I 1000 stykker

[Glory]

Jeg havde med spænding set frem til, i går endelig at kunne offentliggøre, at vi skal ha´ en baby.

Ventetiden har været så lang, og jeg har været ved at eksplodere for at fortælle det så mange mange gange – men de fleste siger at man skal vente til efter NF scanning, så det har vi også valgt.

Det var kæmpestort – vi har prøvet meget meget længe, og var faktisk lige blevet henvist til fertilitetsbehandling, da det pludselig lykkedes af sig selv.

I går var 3. gang jeg skulle scannes.
Første gang var jeg egentlig bare dernede til en ekstra samtale pga. GB operationen, mht. mad og vitaminer osv. Men lægen havde tilsyneladende vældig god tid, så han syntes lige at vi skulle kigge på den lille, når nu jeg var der.

Jeg havde helt dårlig samvittighed, for jeg havde sagt til Tonni, at der ikke var nogen grund til, at han tog med, for jeg regnede egentlig med, at det bare var en diætist, jeg skulle ind til.
Jeg overvejede kort at sige nej tak til at blive scannet, men det var alligevel for spændende.
Baby var meget levende og armene piskede rundt.
Jeg fik et billede med hjem til Tonni, og selvom han var ærgerlig over ikke at ha´ været med, så var han vildt begejstret over billedet.

Mandag i sidste uge var vi så til NF scanning.
Baby var igen meget levede og viftede vildt med armene.
Tonni var selvfølgelig pisse nysgerrig, og spurgte hvor benene så var henne.
Set i bakspejlet, så gled hun noget let hen over det spørgsmål – men det tænkte vi ikke rigtigt over da. Det er jo første gang, så vi ved så godt som ingen ting.

Hende der scannede i sidste uge sagde at baby var for lille til at lave en ordentlig måling af nakkefolden, og vi fik derfor en ny tid – som så var i går.
Det så vi rigtigt meget frem til, den lille skulle så gerne skulle være stor nok til NF scanningen, og vi ville endelig kunne begynde at fortælle folk den glade nyhed.

Jordmoderen fik ret hurtigt et godt billede af nakkefolden, men hun sagde at baby lå med hovedet lidt bagover, og derfor kunne nakkefolden godt komme til at virke unaturligt tyk, og hun derfor gerne vill ha´ den til at flytte sig lidt, så hun kunne få et billede mere.
Hun brugte lang tid på at scanne den fra alle tænkelige vinkler, men kunne tilsyneladende ikke rigtigt få et billede som hun var tilfreds med.
Hun ville gerne ha´ at den lille skulle flytte sig til en anden stilling, men uanset hvor meget hun skubbede på maven og hvor meget jeg var oppe og hoppe og danse rundt, så blev den stædigt liggende på samme måde.
Til sidst sagde hun, at hun syntes at vi lige skulle prøve at gå en tur på 10 min., og se om det kunne få den til at flytte sig.

Så vi gik en tur og grinede lidt af vores trodsige lille møg-unge.

Vi kom tilbage og op på briksen igen – men baby lå stadig fuldstændig samme sted. Jeg nåede lige at tænke: for helvede hvor irreterende, så skal vi til at vente en uge mere.

Det næste jordmoderen sagde hørte jeg godt, og jeg forstod det også - men betydningen blev ligesom opfanget i et eller andet sikkerhedsnet. Eller rettere, jeg delte mig nærmest i to.

Så da hun sagde, at hun ikke kunne finde benene og at hun var bange for at der var noget galt, så smilede jeg bare dumt og sagde begejstret ”nå”, som om hun lige havde fortalt mig at der var tilbud på kyllingefileter i Netto.

Det var sådan en mærkelig oplevelse, for den her del af mig, som tydeligt var fuldstændig i benægtelse, overtog ligesom styringen – imens den anden del, som klart og tydeligt havde opfattet budskabet og betydningen af det, bare sad tilbage og så på det her fuldstændigt pinlige optrin, som bare fortsatte…ude af stand til at stoppe det.

Så da hun spurgte om det var i orden, at hun havde tilkaldt en anden fra afdelingen, for at checke at han så det samme som hende, var jeg fortsat fuld af begejstring ”Ja, selvfølgelig” (vil jeg række dig saltet, søde...).

Det var bizart, og det fortsatte under hele den efterfølgende scannings seance.
Selv da de forklarede mig om total imobilitet (hvilket er grunden til, at den ikke flytter sig, når der bliver skubbet til den - den kan simpelthen ikke flytte sig det lille skind) og hvordan der skulle et mirakel til, for at lægerne kunne gøre noget for baby, til trods for hvor dygtige de er i dag - så var jeg bare smilende og begejstret og engageret…..og fuldstændig stendød indeni.

Da vi kom ud i bilen, så græd jeg – og det har jeg gjort stort set siden. Jeg føler at jeg er gået i 1000 stykker.

Jeg kender jo ikke engang den her lille person….som jo i virkeligheden slet ikke sådan rigtigt er en person endnu. Men de kommer bare med så mange drømme, forhåbninger og planer de små skravl – allerede inden man nogensinde har set dem.

Vi skal til scanning og yderligere undersøgelser igen i dag. Jordmoderen sagde igår, at det var 99% sikkert, at der er noget fuldstændigt galt.

Så nu må vi se hvad de siger i dag. Jeg har det bare lige lidt anstrengt med dem i Kolding lige nu må jeg indrømme.
Hende her jordmoderen som vi var inde ved, er der åbenbart kun som afløser – hun har vist noget andet ved siden af.
Gud ske tak og lov at vi kom ind til hende, for det viser sig at hende der scannede i sidste uge, allerede der har lavet en kommentar om at hun ikke har kunnet finde benene.
Men hun sendte os hjem med en ny tid og troen på at alt var i den skønneste orden – til trods for at Tonni direkte spurgte til benene den dag.

Og hende vi var ved i går, fortalte at hun havde konsulteret en læge, imens vi havde været ude at gå, og havde fået besked på, at sende os hjem igen med en ny tid og ikke at sige noget til os om at baby er misdannet.

Det gør mig rigtig rigtig utryg mht. scanningen i dag – for er der overhovedet nogen dernede, som kan tænkes at være ærlig omkring hvad der sker og skal ske? Det har jeg det super dårligt med.

Og det er vel det sædvanlige – jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg skriver det, eller hvorfor jeg skriver det her, og det er nok også rodet.
Men det gør så ondt og jeg kan bare ikke rumme det hele selv, og jeg synes at det er så svært at dele det med de, som allerede ved at jeg er gravid – mest fordi det tætte familie/venner og de er så begejstrede, og jeg ved at de bliver frygtelig skuffede.

Jeg kunne vist bare godt tænke mig at blive klappet lidt på hovedet, og få at vide at det hele nok skal gå. Selvom jeg godt ved, at det gør det nok ikke rigtigt.

[sinesmølf]

det gør mig så inderligt ondt på dine vegne. Mest af alt håber jeg at alt er i orden til skaning idag, ellers håbe jeg i får klar besked.

[CXEC]

Åh, det var da en styg oplevelse. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive til dig. Jeg vil gerne klappe dig på hovedet, men at sige at det går nok for den lille sjæl kan jeg ikke. Jeg kan godt forstå at du er så mistroisk overfor dem. Mon de ikke kommer med sandheden? Tænker på dig.

[Susmh]

Åh du er lige ved at gennemgå mit mareridt.
Jeg er også gravid, og har lige bestilt tid til nakkefoldsscanningen.
Der går dog en måned inden scanningen, det er f***** længe at vente.
Det du fortæller er det jeg frygter mest, at de finder ud af at der er noget galt med fosteret.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dig, andet end at jeg føler med dig.

[BeritH]

Puha - hvad skriver man som reaktion på sådan et indlæg?

Det gør mig inderligt ondt for jer, og jeg håber at scanningen i dag vil vise noget andet.

Jeg forstår godt at I er blevet utrygge ved systemet, og hvis I har kræfter til det, så synes jeg at I skal melde ud, at I ønsker sandheden og ikke at blive spist af med en illusion om at alt er OK, hvis det ikke er.

Jeg krydser fingre for en positiv scanning.

Mange tanker herfra.

BeritH

[Ane]

Min dybeste medfølelse - det er dog en forfærdelig situation

Jeg har selv været viklet meget ind i sundhedsvæsenet i forbindelse med min cancer, og kender til fulde følelsen af at der bliver tilbageholdt information/snakket uden om. Jeg havde en episode hvor jeg råbte så højt at de var på nippet til at tilkalde vagten

Men insister! Insister på at få direkte svar, insister på at få svar. Bed om at tale med en overordnet hvis der er noget pjat og vær umulig hvis de prøver at lempe jeg ud uden at i har fået de svar i vil have.

Ane

[KatieKat]

Årh jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget klogt som hjalp på en eller anden måde. Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke engang påstå at jeg ved hvordan det føles.
Sorgen strømmer ud af din historie og rammer mig med en enorm kraft og jeg kan ikke sige andet end at lige nu græder du i hvert fald ikke alene.

Jeg håber at I får en god læge i dag. En der kan hjælpe, støtte og vejlede jer ordentligt.

Det gør mig så ondt Pia og jeg ville ønske jeg kunne give dig et stort knus.

[99E]

Jeg synes det er megaklamt at de "lader som ingenting".
HVis det skal give nogen mening at få lavet alle de der scanninger, skal det da være for at bruge dem til noget. Til at tage eventuelle beslutninger ud fra.

Men allermest synes jeg det er synd for jer.

Gør som Ane siger.
Råb op. Kræv svar.

Og held og lykke.

[Stimata Doamna]

Puha, Pia, hvor er det frygteligt!! Jeres usikkerhed bliver ikke mindre af, at I ikke kan forlade jer på at få et ordentligt svar. Krydser fingre for, at ... Jeg ved ikke rigtig hvad?? Life is a terrible, ugly, heartless bitch, så et langt og varmt virtuelt kram skal I have herfra!

[Skjold (Tidl. SL)]

Puha Ved ikke hvad jeg skal skrive til dit indlæg - kan jo ikke skrive noget, der på nogen måde ændrer. Er ked af det på jeres vegne.