Træk en diagnose

[Skjold (Tidl. SL)]

Men jeg tror også at diagnoser er blevet eftertragtede. Diagnosen er en blåstempling af at de ikke "kan gøre for det". Det er et stort plus, når den fremherskende tidsånd går på at folk selv er ude om alt, hvad der overgår dem. Diagnosen er blevet medicinen mod den illusion at vi har - eller bør have - fuld kontrol over vores eget liv

Men er det ikke også okay?
For mig har en diagnose sku' været BEFRIENDE! Nej, det er da ikke fedt med en diagnosticeret psykisk lidelse - men det giver en vis ro at kunne sætte nogle ord på tilstanden. Det giver hjælp til at acceptere, at der er nederen dage - og det gør det ikke mindst nemmere for andre at forholde sig til (forholde sig til og forstå er ikke det samme).
Jeg har bebrejdet mig selv meget og ment at jeg bare skulle, burde og kunne tage mig sammen - og "blåstemplingen" af at jeg "ikke kan gør for det" er utroligt lettende. Den fjerner utroligt meget pres.

Vel er det ikke fedt at "være stemplet", men uanset diagnose eller ej ville jeg jo stadig fejle det samme - og det er rart at have noget at forholde sig til.

[Lone Beck]

Men jeg tror også at diagnoser er blevet eftertragtede. Diagnosen er en blåstempling af at de ikke "kan gøre for det". Det er et stort plus, når den fremherskende tidsånd går på at folk selv er ude om alt, hvad der overgår dem. Diagnosen er blevet medicinen mod den illusion at vi har - eller bør have - fuld kontrol over vores eget liv

Men er det ikke også okay?
For mig har en diagnose sku' været BEFRIENDE! Nej, det er da ikke fedt med en diagnosticeret psykisk lidelse - men det giver en vis ro at kunne sætte nogle ord på tilstanden. Det giver hjælp til at acceptere, at der er nederen dage - og det gør det ikke mindst nemmere for andre at forholde sig til (forholde sig til og forstå er ikke det samme).
Jeg har bebrejdet mig selv meget og ment at jeg bare skulle, burde og kunne tage mig sammen - og "blåstemplingen" af at jeg "ikke kan gør for det" er utroligt lettende. Den fjerner utroligt meget pres.

Vel er det ikke fedt at "være stemplet", men uanset diagnose eller ej ville jeg jo stadig fejle det samme - og det er rart at have noget at forholde sig til.

Jeg synes ærlig talt kun det er okay, hvis man rent faktisk er syg

Jeg kan sagtens forstå at det er en lettelse. Men jeg tror lettelsen for de syge ville være langt større, hvis der ikke fulgte mistænkeliggørelse med, og det gør der jo så længe der tales om at der stilles alt for mange diagnoser

Desværre er det næsten umuligt at diskutere, fordi folk med diagnoser næsten altid bliver voldsomt stødt - også uanset hvor meget man understreger at man ikke er ude på at så tvivl om konkrete personers diagnose. Og så bliver det tabu, og så får fordommene for alvor næring...

[Godzilla]

En jeg kender godt som har fibromyalgi har haft rigtig god gavn af at ride.

[Skjold (Tidl. SL)]

Jeg synes ærlig talt kun det er okay, hvis man rent faktisk er syg

Jeg kan sagtens forstå at det er en lettelse. Men jeg tror lettelsen for de syge ville være langt større, hvis der ikke fulgte mistænkeliggørelse med, og det gør der jo så længe der tales om at der stilles alt for mange diagnoser

Desværre er det næsten umuligt at diskutere, fordi folk med diagnoser næsten altid bliver voldsomt stødt - også uanset hvor meget man understreger at man ikke er ude på at så tvivl om konkrete personers diagnose. Og så bliver det tabu, og så får fordommene for alvor næring...

Jeg kan godt følge dig et langt stykke af vejen. Selvfølgelig skal ikke-syge ikke have en eller anden diagnose - men spørgsmålet er så, hvordan sygdom egentlig kan defineres. Jeg har svært ved begrebet sygdom - jeg bryder mig ikke om at omtale mig selv som syg, for jeg er uendeligt bange for at blive fastholdt i et eller andet sygdomsbillede af både mig selv og omverdenen. Omvendt ved jeg jo også godt inderst inde at der er nogle punkter hvor "min hjerne ikke fungerer optimalt", og at det altid har været sådan - jeg har været syg *altid*, hvis altså jeg vælger at se det sådan.

Vi kan jo godt blive enige om at en brækket arm skal have tid til at hele - det kan vi tage og føle på.
Det bliver lidt sværere når man skal vurdere, hvornår man er forkølet nok til at melde sig syg - men her kan andre igen ofte se, at man ikke er på toppen.
Det bliver for mig rigtig svært at definere sygdom, når der er tale om noget usynligt.

For bare et år siden kunne du godt have fået mig til at benægte, at depression, angstlidelser, forstyrrelser osv. findes - men mine egne fordomme har jeg måttet æde adskillige gange, og accepten af tingene har givet mig så meget mere klarhed og forståelse for det hele.
Fibromyalgi, gigt og diverse andre smerter er også usynlige sygdomme - og også fulgt af fordomme.

Det er synd, for jeg er ikke i tvivl om at der er nogen der virkelig er syge. Jeg er heller ikke i tvivl om at der går nogle rundt og er syge, uden at hverken de selv eller omverdenen accepterer det - det er også synd.
Ej heller er jeg i tvivl om at der går en gruppe rundt og har ondt "her og der" og så til sidst har fået en ikke-korrekt diagnose - fejldiagnosticerede.

For mig er problemet her ikke at nogle "fejler noget de i virkeligheden ikke fejler" - spørgsmålet for mig er hvordan man hjælper disse mennesker.
Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig at nogen faker en sygdom for morskabens skyld - måske er det bare nemmere at forholde sig til "ondt i ryggen", selvom det måske i virkeligheden er "ondt i sjælen", for fysiske smerter er ikke så tabubelagte.

[LoneR]

I systemet acceptere man faktisk en vis grad af fake-syge, der får en eller anden form for ofefntlig forsørgelse/hjælp/fripas, netop for ikke at komme til at ramme de, der rent faktisk er syge.
Selvfølgelig er det galt, når raske mennesker opfinder symptomer mv, for at undrage sig krav om job og arbejde - men det er sgu svært at slippe udenom.
Det er en opdragelsesting - nogen blir opdraget til, at man kan trække fripas ved at udnytte systemet - det er nok et problem, som velfærdssamfundet har indbygget.

Jeg syens som SL, at det er vanskeligt at opfatte sig selv som "syg", fordi man har en eller anden diagnose. Man er jo ikke "syg" - man kan sgu ikke gå rundt og tænke om sig selv, at man er syg, tænker JEG. Nogen kan - andre kan ikke have den selvopfattelse, hvis livet skal fungere.
Og ALLE - med en eller anden form for diagnose, fysisk som psykisk, må finde sig i mistænkeliggørelse fra andre og det kan være svært.
der er altid nogen, der mener at vide hvordan man har det og hvad man kan, fordi det kan de og de har da osse ondt/er deprimerede/ har det svært og så videre og blablabla.
Og ALLE disker op med en de kender/har hørt om/læst om, som har samme diagnose, men som bare er fuld af løgn og bare skal have et los i røven.
Det kommer helt automatisk, som skidt fra en spædkalv såsnart man fortæller nogen, at ,man "har" et eller andet kronisk.

@Gunilla: det var da dejligt for hende

[LoneR]

Iøvrigt forhindrer denne mistænkeliggørelse en i at udnytte livet, så godt man kan, for man skal altid høre på, ting som: "guuuuud, kan du viiiiiirkelig det - jeg troede du havde ondt i ryggen" - Når man fx i sit hjertes godhed beslutter at gøre noget for andre, som man måske ikek burde, fx hjælpe dem med et eller andet fysisk.
Og hvis man gør det for sig selv - jamen, så er det da et bevis på, at man nok ikke har det så slemt, som man siger.
Og hvis man ikke jamrer sig, så er problemet nok overstået - man skal faktisk uafladeligt fortælle andre, hvor ondt man har, pive og jamre sig, for ellers har man det nok heller ikke så slemt.
Man skal virkelig være tough for at stå imod al det der.
Og hvis man siger ovenstående, så er man nok bitter, eller INGEN i ens omgangskreds tænker sådan - for med en diagnose har man naturligvis også mistet evnen til at se udover sin egen snude, så alt hvad man siger handler nok om ens egne oplevelser.......

[Dorte Hansen]

Lone jeg elsker dig.

Du satte lige ord på alt det jeg aldrig har kunnet.

[Tukær]

Lone jeg elsker dig.

Du satte lige ord på alt det jeg aldrig har kunnet.

Jeg stemmer lige med i "ryg-klapperiet", med ENIG ENIG

Hilsen
Annette, med diagnoserne hypermobilsymdrom, fibromyalgi, ADHD, OCD, boderline + det løse..... stillet af flere uafhængie læger og psykiater.
Men også med diagnoserne sydomsefterlining og simulering, stillet af en speciallæge som er bestilt af kommunen, i forbindelse med min efterhånden meget lange og trælse sygemeldning.
Man skal være stærk for at være syg...

Ps: jeg har også meget glæde af ridning, og omgangen med heste, både som træning og smertebehandling i forbindelse med hypermobilsymdrom og fibromyalgi, men også som kognetivterapi i forbindelse med ADHD, OCD og boderline.
Desværre er der jo bare "nogle" der har det syn på det, at kan jeg ride, så kan jeg også arbejde !!!
Ellers må jeg jo holde op med at ride, så jeg kan arbejde...

[Skjold (Tidl. SL)]

Jeg elsker dig også Lone! Især for den her:

Jeg syens som SL, at det er vanskeligt at opfatte sig selv som "syg", fordi man har en eller anden diagnose. Man er jo ikke "syg" - man kan sgu ikke gå rundt og tænke om sig selv, at man er syg, tænker JEG. Nogen kan - andre kan ikke have den selvopfattelse, hvis livet skal fungere.

Netop!
Sygdomstiltanden bliver på et tidspunkt til "den normale tilværelse" for den ramte - og så må man tage den derfra. Men det kan være utroligt svært at få lov til af omgivelserne, fordi mange har svært ved at acceptere, at sygdom ikke nødvendigvis er ensbetydende med at man er konstant sengeliggende.

[Godzilla]

For bare et år siden kunne du godt have fået mig til at benægte, at depression, angstlidelser, forstyrrelser osv. findes - men mine egne fordomme har jeg måttet æde adskillige gange, og accepten af tingene har givet mig så meget mere klarhed og forståelse for det hele.
Fibromyalgi, gigt og diverse andre smerter er også usynlige sygdomme - og også fulgt af fordomme.

Jeg bliver overrasket over at "man" ikke tror på at div. lidelser findes?? (SL: ikke nødvendigvis dig, men du udtrykker åbenbart en udbredt måde at tænke på). Hvordan f.... kan "man" være så arrogant og bedrevidende at man afviser at andre har det anderledes end en selv? Jeg er heldigvis ret sjældent blevet mødt med åbenlys mistænkeliggørelse, lige bort set fra i kommunen hvor jeg følte mig både nedvædiget og udsat for direkte ydmygende overgreb.

Jeg har et pænt udvalg af diagnoser og betragter dem nærmest som en slags arbejdstitler, for at en eller anden fagperson, kan forsøge at hjælpe mig med en behandling, så jeg får det bedre. Det er jo lidt besværligt at skulle opremse alle de symptomer som definerer en diagnose hver gang, og klassifikation gør det nemmere at indkredse hvilken behandling som evt. kan hjælpe mig.

Diagnoserne (både psykiske og fysiske) beskriver kun en lille del af mig. Jeg ER ikke mine diagnoser (læs: arbejdstitler) men jeg kan få noget behandling som afhjælper nogle ret invaliderende problemer jeg har, så jeg kan leve et bedre liv.

Jeg er førtidspensioneret fordi jeg ikke kan arbejde ret meget. Jeg prøvede alt, alt for ihærdigt på at fungere på trods af div. problemer, og kørte mig selv totalt i sænk. Til sidst blev jeg RIGTIG slidt og kunne ikke komme på banen igen (myten om at man bliver stærk af sine nedture er ikke altid nogen god tommelfingerregel).

Jeg opfatter mig ikke som syg. Syg for mig er noget med at ligge med feber og vente på at det går over. Men jeg er ofte frustreret over at jeg ikke kan ret meget uden at blive skør i bolden. DET er irriterende.

@ Lone. Ja det er rart for hende.