2011 har været det bedste år i denne kvindes minde.
Jeg har seriøst ikke været så glad siden mine børn var små.
Jeg blev skilt fra min alvorligt psykisk syge mand - noget jeg nok retrospekt skulle have gjort for fem-ti år siden.
Hold kæft, hvor var det besværligt og opslidende - men på den anden side, så var det sgu en ferie sammenlignet med de sidste tre-fem år af ægteskabet.
Jeg er fattig som en loppe på en kirkerotte - og jeg er SÅ SKIDELIGEGLAD: jeg gik ikke tilbage til hvor jeg var, om jeg så fik alt guld i verden. Jeg er fri nu. Og glad. Glad hver dag. Glad på den måde, hvor man bliver helt skrøbelig af taknemmelighed over alting og af frygt for at miste lykken igen.
Jeg har gode venner. I Danmark og i udlandet. I gør mig rige. I ved hvem I er!
Jeg har smukke, sjove, søde og kloge børn - de fylder min hverdag med glæde og sjov og ballade. Og skrald.
Jeg har et dejligt job. En chef der stoler på mig og som godt gad ansætte mig igen, da jeg først var sluppet af med den møllesten om halsen, som en sindssyg, virkelig sindssyg, mand kan udgøre. Jeg elsker mit arbejde - og jeg er skidegod til det - og nu KAN JEG FÅ LOV at være skidegod til det uden at skulle mødes med ballade på hjemmefronten hver eneste skide dag.
Oven i det hele havde jeg kort efter at være flyttet fra min eksmand, den lykke at genmøde en mand, der har betydet så utrolig meget for mig tidligere - og som nu gør det igen. Jeg havde det held påny at få lov at opleve en fantastisk kærlighedsaffære med ham
( og et smerteligt brud, som jeg nu godt havde kunnet undvære -det er ækelt at måtte konstatere, at man stadig som 47årig kan være tæt på at dø af et knust hjerte
)
- men da vi gennem en måneds tid havde slikket sår og klinket skår og visket tavlen ren i fællesskab, så må jeg erkende, at jeg nu har noget nær verdens bedste ven i ham. Jeg holder utrolig meget af ham og han er et af de få voksne mennesker sammen med hvem jeg føler mig helt OK og helt som mig selv.
oven i det hele fik jeg også på det fysiske område "lov at være mig selv igen" idét jeg tabte den overvægt jeg gennem de sidste ti års ægteskab lige så stille havde lagt på og igen og igen forsøgt at tabe. Jeg vejer nu det sammen som for 25 år siden. Jeg kan løbe og bære ting og cykle og har ingen problemer med mit dårlige knæ og ditto hofte mere, nu hvor leddene slæber på 50 kilo mindre end tidligere - det er da pragtfuldt! Tænk, at jeg både har fået mit eget liv, mit eget sind og min egen krop igen. Og min allerbedste ven, som jeg troede tiden havde spist.
Hvis verden skulle gå hen og gå under i 2012 - så er jeg uendeligt taknemmelig for, at jeg fik lov at opleve
2011.
Dét her år har været det hele værd.
- det er ret vildt. Håber især på at min farmor snart er rask igen.
)! 
