Usynlige smerter

[Lone Beck]

De er godt nok vilde med at diskutere tunge ryttere inde på HN, og det kan jo også være ganske relevant, for man ser da tunge ryttere ride rundt på heste, der er tydeligt besværet.

Jeg faldt lige over denne tråd:

http://www.heste-nettet.dk/forum/1/1883129/1883129/

Og den er såmænd ikke så meget anderledes end utallige andre tråde om samme emne.

Nu er der jo lavet forskning i hvor meget heste kan slæbe. Det seneste, jeg har læst er på Epona, og hvis jeg ikke husker meget galt, kan en normal hest som udgangspunkt i hvert fald bære 20 procent af sin egen (normal)vægt.

Men hver gang emnet er oppe at vende, kommer det gyldne indlæg: Hesten er et byttedyr og vil for alt i verden skjule sin smerte. Ergo kan den sagtens føle voldsom smerte pga. en for tung rytter, selv om den virker glad, lettilbens og veltilpas.

Hvis det er rigtigt, hvorfor fanden viser hesten så sine smerter, når den rides med for stramt næsebånd, dårlig tilpasset sadel eller bare en lille sten i hoven?

Hvis det er rigtigt, kan enhver form for ridning vel være et smertehelvede for hesten, uden at rytteren har en ærlig chance for at opdage det?

I den tråd, jeg linkede til, er der én, der fortæller om en 25-årig handicaphest, der går med to ryttere = næsten 200 kilo i alt. Det har den gjort i årevis uden at vise ubehag eller sygdomstegn. Man kan vel sige, at den har holdt til det. Alligevel mener folk, at det er grov dyremishandling, og at den garanteret har frygtelige smerter

Nu er jeg jo selv et stort skrummel, men jeg overholder 20 procentsreglen og mere til (og er alligevel altid rystende angst for at hesten skal knække sammen under mig). Men det her skal ikke ses som et forsøg på at forsvare en hvilken som helst vægtbelastning på en hest. Jeg ville ALDRIG selv acceptere noget nær 200 kilo på nogen af mine heste.

Det er ulogikken, jeg er målløs over.
Hvis man virkelig tror på at hesten til enhver tid skjuler sine smerter, må man da være bange for hvad man gør ved sin egen hest? Eller hvad? Det er vel ikke kun tunge ryttere, der inspirerer heste til disse mageløse skuespilpræstationer? Hvad kan man overhovedet forsvare at udsætte en hest for, hvis dens gode humør dækker over en kvalfuld tilværelse?

[Lisbeth Sejberg]

Åh jeg synes lige, jeg kommer i tanke om en tråd på Have Nyt for ikke så længe siden, hvor den modsatte teori blev luftet.
Der var især én, der hårdnakket påstod, at hendes hest ikke havde smerter, men bare så lidende ud, fordi den så vidste, den fik medynk og ekstra omsorg ....... den fortolkning bryder jeg mig ikke om. Der ligger pænt mange muligheder for at overse smerter og ubehag hos hesten, hvis man tror på den teori.

Jeg har også læst den tråd, du linker til Lone, fordi min datter har deltaget i den.
Hun er den "lidt" tunge pige med en fjordhest, hvor der heldigvis er plads til en sadel, hvor hendes røv kan være i.
Hesten er ivrig, samarbejdsvillig, fremadgående og udstråler IKKE tegn på ubehag ved at blive redet.
Mvh. Lisbeth

[Ms Strangefield]

Hmmm. Jeg må indrømme, at jeg ikke tror en fornuftigt bygget hest ikke har problemer med at bære to (store) ryttere under visse forudsætninger. F.eks at den er så lang og robust at de ikke kommer ud og sidder på lænden af den.

Jeg tror også at heste kan bære tunge ryttere, og at det egentlig ikke gør den store skade på dem.(eller ondt på dem for den sags skyld) Medmindre at disse tunge ryttere er totalt motorisk handicappede, siddende i sadler der er alt for store til hesten, IMENS de desperat kæmper en dramatisk kamp for at få dyret til at udføre diverse gymnastiske dressurøvelser, eller springe baner. Men en tur i skoven eller lidt riden rundt på en bane, det får ikke min harme op ad skuffen.

[imc]

Jeg er tung.. men min højde, tjaa, skulle den passe til min vægt, var det vist meningen jeg skulle være være omkring 2,5 meter høj men da jeg jo ikke kan strække mig mere end op til 160 i højden, tjaa, så må jeg jo nok indrømme, at jeg har for mange kilo på kroppen.

Jeg rider mine heste med glæde, men ville da selvf. ønske at min vægt blev mindre. Ikke for at jeg så ville ride mere, nej udelukkende fordi, jeg kan mærke på mig selv at de mange kio hæmmer mig i det daglige.

Jeg var på kursus i går med Kirsten hansen. Havde min hoppe shila med på kurset, for at få en masse gode ideer til, hvordan jeg kan få endnu mere glæde ud af longering af hypperne, samt lidt mere ind i hovedet, når det gælder træning.
Min hest blev rost, hun havde gode muskler de helt rigtige steder og ingen ømheder i sin ryg og overlinje. Det eneste man kunne kritisere, var at shila bar præg af at ha født nogle føl. Men det kunne jeg med fortsat træning, ændre på til det bedre.
Desværre var der flere, som havde ryg/ben/muskel problemer.
Store heste og små heste, men med ryttere i den lette klasse.
Ryttere og heste, var inden for det som mange vil kalde normalt vægtige og passede fint sammen i højde og drøjde. Hvis de skulle være et bevis på, at en let rytter ingen skade gør tjaa, så var det vist ikke på netop dette kursus disse beviser skulle findes, for den andne rytter der fik ros for sin hest, var sjovt nok også med lidt for meget på bagdelen.

Jeg er jo en tung rytter, min lille shila er kun 154 i stg. Jeg red hende til da hun var 4 år, har redet hende igenenm alle årene også imens hun har båret på føl og nu er hun ved at nerme sig de 11 år.
Ikke en eneste dag med halthed, øm ryg eller led problemer, tiltords for at to føl måtet trækkes ud af hende.
Shilas mor, red jeg til da hun var 4 år, da hun var 24 år blev hun aflivet, mæt af dage og efter mange år som min ridehest og med 11 føl på bagen. Ikke en eneste dag med ryg/led problemer.
Shilas søskende har jeg også selv redet til og heller ingen af dem, har haft problemer, joo en af dem, men den red jeg heller ikke selv til. Den blev sendt i prof træning i 3 md, grundet min graviditet. Kom hjem med en smadret ryg og blev aflivet som kun 5 års, efter at den blev opgivet af falke rønne, grundet sin ødelagte ryg.

så nej. en tung rytter der ikke går over i ekstremer ( 150 kg klassen) og med god rytter ballance, er ikke skadeligt for hesten, det er de dårlige sadelvalg og dårlig grundridning, der ødelægger mere end det gavner.

En tung rytter med stor røv, skal ha en sadel der passer til rumpen. Hesten skal kunne gå med så stor en sadel og det skal være en sadelmager, der tilpasser sadlen korrekt. Rytterne skal ha god undervisning, så personen kan ride hesten korrekt og sidde korrekt i sædet.

[Stimata Doamna]

Men hver gang emnet er oppe at vende, kommer det gyldne indlæg: Hesten er et byttedyr og vil for alt i verden skjule sin smerte. Ergo kan den sagtens føle voldsom smerte pga. en for tung rytter, selv om den virker glad, lettilbens og veltilpas.

Hvis det er rigtigt, hvorfor fanden viser hesten så sine smerter, når den rides med for stramt næsebånd, dårlig tilpasset sadel eller bare en lille sten i hoven?

Hvis det er rigtigt, kan enhver form for ridning vel være et smertehelvede for hesten, uden at rytteren har en ærlig chance for at opdage det?

...

Det er ulogikken, jeg er målløs over.
Hvis man virkelig tror på at hesten til enhver tid skjuler sine smerter, må man da være bange for hvad man gør ved sin egen hest? Eller hvad? Det er vel ikke kun tunge ryttere, der inspirerer heste til disse mageløse skuespilpræstationer? Hvad kan man overhovedet forsvare at udsætte en hest for, hvis dens gode humør dækker over en kvalfuld tilværelse?

Ulogikken er da i det mindste til at få øje på

Eller er den?

En sten i hoven gør ondt her og nu et sted, hvor hesten virkelig føler smerten/ubehaget med det samme. Tandspidser gør også ondt her og nu, men kan "skjules" ved at være tvær og usamarbejdsvillig, indtil mennesket får øje på problemet. Ondt i ryggen kan også skjules længe, inden nogen opdager det.

Jeg er da sikker på, at min hest sagtens kan gå med et eller andet, som jeg ikke lige får øje på med det samme. Fordi hun i det store hele ser sund og rask ud. En sten i hoven og tandspidser vil jeg hurtigt få øje på, mens et problem i ryggen måske vil tage lidt længere.

Hvor er så grænsen? De 20% lyder umiddelbart som en rimelig grænse, men når det så er sagt, er der forskel på situationer. Min ridelærer i DK er en pænt stor dame, men idet hun rider godt og ved, hvad hun gør, havde jeg ikke noget problem med at lade hende ride Alfa i 10-20 minutter. Jeg kan faktisk godt komme i tanke om flere "normalvægtige", som jeg ikke ville lade i nærheden af hesten

Jeg synes også, at det er ubehageligt at sige til folk, at de ikke må ride på hesten, fordi deres ridning er for dårlig - mindst lige så ubehageligt som at henvise til deres vægt. Det sidste er dog trods alt noget, der kan måles og vejes. Jeg har en til at kigge efter Alfa, når vi er på ferie, og hun hører ikke til de mindste, men heller ikke til de største. Jeg har sagt til hende, at hvis hun har lyst til at ride, kan hun bare gøre det - men det vil hun ikke pga. vægten.

[Lone Beck]

Nu skal jeg jo ikke bestemme, hvad I diskuterer (i MIIIIN tråd )...

Men jeg var ikke ude på en ny debat om tunge ryttere, men bare om den dér sære logiske sans, nogen lægger for dagen.

Tag nu Ingers gamle hest, der bliver langt over 20 år uden at vise tegn på problemer. Skulle den i 20 år have skjult slemme rygsmerter for at narre løverne?

Jeg synes egentlig tit nok man hører om heste med rygproblemer (der altid skyldes sadlen og ALDRIG rytterens elendige ridning!). Hvordan pokker er deres rygproblemer blevet konstateret, hvis hestene skjuler dem?

[Lone Beck]

Der var især én, der hårdnakket påstod, at hendes hest ikke havde smerter, men bare så lidende ud, fordi den så vidste, den fik medynk og ekstra omsorg

Det var ellers en alternativ måde at lukke øjnene for problemer på

[imc]

ja jeg tror ikke på, at en hest kan skjule sine smerter og heller ikke se lidende ud, for netop at tilgode se sin ejer.
Jeg tror heller ikke på, at en hest, kan se lidende ud, kun for at få medynk. Det er vist mere en heste ejer, som giver sin hest menneskelige følelser.
For nogle heste, vil det at vise smerte, måske vise sig som en manglende lyst til at arbejde, ørene lægges fladt ned, eller hesten er sur i stalden.
Hvor man kan tale om en smerte, der kan vises som feks en halt hed, vil det jo være nemt at tyde smerten.

En hest der konstant stikker af med sin rytter på ryggen, kan jo netop være en der viser sin smerte ved den adfærd.
Hvad er det der får en top dressur hets til at gå de højere øvelser. Er det smerten der fremkommer, når rytteren provokere den til at udføre øvelsen, eller er det dens ønske om at gøre øvelsen.

jeg tror vi heste ejere, skal bruge vores øjne og sunde fornuft til at vurdere om vores heste har smerter, ved de ting vi beder den om.
En hest der villigt går med ud af boksen, uden problemer kan sadles op og uden problemer kan rides rundt på en bane. tjaa det må jo være en hest, der ikke viser smerte, eller er det nu også det. ?

[aribeth]

Jeg har nogen gange tænkt på om Basse får ondt af/ ikke kan holde til at slæbe på mig... for jeg overskrider altså 20% reglen når vi har sadel på, for sadlen vejer over 20 kilo, og jeg er ikke i den lette ende...

Men jeg må indrømme at jeg indtil videre sætter min lid til, at hvis det gjorde ondt eller var ubehageligt for ham, så ville han ikke være så glad for at komme afsted når jeg sætter mig i sadlen... eller så arbejdsvillig, selv når det er banen der kalder...
Der er da også en kiropraktor der har pillet, der siger han IKKE har ondt i ryggen eller andre steder...

Men det er da klart nok at jeg tænker mig om med hvad jeg udsætter ham for med mig på ryggen trods alt... og jeg satser da også på at tabe mig... for som Ped siger... det er satme meget lidt kønt at være en fed trunte på hesteryg!!


Katrine

[Lone Beck]

Jeg kommer til at tænke på en kone, der var her og prøve Madigan engang hun var til salg. Hun var tung, ikke ret høj, og med enorme, runde lår, som jeg tænkte umuligt kunne bruges til noget som helst på hesteryg.

Både i annoncen og i telefonen understregede jeg, at hesten krævede rutineret rytter, først og fremmest fordi hendes syvmiletrav var svær at sidde på. Konen insisterede på at hun var rutineret rytter, men da hun endelig var kommet i sadlen - det holdt sateme hårdt - måtte jeg altså spørge hvornår hun sidst havde siddet på en hest. 5 år, lød svaret. Og i mellemtiden har hun sgu nok taget 30 kilo på, tænkte jeg.

Men jeg lod hende ride. Hun satte i trav - og bumpede selvfølgelig helt vildt. Hun sad jo som en spærrebalon. Hesten stak hovedet i vejret, lagde ørerne ned og satte i galop. To galopspring, så røg konen af, og Madigan ville ikke lade hende komme hen til sig igen.

Om det gjorde ondt på hesten, eller om hun bare blev forskrækket, ved jeg ikke. Men hun lagde i hvert fald ikke skjul på sit ubehag - og det selv om hun jo altså var vant til at slæbe rundt på mig.