Dagen startede ellers som de fleste andre med, at Bo og jeg stod op og hastede rundt for at nå at blive færdige og komme af sted på arbejdet til tiden. Jeg fik ordnet opvasken og kattebakkerne, luftet Basil og fodret marsvinene samt badet, mens Bo fodrede hestene og lukkede dem på fold og fodrede fuglene og kaninen, og for en gangs skyld var vi i nogenlunde tid af sted på vej til arbejde. Så det tegnede til at blive en ganske god dag.
Vi blev klogere...
På vej til arbejde, cirka 6 km fra, hvor vi bor, fik vi øje på en dåbuk, som stod inde i vejsiden. Bo sænkede farten og bremsede roligt ned, men bukken blev stående... lige indtil vi var ud for den; så sprang den direkte ud foran os, så vi kørte direkte ind i bagparten på den. Fra min plads på passagersædet så det næsten ud, som om det hele skete i slowmotion... Bukken blev ramt på bagparten, og det så næsten ud, som om den satte sig op på kølerhjelmen af bilen, hvorefter den blev slynget fremad og kurede på siden 5-10 meter hen ad vejen. Da den "stoppede", forsøgte den at komme på benene, men bagpartiet var tydeligt smadret, så den kunne ikke rejse sig. I stedet fik den "krabbet" sig ind i rabatten, hvor den lå nogle sekunder, inden den sprællede med forparten igen og tiltede ned i grøften.
Min eneste tanke var bukken. Først prøvede jeg at ringe til politiet, men kom igennem til en alenlang IVR med tast 1 for ditten og tast 2 for datten osv., så det opgav jeg igen med det samme og ringede i stedet 112. Her fik jeg først "vent venligst" (ARGH!!!), hvorefter jeg fik en mand i røret og forsøgte at få samling på mig selv (jeg rystede og stortudede), mens jeg forklarede ham situationen. Han var mest optaget af, om jeg var kommet noget til, og til sidst blev jeg vist nok temmelig irriteret, så jeg fik i stedet en henvisning til 1812; dyrenes alarmcentral. Godt så, ringe op dertil.... og ny IVR. Tast 1 for påkørt dyr osv. Grrr!!!! Men jeg nåede da til sidst igennem til "Camilla", som lovede, at hun ville bestille en svejshund. Jeg forklarede så, at jeg altså bare skulle bruge en jæger, for den buk løb ingen steder, så hun fik mig til at love, at vi blev på stedet, mens hun fik sendt en jæger ud.
Så ventede vi... og ventede og ventede i, hvad der føltes som evigheder. Den arme buk lå stadig i grøften og klagede sig, og da jeg ville se til den, blev jeg antastet og skældt ud af en dame, som var holdt ind til siden, fordi jeg "rendte rundt ude på vejen i helt sort tøj uden reflekser" (undskyld, dame - næste gang tager jeg da lige en refleksvest på, inden jeg køre dyret ned!!
), så jeg til sidst måtte rykke mig fri, bede hende om for h..... at lade mig være i fred og gå tilbage i bilen. Heldigvis kom jeg derefter, mellem hulk og hikst, i tanke om, at vi holdt næsten ud for den vej, hvor vores hund, Basils, opdrætter bor. Så jeg sendte hende en SMS for at spørge, om hun evt. vidste, om en af deres naboer var jæger, og hun ringede mig så op med det samme, for hun havde faktisk set, at vi påkørte dyret og havde, sagde hun, lige stået og sagt til sin mand, at bare det nu ikke var os. Hun troede så først, det var en læge, vi skulle bruge og var helt befippet (hun havde tilfældigvis en nabo, som var læge, faktisk), indtil jeg fik korrigeret, at det altså var en JÆGER, jeg skulle have fat i til dyret. Den kunne hun heldigvis også klare - 30 sekunder senere ringede hun mig op igen og sagde, at der kom en jæger om 3 minutter, og at hun også lige ville komme op til os.Basils opdrætter og jægeren kom omtrent samtidig, jægeren skød den stakkels buk med det samme, og jeg fik ringet til Dyrenes Beskyttelse igen, trykket mig igennem IVR'en endnu en gang og aflyst den jæger, de var i gang med at finde.
Imens alt dette stod på, havde Bo fået ringet til Falck og mekanikeren... og først der begyndte jeg egentlig at spekulere over, hvordan Bo og jeg selv havde det, og det var også først der, det gik op for mig, at bilens front var totalt smadret.
Alt, hvad jeg havde kunnet tænke på indtil da, var den stakkels lidende buk nede i grøften...
Bo og jeg måtte jo så tage fri fra arbejde og har brugt dagen på at ringe rundt til lægen, forsikring osv. Mekanikeren siger, at Altoen aldrig kommer ud at køre mere.
Og selvrisikoen er på 4.957 kr. Glædelig jul og godt nytår!! Og vi kan ikke klare os herude på landet, uden for lands (og offentlig transports) lov og ret uden en bil, så det har bare været noget rigtigt møg + vi skal begge til lægen og tjekkes efter, bare lige for en sikkerheds skyld, samt skulle have ordnet lidt indkøb osv., hvilket jo er meget svært uden et ordentligt transportmiddel. Ja ja, lægen og indkøbene kunne vi sagtens gå ind til, hvis det skulle være helt galt, men jeg havde også brug for at komme til Aalborg for at hente min arbejds PC, så jeg slap for at bruge flere feriedag og kunne arbejde hjemme i morgen, og der er 40 km,, så det var ikke så nemt at tage den tur til fods eller på cykel.
Heldigvis var nogle af vores venner så søde at træde til og hjælpe med at få hentet min arbejdscomputer samt køre os ind for at handle. Lægen kunne vi desværre ikke nå at få med, så der måtte vi lave tiden om til i morgen i stedet for.
Efter en del telefoneren rundt i løbet af dagen er det også lykkedes mig at få styr på forsikringer, få afsluttet med taksatoren (fik desværre ikke så meget for bilen, som jeg havde håbet på, men jeg er også elendig til at forhandle om den slags) og få købt en "ny" brugt bil, som vi kan få fra i morgen. Ikke lige drømmebilen for mit vedkommende, men når økonomi og tidsnød også spiller en rolle, så er der ikke rigtigt råd til at være kræsen. Hvis den bil, vi har købt (en Citroën Xantia 1,6 fra 1999), bare kan klare sig i et par år, uden vi skal putte aaaalt for mange penge i den, andet end naturligvis almindelig service og slidtage, så er det såmænd også udmærket, for så skulle der gerne være luft i økonomien til at købe en større, dyrere og bedre bil; måske oven i købet den firhjulstrækker, vi ønsker os. Og det er en udmærket bil til prisen; den har et par småskrammer, men er overordnet betragtet pæn og velholdt, og den har faktisk ikke engang kørt så mange kilometer som min elskede lille Alto, selv om den er 6 år ældre... og så kører den også godt.
Nu, hvor chokket har lagt sig, er jeg også rigtig glad for, at hverken Bo eller jeg selv kom til skade ved sammenstødet. Havde vi kørt bare lidt hurtigere, var der stor sandsynlighed for, at bukken var røget helt op og gennem forruden ind på skødet af Bo, så vi var bestemt heldige. Det var bare ikke lige hverken os selv eller bilen, som stod først i mine tanker lige i selve situationen, for det var så frygteligt synd for det stakkels dyr... og den grumme oplevelse, selve påkørslen var, bliver ved med at afspilles som en film på min nethinde igen og igen.
Den grimme oplevelse kommer til at sidde i mig i lang tid fremover, det er der ingen tvivl om, og sikkert også i Bo, selv om han i hvert fald udadtil ikke virker helt så påvirket som mig.
Vi talte også her til aften om at lave en "nødhjælpskasse" til bilen med lommelygte, tæpper, en kniv, noget reb osv., så vi er bedre rustede til at klare en tilsvarende situation en anden gang, og der ud over vil vi undersøge, hvad det koster, hvis Bo skal tage jagttegn. Ikke for at gå på jagt som sådan, men så han kan (og må) aflive, og vi ikke igen løber ind i, at et dyr skal ligge og lide, fordi vi ikke lige har en jæger med i bilen.
Men sikke en omgang bøvl... og AV min tegnebog!! Hvorfor er der altid et eller andet ekstremt dyrt, der går i stykker lige op til jul??
Sagt med andre ord; kan man ikke bare lige skrue tiden tilbage, vågne op og starte dagen forfra UDEN al den bøvl og ballade???
