man skal faktisk uafladeligt fortælle andre, hvor ondt man har, pive og jamre sig, for ellers har man det nok heller ikke så slemt.
Man skal virkelig være tough for at stå imod al det der.
Og hvis man siger ovenstående, så er man nok bitter, eller INGEN i ens omgangskreds tænker sådan - for med en diagnose har man naturligvis også mistet evnen til at se udover sin egen snude, så alt hvad man siger handler nok om ens egne oplevelser.......
Hvis man uafladeligt fortæller andre, hvor ondt man har, og piver og jamrer i én uendelighed, bør det ikke overraske, at andre synes man har mistet evnen til at se udover sin egen snude
Og ALLE disker op med en de kender/har hørt om/læst om, som har samme diagnose, men som bare er fuld af løgn og bare skal have et los i røven.
Det kommer helt automatisk, som skidt fra en spædkalv såsnart man fortæller nogen, at ,man "har" et eller andet kronisk.
Og præcis ligeså automatisk opstår hylekoret fra dem med diagnoser, hvis man forsøger at diskutere problematikken med for mange diagnoser
De mener åbenbart, at hvis man synes at NOGEN har en diagnose de ikke "fortjener", må man mene at ALLE med samme diagnose faker
Det er noget vås
Jeg har f.eks. også nogen gange haft en og anden kollega mistænkt for at fake en influenza, for at tiltuske sig et par fridage. Det får mig sgu da ikke til at hævde, at influenza ikke findes
- eller rettere en sygdom - man kan jo ikke fake en diagnose. Det er så beviset for, at du er på nakken af alle de syge 
F.eks. kan jeg blive irriteret, når jeg læser en facebook-venindes statusopdateringer nogen gange. "Puuuh en hård dag. Har både været til massør og i motionscentret. Nu vil jeg sidde og nyde solen resten af dagen. Det har jeg vist fortjent", kan hun skrive, og så tænker jeg "jaja, du har det sateme hårdt, hva'?" 
