Jasper wrote:Og forresten Lone - det med at de kan så meget, bare de ikke arbejder!
Jamen tænk - jeg er overbevist om at dem der ikke "vil" ud at arbejde, dem der er udover "normalen", de meget hellere vil kunne komme ind under den gruppe vi kalder "normale". Især hvis man tror, at meget af vores primitive adfærd stadig fortæller os, at man er sikrest i en flok.
Det tror jeg på stadig ligger så dybt i vores bevisthed, at vi kun vælger det fra hvis vi er såret/syge.
Jeg er delvist enig
Men hvis man ikke har en uddannelse og kun kan få lortejobs til en lorteløn - og skal rejse en time hver vej for at passe sit lortejob - og skal have sine unger i institution for sin lorteløn, så tror jeg det er ret deprimerende, og så tror jeg godt man kan overbevise sig selv om at man har en depression eller stress eller noget.
Det kan jeg sådan set både forstå og sympatisere med. Og jeg er da sikker på, at hvis man i stedet kunne få sig et spændende job og en god løn, ville man foretrække det fremfor en diagnose
Men det kan man jo ikke...
Men nu er du jo godt i gang med automatreaktionen, Jasper. Du antyder at jeg skærer alle over én kam, hvilket jeg IKKE gør.
Jeg har f.eks. et nært familiemedlem, der har været syg af depression i så mange år, at jeg forlængst er holdt op med at tælle. Han ligger og flyder på sengen i flere timer, før han kan tage sig sammen til at stå op og børste tænder. Han kan som regel ikke tage sig sammen til andet end at slæbe sig fra sengen til computeren eller fjernsynet. Selv om han bare skal transportere sig selv fra A til B, for at få serveret en overdådig middag, kan det hænde at han i stedet ligger hjemme på sin seng og slet ikke får noget at spise juleaften.
Han kan lige pludselig blomstre op og have det godt i nogle dage eller måske endda nogle uger, men så falder han tilbage i håbløsheden, og de dårlige perioder er meget, meget længere end de gode.
INGEN, der har set ham, vil vist påstå at han faker noget som helst
Det ændrer bare ikke på, at fagfolk mener, at der stilles for mange diagnoser