Jeg er ret enig med Ane i betragtningerne om hvorfor man vælger at blive gravid.
Havde nogen spurgt mig om jeg skulle have børn for 2 år siden havde svaret været nej, men så begyndte familie og venner at få børn og de er sådan set ok søde det meste af tiden. Børn jeg ikke kender siger mig ikke noget, de er generelt ulækre og irriterende.
Det at andre i vennekredsen fik børn viste også, at man godt kan have et liv selv om man har et barn, de færreste i min omgangskreds er gået i "barnet/børnene er det eneste vigtige i livet", så det har beroliget mig en del.
Jeg ramte også de 30 år, og det fik mig til at overveje endnu en gang om konceptet med børn var noget jeg ville prøve eller ej, da jeg ikke syntes man skal være alt for gammel før man får børn. Konklusionen blev, at jeg foreslog manden at vi skulle prøve at få et barn, på den betingelse, at hvis det ikke var lykkedes indenfor et år på normal måde, så mente skæbnen ikke at vi skulle have barn. Jeg er ikke til kunstig befrugtning osv. så det var ikke en option hos os, så meget ønskede jeg ikke et barn.
Det lykkedes fint
og uden nogle problemer at blive gravid indenfor et år, så nu venter jeg spændt på at resultatet kommer ud.
Jeg har heller ikke den store samhørighed med barnet i maven, syntes det meste af tiden at det er lidt som i en Alien film, hvor et fremmed væsen har overtaget min krop, og jeg både glæder mig og frygter for hvad der sker når babyen kommer ud. Jeg glæder mig til gengæld til at få min egen krop, uden stor mave og vand i benene tilbage.