Historik:
Jeg går ikke i kjoler. I mit hoved har jeg stadig et meget stort selvværdsproblem efter at jeg har tabt mig alle de mange kg. Eller...nej det er ikke helt korrekt formuleret, det er ikke stadig et stort selvværdsproblem, det er nok et selvværdsproblem der altid har været der.
Det "sære" er så bare at det nærmest er mere udpræget den dag idag. Hele vejen igennem med min operation fik jeg selvbetalt terapi, det fik jeg også bagefter, og jeg er med i støttegrupper, så jeg har prøvet at få den mentale side med også. Det er bare stadig ekstremt svært at se på sig selv i et nyt lys og på en ny måde.
Det "sjove" er at når jeg ser tilbage på billeder af mig selv som stor pige, så havde jeg ikke et problem med at gå med nedringet tøj og kjoler. Jeg havde ikke et problem med at flirtende og sexet og vise hvad jeg havde. Jeg kan huske mit motto var noget i retning af "Mine forcer er mine bryster og mine øjne, så kan man lige så godt udnytte sine fordele, også selvom det er bryster" og så fik den næsten ikke for lidt. Jeg er faktisk ind i mellem en smule pinlig berørt over at se nogle af de ting jeg hoppede i, i fortiden. Jeg så slet ikke mig selv som så stor, og jeg så heller ikke mig selv som så provokerende. Det kan godt gøre mig meget pinligt berørt. Tænke "hvad helvede har jeg vist for et indtryk af mig selv" - "Hvad pokker må folk have tænkt om mig".
Det lider jeg nok stadig en smule under?
Anyway....
Min kæreste har sprunget en bombe under mig. Vi skal til hans oldemors 90 års fødselsdag. Jeg ved det skal holdes på en kro. Om den her kro er fin eller ej har jeg ingen anelse om. Kæresten kom og sprang bomben med en
"Hey min far sagde at vi manglede at melde tilbage om vi skulle med eller ej". Der var dyb tavshed fra mig, og mine øjne blev store. Kæresten blev lidt "hævet øjenbryn" kinda-like.
"Det har jeg da sagt? Har jeg ikke?" - Jeg svarede med en lille stemme
"Skat hvornår er det at det her skal være?"
- "Erhm? D. 24 november?".
Jeg var ved at sluge min egen tunge. Jeg tror jeg har set ud som en panikslagen hjort fanget i et par billygter på en frostklar vinternat, for han rakte faktisk ud efter mig og så helt bekymret ud. Hvorefter jeg udstødte et halvkvalt skrig som nok kun hunde kunne opfatte
"Nej! Det har du godt nok ikke! Hele din familie? D. 24?! jeg har jo ikke en kjole! Vi skal ud og have kjole!" Og derpå en dybere rædsel.
"ÅH GUD VI SKAL UD OG HAVE KJOLE!!!!"
In the end prøvede jeg 4 kjoler, og kæresten var faktisk så begejstret for dem alle, at han KØBTE dem alle til mig. Og to bælter. Jeg ved ikke lige hvad der skete for hans shop-amok ting XD Vi var lige ved at han gik amok i en skobutik til mig også, men der ramte jeg et udmattelsespunkt og et smertepunkt og ville bare HJEM! Jeg fik jo lavet den der dobbelte kileresektion på mine fødder for 14 måneder siden, og jeg har stadig ekstreme smerter over det. Det betyder desværre at jeg ikke kan have lukkede sko på. Så jeg er tvunget ud i at have enten støvler eller sandaletter på. Jeg har ingen anelse om hvad der er mest passende til en 90 års fødselsdag.
Jeg har mødt meget af hans familie tidligere, til hans brors fødselsdag, men hans oldemors 90 års fødselsdag. Det virker bare stort og "farligt" i mit hoved, og jeg har BARE ikke lyst til at lave en kjole-bummert i henhold til det. Kæresten er meget sådan "Nå vi skal jo bare komme i noget pænt", men hva faen er pænt?! Det er så skide let for mænd altså! De smækker bare jækkesæt på og så er de klassisk-kørende til alt. Kvinder er en helt anden sag.
Nedringet eller ej?
Bare arme eller ej?
Længde på skørt?
Ja jeg panikker lidt meget i mit hoved. Jeg synes det her er meget svært. Så please hjælp. Og gerne være blide for jeg ved godt jeg ikke er et tyndt siv, og jeg skal tabe mig 10-20 kg endnu for at nå drømmevægten. Jeg ved godt at der er lidt kurver i nogle af kjolerne. I må godt være ærlige, men jeg ville sætte pris på hvis ærligheden kunne være...lidt blid i hvert fald :)
På forhånd tak!
Jeg har den her smaragdgrønne kjole. Den er rigtig sød med sin slå-om-effekt og trekvarte ærmer. Jeg kan have mine støvler på til, og eventuelt pepper den lidt om med et bælte om livet. Den kjole kan jeg rigtig godt lide.
Derpå er der denne blå kjole der nærmest er lavet af blonde. Den har korte ærmer og sidder en del tæt. Jeg skal nok finde ud af noget med en likke kort jakke eller bolero til så jeg ikke kommer til at fryse senere. Igen er det en kjole jeg ville kunne have de sorte støvler til på grundet dens længde, men jeg ved ikke om den nærmest er for sommer-agtig? Igen har jeg muligheden for at peppe den let op med bælte. Jeg har også et kædebælte hvor lukningen faktisk er samme kongeblå som kjolen. Den har jeg prøvet sammen med den sorte kjole. Jeg glemte dog helt at prøve det sammen med de blå...typisk XD
Denne blå kjole var min kæreste rigtig glad for. Den er ikke blonde, men mønstret. Det er et tyndere let stræk-agtigt stof. Jeg kan godt lide de lange ærmer, men jeg ved ikke om udskæringen er for højt oppe i halsen så den nærmest virker en smule konet? Min kæreste er helt skør med den her kjole til mig dog. Jeg tør ikke have den på uden bælte dog, da den er MEGET utilgivende. Jeg føler mig en smule klumpet og tyk i de to blå fordi de sidder så satans kropsnært, men jeg ved ikke om det er pænt i andres øjne eller jeg bare skal tage mig sammen?
Den sidste kjole der er tale om er denne sorte lille sag. Jeg er helt vild med den. Jeg synes den falder rigtig smukt på mig. Desværre kan jeg ikke have mine sorte støvler på til den, så jeg skal have de her lysegrå sandaletter på til, hvis det er den jeg vælger (igen grundet det med fødderne). Jeg forsøgte mig med det der kædebælte som tilbehør, men synes faktisk det ødelagde de rene linjer kjolen ellers giver mig.
Hvad siger I? Hvilken kjole er pænest? Kan jeg overhoved bære kjoler eller skal jeg overgive mig og trække i bukser? Jeg føler mig bare mega lost, og jo mere jeg sidder og marinere i mine egne tvivl desto sværere synes jeg det bliver. Ku godt bruge lidt input hvis I kan undvære mig nogle minutter og et par linjer?
På forhånd tak!
