Her kan du snakke om al det, der ikke hører hjemme på de andre fora! Al den snak der plejer at løbe i Rytterstuen - det er her! Intet er forbudt - bare du følger dansk lov.
Man behøver jo ikke, at underholde sine børn om, at "mor kan osse dø i utide og blir så helt væk". Det kan ingen børn bruge til noget, andet end utryghed. Jeg har da sagt til mine børn, at jeg aldrig ville dø, da de var små - selvom jeg da godt vidste, at jeg kunne blive kørt over af en bus - men det gjorde jeg ikke, det gør de færreste jo - Og sker det, så tackler børn det jo også og man må bare forsøge at snakke om det så godt man kan, med det man eventuelt selv tror på.
Min kærestes børns mor døde da de var 1,5 og 5 år gamle, pludseligt og uvarslet en eftermiddag. Som jeg forstår det, handlede det mest om - som tiden gik - at acceptere det endelige farvel, at mor aldrig ville komme tilbage, at noget var forbi for evigt - for ikke at hænge fast i det, der aldrig kunne ændres. Den yngste fattede jo intet, men den ældste sagde ofte til hende, som en del af sin egen forståelsesproces, at "mor er død! Forstår du ikke det!!!" - Sådan lidt skældud-agtigt. Børn fatter det ufattelige, som vi andre - på deres måde. Og resten gør tiden for os.
LoneR wrote:Man behøver jo ikke, at underholde sine børn om, at "mor kan osse dø i utide og blir så helt væk". Det kan ingen børn bruge til noget, andet end utryghed. Jeg har da sagt til mine børn, at jeg aldrig ville dø, da de var små - selvom jeg da godt vidste, at jeg kunne blive kørt over af en bus - men det gjorde jeg ikke, det gør de færreste jo - Og sker det, så tackler børn det jo også og man må bare forsøge at snakke om det så godt man kan, med det man eventuelt selv tror på. .
Aspekter af en eventyrverden - engle (for de fleste børn har vel ikke det store, religiøse verdensbillede endnu), tandfeen, julemanden, nisser, etc. - tror jeg, de selv smider med tiden. Dem ville jeg nok lade mine børn beholde, mest fordi jeg selv var en fantasiunge, da jeg var lille, og jeg elskede min fantasiverden.
Fordomme, for eksempel, er nok en lidt anden størrelse. Dem synes jeg personligt, at man som forældre må slå ned på med det samme: "Udlændinge er aber", "Piger er ikke ligeså meget værd som drenge", "Rødhårede er dummere mennesker", og så videre... der ville jeg ikke mene, man er forpligtet til at gøre andet end at sige sin mening.
Og få teorien aflivet (med mindre man selvfølgelig selv er tilhænger af tankegangen, hvilket bare... er sørgeligt).
Jeg havde en oplevelse som pædagogmedhjælper, hvor vi sad samlet rundt om et bord, mig og fem børn, til eftermiddagsmaden. Den ene pige nævner så noget om at have mere end én mor, hvorpå en anden straks melder ud (til mig, især): Børn kan ikke have to mødre, det siger min mor!
Den anden pige var på vej i forsvarsposition og så godt ked af det ud, men jeg måtte jo sige det, som jeg føler det: "Der er ikke så mange børn, der har to mødre, men man KAN godt have to mødre, og det er faktisk helt ok. De fleste har dog en mor og en far." Eller noget i samme stil.
Det er ikke min opgave at modsige den indlæring, børnene kommer med fra deres forældre, men på den anden sige synes jeg, det er min pligt som voksen, at mægle så ærligt, som jeg kunne. Under alle omstændigheder er jeg ikke i tvivl om, de samler nogle sjove indfald op af og til fra børnehave og andetsteds - men i sidste ende tænker jeg, at det er forældrenes ord der betyder mest, yes?
Men ja. Ærlighed på nogle områder, eftergivenhed på andre ("Okay, julemanden findes faktisk!") - jeg gætter på, det er... intuitivt.