem skole og gymnasie, hvor han klarede sig fint. Han startede også på DTU for at blive ingeniør, og alle forventede at det ville gå godt, da han jo var intelligent nok. Han flyttede på kollegie ude ved DTU, og det så ud til at gå fint i et par år. Han bestod sine fag, ikke imponerende, men han fik da de point, der skulle til. Men så ´´pludselig´´ gik det galt. Han begyndte at dumpe fag, men ´´det gjorde jo ikke noget´´, for han kunne bare gå om igen, og ´´mange dumper et par fag, første gang de er oppe´´. Efter et års tid var han så langt bagud i point, at han blev erklæret studieinaktiv, mistede SU og blev sagt op fra sit kollegieværelse. Det virkede som om, han brugte lidt for meget tid på kollegielivet og lidt for lidt på studierne. Jeg stod for at skulle købe lejlighed og tilbød, at jeg kunne købe en 3-værelses, og han så kunne leje det ene værelse, da vi jo var gode venner siden børnehaven og jeg, som alle andre, tænkte at han bare lige skulle have lidt hjælp. Samtidig var der nogen, der havde skaffet ham et job i Berlingske's klagecenter som ´´telefondame´´. Og nogen andre havde skaffet ham et studenterjob i en IT-virksomhed. Nu kunne han vel koncentrere sig om sit studie... Men han gennemførte i løbet af de næste halvandet år ikke et eneste fag på sit studie, skønt han stadig var tilmeldt. Han kom desuden godt et havlt år bagud med huslejen til mig. Så mødte jeg 99e og hun flyttede ind, så han måtte ligesom ud. Igen var han totalt passiv, og det var kun fordi hans forældre fandt en ungdomsbolig i kokkedal, at han fanddt et andet sted at bo. Da en anden af hans venner skulle købe lejlighed, flyttede han ind her, men det virkede heller ikke så længe. Nu har hans forældre ´´lånt´´ ham penge til en ejerlejlighed, underforstået at dem ser de ikke igen foreløbig. Han er fortsat tilmeldt ude på DTU, på 9ende år, men er ikke halvvejs i studiet og bliver efter min overbevisning aldrig færdig. Han er stadig telefondame på berlingske. Han har aldrig haft en kæreste. Hvorfor har han ikke taget ansvaret for sit eget liv? Hvorfor har han ikke indset, at han ikke bliver ingeniør og skiftet til en kortere uddannelse, som han kunne gennemføre? Hvorfor er denne intelligente og søde unge fyr blevet en småbitter 32-årig bums uden uddannelse, med et job andre har skaffet ham, en lejlighed andre har skaffet ham og en attitude, der jager alle kvinder (og mænd) væk, før de lærer ham at kende? Jeg forstår det ikke.
Image
Lone

Post by Lone »

Jeg tror at mange i vores samfund lider af sygdommen ansvarsforflygtigelse. Hvis jeg skal spekulere over hvor de var ´´før´´, udfra en forudsætning om, at mennesketuyperne ikke har ændret sig, så vad de der osse før - men der var bare bedre plads til dem. De var arbejdsmænd, fejemænd, daglejere - både mænd og kvinder, kort sagt folk uden særlig drift og iver, som simpelthen bare gjorde som de fik besked på og ikke andet eller mere. ´´Dengang´´ var der måske et større incitament i arbejdet, i og med at den offentlige forsorg så absolut var på eller under sultegrænsen - det er jo ikke tilfældet idag. Det er ikke nødvendigt at klare sig selv, at tage ansvar - der er nogen er gerne vil gøre det for dig, nogen som endda får [b:1a631d5a90]løn[/b:1a631d5a90] for at gøre det for dig. Og for den initiativløse er det jo langt det nemmeste, bare at modtage ordrer, lade stå til. I vores kultur skal du arbejde, producere et eller andet - varer, viden, eller socialforsorg og service - det er så stor en del af vores kultur, så man har svært ved at forstå og respektere de, hvis eneste bidrag er at holde socialarbejderne i arbejde....... Og hvordan dannes de? Tja,, de dannes overvejende ved den dannelse der er i, at blive taget hånd om altid, at modtage ordrer, at blive pacificeret - og den bedste grund for de frø, er at dine forældre er ligesådan. Social arv - social passivitet - det er klæbende - og det fatter jeg slet ikke at mange kontanthjælpsmodtagere ikke vil se: at de ikke kan trække sig selv op for deres børns skyld.
Lone

Post by Lone »

Hm - og jeg synes jeg er barsk?! Jeg synes dine holdninger er rimelig unuancerede MB, hvilket kan være lidt forstemmende, idet du jo netop arbejder i systemet. Folk er sjældent bare dovne - nogle er naturligvis, men jeg mener ikke at man med nogen ret kan påstå, at hele problemet ligger i dovenskab - memindre man ER villig til at acceptere dovenskab som en civilisationens sygdom. Der er andre grunde til at folk bliver pacificerede og det er snarere de grunde man skal tage fat på. Et godt sted kunne være i skolerne, i mange menneskers manglende tillid til sig selv, der grundlægges i dette røvsyge system vi har for børns opbevaring. Børn der har en god ballast skal nok klare sig - det er de andre, der har støtte og hjælp behov. Når folk klager sig og er grådige, er det jo ofte et udtryk for afmagt omkring andre ting. Det der blir tilbage er kravet til ´´systemet´´, vreden mod behandlerne og en evig utilfredshed - for det er et område man kan styre, føle sig agerende i. Hvad kan man ellers? Hvilken plads har man ellers? Det system vi har, har ´´ansat´´ en række mennesker til at være passive og modtagende - det er deres job, som ikke kan undværes uden at andres job falder væk. Skulle jeg have en parole skulle det være: Mere og bedre samfundsfagsundervisning og fra første klasse!!! Så kunne det være at folk kunne gennemskue de pladser de får tildelt og måske tage sig nogle andre!
Lone

Post by Lone »

:P :P :P :P Som du dog kan sige det Birgit!!! :shock:
User avatar
99E
Posts: 8010
Joined: Fri 18. Nov 2005 09:33

Post by 99E »

Hmmm... Jeg læste det her indlæg i... Går? Og jeg tænkte, at jeg lige ville lade det ´´falde til bunds´´ og se, hvad der hoppede op igen. Jeg ville egentlig have skrevet noget om hvor træls det er at se, at som folkeskolelærer skal man både sørge for (at fortælle forældrene at det er vigtigt at) børnene får morgenmad samt madpakke med, tjekke at ungerne rent faktisk spiser deres madpakke, at madpakken består af sund og nærende kost (og hvis den IKKE gør, fortælle hvad den burde bestå af), sørge for børnene går ordentligt klædt (ved at fortælle dem hvad ´´ordentligt´´ er, kontakte forældrene hvis de IKKE går ordentligt klædt og evt. indkalde til et forældremøde hvor emnet ´´Påklædning´´ kan diskuteres). Derudover skal børnene opdrages til at sidde stille, høre efter og række hånden i vejret, og i øvrigt have forståelse for andre mennesker og kulturer, kunne opføre sig ordentligt og forstå at man ikke må lyve. Lærerne skal gudhjælpemig (og ham tror jeg ellers ikke på) også huske at bibringe ungerne personlige holdninger og værdier (der skal være demokratiske og forenielige med vores vestlige, sekulariserede kultur - dvs. passer ind i parcelhusdanmark) og lære dem at argumentere for disse. I øvrigt er det OGSÅ lærerens ansvar at huske at sørge for at ungerne kender færdselsloven (i teori og praksis), kan cykle på en forsvarlig måde, kan kende forskel på en butsnudet frø og en løvfrø og kan kongerækken og har læst Herman Bang, ved hvordan man undgår klamydia og når nu man ER ved det er det jo lettere, hvis det bare er lærerens job at give ungerne en holdning til sex. Forpustet? Ja, det tror pokker. Og så har vi slet ikke nævnt, at der også skal være en lov mod at ride med hjelm (for det skal børnene ikke se, tænk hvis de finder på det samme) og mod amoralsk opførsel i det hele taget. Og hvorfor skal vi egentlig betale NOGETsomhelst for at få vores snotunger passet? Det er jo så dejlige... JEG synes - at et socialt sikkerhedsnet og et velfærdssystem som udgangspunkt er en FIN idé. Jeg bryder mig bare ikke om den ansvarsforflygtigelse og klient-mentalitet og ´´Jeg vil ha' - for jeg har ret til - bare fordi jeg er MIG!!!´´, som det for mig at se ser ud til, der er i dag. JEG vil have mere FRIHED men samtidig mere ANSVAR til den enkelte. Jeg ville også synes, det var HELT i orden at se på de offentlige ydelser, INKLUSIVE SU'en (som jeg synes er et LUKSUSgode), kontanthjælpen, børnechecken etc. Jeg bliver en DÅRLIG lærer - jeg har de helt forkerte grundholdninger, og jeg stemmer på de forkerte. ...Akja...
- Ninie.

It's not the size of your rope - it's how you wiggle it!
Lone

Post by Lone »

Fra min side var det ikke en egentlig forargelse - men en forstemthed over, at disse holdninger vokser frem i ALLE der arbejder med mennesker på tæt hold! Mine holdninger er skredet alvorligt i de seneste mange år, og det er jeg faktisk ked af - idealerne forsvinder og afløses af sådan en grumset holdning, der meget handler om de der får uberettiget. Folk kan ikke se deres pligter - de vokser op kun med krav. Det er da et lortesystem - der ikke giver plads til alle? Penge kan aldrig være en substitut for værdighed og vigtighed - og det er det de bliver reduceret til: nogle mennesker hvis eneste berettigelse er at være bistand-krævere. Jeg er ambivalent i dette - meget. Men en del af vejen frem er, at give de unge nogle muligheder, stille nogle krav til dem - give dem plads. Den der ikke bliver stillet krav til - er værdiløs. Det er man da nødt til at kompensere for? Det kan synes uretfærdigt, at nogle unge får meget og nogle får lidt. Jeg opfatter det bare ikke helt sådan - jeg opfatter det mere således, at samfundet betaler sig fra nogle problemer, som egentlig skal søges et andet sted. Mine børn har eller er i færd med at uddanne sig. De lever af SU og tilfældige fritidsjobs, de af dem der bor ude. Men det synes jeg ikke er forkert - de har fået nogle muligheder i ´´gave´´, de skal ikke slås med at de helt basale ting aldrig har været iorden - de er begavede, driftige og har masser af vilje. Sådan ser det ikke ud for en stor del af deres folkeskolekammerater. De fik ingenting med hjemmefra - men de havde meget ofte mere tøj, ting osv end mine børn - men dannelsen til en nyttig borger, den fik de ikke. Vi der har mere overskud bidrager mere - sådan vil det da altid være. Det kan jeg ikke føle er forkert - heller ikke selvom der i alle klasser altid er en unge eller to, der ikke kan betale til turene - Jamen så må man finde et fælles fodslag, som forældre til en klasse, enes om nogle betingelser. På vores skoler har vi altid haft en kasse, som sådanne forældre kunne få støtte i - det må I da osse have haft. Jeg er opvokset med at dele - det er så grundfæstet i mig, så jeg ikke engang kan æde en pose lakrids uden at byde andre - så jeg igår åd et tebirkes i smug, fordi mine kursister ikke havde noget. Jeg har ikke noget imod at dele - jeg har heller ikke noget imod at dele ud af min viden, eller at mine børn gør det. De klarer sig jo - min ene datter kom hjem og sagde en dag, at nu havde hun nægtet at hjælpe de andre i matematik. Jeg var vildt forarget - men på grund af hendes opvækst vidste hun, hvornår hun skulle sige fra og holde fast. Uanset at hendes dumme mor, faktisk synes at hun ikke kunne være det bekendt. Nej, jeg har ikke ondt af dine og mine børn. De har fået en god ballast og nogle helt andre privilegier - og skal være taknemmelige for dem og for at de ikke sidder i det sociale boligbyggeri. Og jeg, som du, har skam ikke været økonomisk priviligeret i de første mange år med børn - men jeg havde evnen til at klare mig - det gør en stor forskel. Bortset fra det, så har jeg to børn, der bor i København - den ene på kollegie , den anden i lejlighed - de har begge kunnet finde bolig med en måneds varsel.......
Post Reply