Puuuha, en vild ridetur... (langt)

[Frieser9460]

Der skal nok en lille smule forhistorie til denne fortælling... Jeg har redet siden, jeg var 6 år gammel, men holdt pause fra undervisningen, fra jeg var 15 år og indtil sidste efterår, hvor jeg besluttede mig for, at nu var tiden kommet til at koncentrere mig noget mere om min hesteinteresse og ikke mindst min ridning igen og derfor startede op til undervisning på en lokal rideskole. :-)

At komme på hesteryg sådan for alvor igen efter så mange år kun med lejlighedsvise hyggeture på min mors islændere var, som at være nybegynder igen. Ganske vist havde jeg al teorien i hovedet, men at få teorien kanaliseret ud i min usamarbejdsvillige krop, var noget helt andet. Pyh, det var hårdt! :roed: Men det kom da tilbage alt sammen, lidt efter lidt. :-)

Efter godt 1½ måneds ridning blev jeg så "sat op" på en lille hest ved navn Happy. Hun var "sprinterpony", fik jeg at vide, men tillagde det ikke nogen større betydning; jeg skulle jo ikke ride military, men kun "tulle rundt" i noget let dressur inde i ridehuset. Happy var dog af en anden mening, så da vi skulle rundt i galop på højre volte, tog f***** ved hesten, og hun styrtede rundt i sanseløs galop, indtil min ridelærer fik hende grebet ved hovedtøjet og stoppet. Han forlangte så, at vi tog en venstregalop, og det gik fint; Happy slappede af og var behagelig at ride. SUPER, tænkte jeg, så sluttede vi alligevel af med en positiv oplevelse. Men næh nej, for min ridelærer mente bestemt, jeg skulle slutte af med bare en enkelt runde i galop på højre volte. Jeg var ikke begejstret, men gjorde, som han sagde. Desværre tog pokker igen ved hesten, som IGEN styrtede rundt i halsbrækkende fart og var totalt døv for ethvert forsøg, jeg gjorde på at stoppe hende (sikkert fordi, jeg blev bange og ubevidst begyndte at spænde op selv). Min ridelærer forsøgte at stoppe hende igen, men forgæves. Derfor bad han en af de andre ryttere, som red en stor DV/traverblanding på 167-170 i stang, om at stille hesten på tværs af hovslaget og spærre vejen for "min" hest... men pokker mig om ikke den skøre krikke SPRANG over den store hests bagpart, så jeg mistede både balancen og den ene bøjle, mens vi fortsatte rundt i sanseløs fart. Min ridelærer råbte så til mig, at jeg skulle ride hende ind i barrieren, og et øjeblik så det også ud til at lykkes, men i sidste øjeblik kastede hesten sig til højre, med det resultat at jeg fløj ud til venstre og landede hårdt på min venstre skulder. Hvad der derefter skete, er jeg ikke helt klar over; det næste, jeg husker, er at min kæreste og min ridelærer mere eller mindre slæbte mig mellem sig ud fra ridehuset, og min ridelærer pakkede mig ind i sin jakke, mens han gav mig besked på at snakke (jeg ville meget hellere bare sove og havde sindssygt ondt i min venstre skulder, plus min venstre arm føltes fuldstændig kraftesløs og lammet), mens min kæreste hentede vores bil. Derefter blev jeg kørt på skadestuen, og efter 4 timers ulidelig venten og en omgang røntgen lød diagnosen på en forvredet skulder, en forslået ryg og en mild hjernerystelse, og jeg måtte affinde mig med at gå med armen i slynge i en uge efter. :ked:

Så snart armen var ude ad slyngen, startede jeg ud på hesteryg igen. Det var meget forsigtigt i starten, da jeg stadig havde en del smerter, men gik umiddelbart ok. Dog varede det ikke længe, før jeg måtte erkende, at den største skade i forbindelse med ulykken var sket på min psyke. Og lige siden har jeg faktisk døjet en del med angst i forbindelse med følelsen af at miste kontrol over hesten. Efter at have erkendt min angst, har jeg virkelig kæmpet mod den og gjort alt, hvad jeg kunne for at bekæmpe den. En række succesoplevelser på hesteryg, sammen med at jeg nu har fået min egen hest, har hjulpet meget, og især på det seneste har jeg virkelig vundet mod på flere og flere udfordringer!

Af samme årsag fandt jeg det en smal sag at følge trop, da min ridelærer i går aftes beordrede holdet rundt på "galopbanen" (et spor af ca. 2,5 km. længde rundt om 2 store stubmarker) i galop, arbejdstempo, for det kunne jeg da sagtens klare... og det kunne jeg sørme også... højre rundt om marken! ;-) Det gik faktisk rigtig godt, og jeg vandt lige et par ekstra "gram" mod i den sammenhæng... Det var virkelig en fed følelse! :heidio:

Men da vi så skulle venstre omkring stubmarken, kunne jeg mærke, at "min" hest (en fantastisk sød og rolig DV/traver-blanding på 10 år, som normalt er 98% idiotsikker) spændte op og rettede ørerne fremad; klar til den helt store spurt. Så for en sikkerheds skyld besluttede jeg mig for at holde ham i frisk trav, men i brøkdelen af et sekund senere kunne jeg mærke, at " så, nu løber han", og ganske rigtigt; pokker tog ved krikken, som spurtede henover stubmarken i strakt galop... fuld fart og så absolut ustoppelig, selv om jeg satte mig så tungt i sadlen, jeg overhovedet kunne og trak godt igennem på tøjlen (alt imens jeg tænkte "undskyld lille hest, undskyld lille hest"), men HELDIGVIS stadig styrbar! :-o

"Panik", var min første tanke, og dernæst "nej, jeg vil IKKE falde af igen", og et øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle fortsætte og lade ham løbe sig træt, eller om jeg skulle forsøge at ride ham ind i nogle cirkler og så gøre dem mindre og mindre, indtil han blev tvunget til at sænke farten og stoppe op, og jeg var faktisk begyndt at dreje ham rundt med det formål, men så fik jeg øje på min ridelærer, som holdt stille på sin hest nede i den anden ende af stubmarken (sikkert for at holde øje med, hvad der skete med min halsbrækkende galop) og vidste, at DER var min redning, om ikke andet. Så jeg rettede op og lod hesten styrte for fuld fart tilbage over marken, imens jeg sendte en lille stille bøn opad om, at der ikke var nogen huller, han kunne falde i, og ganske som forventet begyndte han at reagere på mine stopsignaler så snart, vi nærmede os min ridelærer, så da vi nåede helt derned, havde jeg fået hesten ned i skridt igen, selv om han stadig fnøs og trippede afsted helt oppe på "tåspidserne".

Da vi så kom helt ned til min ridelærer, sad han og grinede ad mig. "Det klarede du sgu flot", var kommentaren, "så du kan godt finde kuløren frem i ansigtet igen og skridte stille og roligt tilbage til stalden!"

Som sagt så gjort, jeg rystede indvendig, men var nu også en smule stolt af mig selv over at have handlet til trods for, at jeg blev bange, og at jeg ikke lod panikken gribe mig helt. :-)

Og i dag er jeg bare dejligt øm og mørbanket i både lårmuskler og arme! :lol: Til gengæld er jeg spændt på, om jeg nu har mod til at galoppere igen næste mandag. :-?

Ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med dette indlæg... ud over at have lidt "luft" for oplevelsen. Er der nogle af I andre herinde, som har prøvet at kæmpe med angst i forbindelse med ridning? Er det lykkedes jer at vinde helt over angsten? Og hvordan har I i givet fald grebet det an?

[Camilla (Felur)]

Øjøjøjøj!


Flot klaret!

Jeg er ikke sikker på, at jeg havde klaret det så fint og rationelt, så stor cadeau til dig! :respekt:

[aribeth]

Godt du overlevede først og fremmest!

Jeg er stadig bange når jeg sætter mig op... jeg havde nogle rigtig grimme afsidninger for 5 år siden eller så... min gamle hest smed mig så eftertrykkeligt af, så det endte med knuste nyrer og meget andet grimt...
Så jeg blev rigtig bange for at sætte mig op på en hest.


Derfor sidder frygten stadig i mig, selvom jeg fik hjælp af verdens bedste Ricko og Annette. Jeg kan stadig have sommerfugle i maven hver dag når jeg sætter mig i sadlen.
Idag rider jeg gladeligt afsted på min pony og de heste jeg kender! Jeg sætter mig ikke op på hvad som helst... faktisk sætter jeg mig ikke rigtig op på særlig meget! Som sagt holder jeg mig til det jeg kender.
Jeg kan sagtens tage en rask fræser i skoven... og jeg kan faktisk godt lide når Basse er tosset og småhopper og fnyser og er tovlig... MEN det er også kun fordi jeg kender ham!

Jeg kunne ALDRIG finde på at fræse over stubmarker eller i skoven med andre... eller jo... men IKKE ukontrolleret fræs... og jeg VIL have at dem jeg rider med stopper når jeg siger stop! derfor er det også kun ganske få mennesker jeg vil gøre det med! Jeg kan sagtens galoppere sammen med andre... jeg skal bare kunne stole på dem jeg rider med...

Jeg synes det lyder lidt vildt det din ridelærer har udsat dig for!! Gode galopstræk er dejlige, men man skylder sgu sine elever at man deler det lidt op også fordi der altid er en risiko for når man rider sammen flere af gangen, at en af hestene får fræs i hovedet...


Katrine

[Stimata Doamna]

Det lyder faktisk ikke særlig betænksomt af ridelæreren?

Godt, at du trods alt ikke kom alvorligt til skade den første gang - og hatten af for indsatsen i anden omgang. Der skal noget til!!

[Frieser9460]

[quote:b885a72b1d="KSV"]
Jeg synes det lyder lidt vildt det din ridelærer har udsat dig for!! Gode galopstræk er dejlige, men man skylder sgu sine elever at man deler det lidt op også fordi der altid er en risiko for når man rider sammen flere af gangen, at en af hestene får fræs i hovedet...

Katrine[/quote:b885a72b1d]

Det kan være, jeg lige skal specificere her, at min ridelærer sendte os afsted med ca. 30 sekunders mellemrum. Og det gik fint højre rundt om markerne, fordi der vokser nogle buske og lidt forskelligt, som gør, at hestene ikke kan se den hest, der galopperer foran... men det kan de altså den modsatte vej, og jeg tror netop, det var flokinstinktet (jeg er alene og vil op til resten af flokken = nærmeste hest foran), der triggede "min" hest i går! Han er normalt MEGET sød og pålidelige og så afgjort den eneste hest på rideskolen, jeg for alvor tør ride ud på tur på, fordi han normalt er så cool i så godt som alle situationer. Men han ER jo altså også hest med de instinkter, der sig dertil hører, og som sagt tror jeg også, det var det, der gik galt i går. :-)

Til gengæld tror jeg, hans generelt søde og pålidelige temperament, foruden det, at jeg denne gang kunne mærke, at han ville "stikke af", før han gjorde det, hjalp mig til ikke at gå totalt i panik, da han satte afsted. :-)

Normalt har jeg det i øvrigt ligesom dig; jeg har det bedst på en hest, jeg kender og stoler. Så er jeg ikke bange og kan være med i det meste både på banen, i ridehuset og på tur (dog tør jeg ikke springe andet end små grøfter endnu), og det er også derfor, jeg mere eller mindre rider den samme hest fast på rideskolen og kun får udleveret en anden, hvis han er syg eller halt. På den måde er min ridelærer meget forstående... meeen han er meget "old school" og lægger heller ikke skjul på, at han synes, jeg er lidt af et pylr! :lol:

Men det er dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, som kan blive bange på ryggen af en hest... :-)

[aribeth]

[quote:cbb8839177]Det kan være, jeg lige skal specificere her, at min ridelærer sendte os afsted med ca. 30 sekunders mellemrum[/quote:cbb8839177]

Det er da næsten endnu værre! også selvom hestene ikke har kunnet se hinanden! Det jeg mener med med at man skal dele det lidt op er at man skal ride i samlet flok måske 100 meter ad gangen.... så skal man skridte/trave og så måske tage et galopstræk igen... også fordi hestene ofte på kortere stræk bedre kan administrere det... og så SKAL man have et par gode STOP heste forrest... altså to eller tre(eller måske bare en enkelt) som kan ride ind foran en hest der vil op i front hvis det er tilfældet i et korrekt tempo... det andet er hul i hovedet og uansvarligt!!


Katrine

[Frieser9460]

[quote:bd60d73913="KSV"]

Det er da næsten endnu værre! også selvom hestene ikke har kunnet se hinanden! Det jeg mener med med at man skal dele det lidt op er at man skal ride i samlet flok måske 100 meter ad gangen.... så skal man skridte/trave og så måske tage et galopstræk igen... også fordi hestene ofte på kortere stræk bedre kan administrere det... og så SKAL man have et par gode STOP heste forrest... altså to eller tre(eller måske bare en enkelt) som kan ride ind foran en hest der vil op i front hvis det er tilfældet i et korrekt tempo... det andet er hul i hovedet og uansvarligt!!


Katrine[/quote:bd60d73913]

Det kan du da faktisk have ret i, Katrine. Sådan havde jeg ikke lige selv tænkt på det før, men kan godt se logikken, når du skriver det... Nok er jeg voksen og selvtænkende og alt det der, men et eller andet sted stoler man jo på sin uddannede berider. :ehj:

Normalvis, når vi har galopperet på tur, HAR vi faktisk også gjort det i samlet flok, og min ridelærer har været så sød at ride foran mig hver gang for at sikre, at "min" hest ikke løb stærkere, end jeg kunne håndtere. Men denne gang blev jeg altså sendt ud på egen hånd og som beskrevet, hvor vi havde 30 sekunder imellem, hver ekvipage blev sendt afsted, og det var også sådan, vi gjorde det sidste vinter, da vi havde "galopbane" udendørs. :-)

Og dumdristig, som jeg nu var blevet (det er ikke nemt, når successerne stiger til hovedet på en kylling :lol:), ja så tænkte jeg faktisk ikke videre over det, men valgte at spille modig og galoppere afsted. Da det så gik godt, red jeg også fornøjet afsted i trav i anden omgang... havde ikke lige forudset, hvordan DET skulle ende. :britta:

[aribeth]

Nej... jeg vil heller ikke sidde her og sige at din underviser er direkte forkert på den :-) jeg tænker bare altid på alle de ting der kan gå galt :ehj:

Men godt at du blev på... og rent faktisk så er det jo sådan en oplevelse der gør at man får styrket sit mod lidt.. :-) Lissom da jeg fakdt af Basse i skoven i meget hurtig galop... jeg slog mig slet ikke og det var virkelig en god ting for mig at falde af på den måde... fordi jeg netop har været hunderæd for at falde af og slå mig igen.


Katrine

[Frieser9460]

[quote:b8dc47bdfa="KSV"]Nej... jeg vil heller ikke sidde her og sige at din underviser er direkte forkert på den :-) jeg tænker bare altid på alle de ting der kan gå galt :ehj:

Katrine[/quote:b8dc47bdfa]

Jamen det var heller ikke fordi, jeg ville fremhæve, at min ridelærer vidste bedre, fordi han er uddannet... snarere tværtimod! :lol: Netop fordi, han er uddannet så godt, som han er og har så mange års erfaring på bagen, som han har (han blev så vidt, jeg husker, udlært i slutningen af 60'erne), burde han faktisk, når han ved, jeg er bange, så vidt muligt forhindre, at jeg kommer ud i situationer som den i går. :-)

Men ja, man lærer jo også af det... om det har givet mig mere mod eller ej, finder jeg jo nok ud af på mandag. :-)

[Frieser9460]

June, jeg tror lige præcis det er det, min ridelærer forsøger at gøre... flytte mine grænser, altså! :-)

Der, hvor problemet ind imellem ligger, er, at hans idé om at flytte grænser går ud på at kaste mig ud i så mange forskellige situationer som muligt, indtil jeg kan klare dem, og det havde jo sådan set også været helt okay... hvis jeg altså ikke lige havde haft angstproblemer! :ehj:

Faktisk var jeg nået dertil på et tidspunkt, hvor jeg fik alvorlige angstanfald med hjertebanken, ondt i maven, svimmelhed og svedige håndflader før en ridetime. Forsøgte først at tage nogle blomsterdråber for det, men de hjalp ingenting. Derfor tog jeg tyren ved hornene og gav min ridelærer besked på, at hvis jeg skulle kunne fortsætte med at ride - hvad jeg jo gerne vil - så måtte vi nå frem til et arrangement, hvor jeg selv havde mulighed for at sige til og fra i forbindelse med ridningen; dvs. at hvis der er noget, jeg ikke tør, så bliver jeg ikke tvunget; derimod får jeg lov til at "avancere" i min egen tid og på mine egne præmisser. Dette gik min ridelærer - omend en smule modvilligt, fordi det strider imod hans overbevisning - ind på, og det har givet mig rigtig mange succesoplevelser... også fordi, jeg ind imellem har fået mod på at presse mig selv lidt til f.eks. at springe over små grøfter osv. Og så er jeg jo rigtig stolt, når jeg klarer udfordringen. :heidio:

Det, der skete i går, var sådan set heller ikke min ridelærers skyld... Vi kan helt sikkert diskutere, hvor forsvarligt det var af ham at lade os galoppere på den måde - især, når jeg har angstproblemer, og han ved det - men omvendt blev jeg heller ikke på noget tidspunkt tvunget til noget; at gennemføre galoppen var helt og holdent mit eget valg, fordi jeg havde modetog lysten til det. :-)

Det var bare ikke lige meningen, det hele skulle ende i en ufrivillig "jordetur". :-o Men jeg klarede det, og jeg faldt ikke af... og det er jo egentlig i bund og grund det vigtigste. :heidio: