Så er det snart et år siden (døden)

[Anja]

Som overskriften siger, så er det snart et år siden at min mors mand døde af en agressiv cancer. Min mor vil selvfølgelig gerne have en masse venner og familien om sig, på årsdagen efter hans død, det er helt forståeligt. Egentlig tænkte jeg ikke så meget over det, da hun ringede forleden dag, sagde bare at vi (kæresten og jeg) selvfølgelig ville være der på dagen. Efter at have aftalt, at vi skal være sammen, venner og familie, er jeg begyndt at føle sorgen igen, eller følelsen af at det er PISSE uretfærdigt, at det lige var ham der skulle væk før så mange andre. Alle de gange vi (eller min mor og deres venner/veninder) har siddet og joket med at han skulle køre dem alle sammen rundt i kørestol, når de blev gamle og han stadig var ung og frisk. ØV, jeg måtte lige ud med det, det er jo ikke ligefrem fordi emnet emmer af underholdning og er det bedste partyemne når man besøger folk. Så er det jo godt man har nettet, en aflastning af den bedre skuffe. Tak fordi i lige gad at ´´lytte´´.

[Lone]

Næh, døden og sorgen er vel ikke lige præcis det mest populære emne ved middagsselskaberne. Sært, når det dog optager os i den grad - eller rettere indimellem optager det os. Fornemmelsen af det uigenkaldelige er den mest kolde fornemmelse - pludselig kommer man IGEN i tanke om, at det ER forbi, afsluttet, endt - og det kan ikke ændres. Men retfærdigheden skal man ikke lede efter - så bliver bedrøvelsen jo endeløs. Håber I får en dag fuld af gode minder.

[Godzilla]

Hvor gammel var din mors mand da han døde, Ose? Godt at i kan være hos din mor på etårsdagen. Den kan nok blive svær at komme igennem.

[Dorte Hansen]

Jeg ville så gerne sige en hel masse, fornuftigt og klogt, men det vil jo ikke ændre nogt. Det er noget af det værste man kan opleve, og uanset hvad jeg kunne sige og gøre ville det ikke ændre noget. Min mor døde da jeg var 20 og gravid, og jeg nægtede at sørge, og skød smerten langt væk..... Det var det dummeste jeg nogensinde har gjort. Giv jer selv lov til at sørge, at rase, at føle præcis det i har behov for! Det er det eneste der kan lindre bare en smule..... I år er det meget svært, og det gør så ondt, men hvis i lader jer selv få lov, til at føle det hele, vil det være lidt lettere næste år! Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal udtrykke mig, men jeg tror du er stærk nok til at bære din smerte, og måske endda løfte lidt af din mors, og det er nok det du bør gøre.... Vær der for din mor, og hjælp, støt og trøst. Bare du husker også selv at sørge, for det er så vigtigt! Varme tanker og hilsner fra Dorte, der godt ved at det er en dum dag.......

[Anja]

Gunilla: 41 år. Lone: Du har fuldstændig ret, men engang imellem overvælder følelsen af uretfærdighed alligevel en. Jeg går heller ikke og tænker over det i hverdagen, det kom bare pludselig tæt på igen. Ligesom at visse ting eller steder kan overvælde en pludseligt og stærkt. Markuskirken i Venedig, som eksempel, det kunne jeg slet ikke klare, brød fuldstændig sammen, da jeg skulle tænde et lys for ham.

[Anja]

Tak Dorthe. Skal man se på det positive, så er min mor og jeg kommet meget tættere på hinanden, særligt i kraft af at jeg har været der for hende og omvendt.