mathea wrote:udlandet wrote:Det lyder dyrt! Vi var heldige, min fars venner lavede alt mad Snak med en advokat, så i kan få fred i själen. Min fars störste udgift var annoncen i Berlingeren, den kostede det dobbelte af Jyllands pesten, sygt! Ja, man tuder på de mest märkelige tidspunkter, og over det mest märkelige. Når man mindst venter det, men rolig! Familien vender sig til det
Jeg kan forstå at det var mere eller mindre ventet at din far skulle dö(det du skriver med at i havde talt med banken inden) Det burde göre det lettere, lige de kloge. Men jeg er ikke rigtig sikker, man lever jo i håbet om et mirakel. Jeg talte med hospice udgående team idag. De har opfölgning ca 4 mdr efter. Jeg skulle til psykolog sagde damen. Fordi jeg ikke sov de förste måneder og fordi jeg havde (og stadig har nogen gange) mareridt. Men undskyld, fint nok dame. Men er det i virkeligheden ikke meget normalt?? Og så skulle jeg snakke med mine söskende, så kunne vi hjälpe hinanden
Jeg håber at du kommer hel igennem dette, eller klart det gör du. Men det er godtnok svärt at väre 10 år igen og have "hjemve"
Det er lige som du siger..... 10 år med hjemve.
Min far var syg af cancer 1,5 år før han døde....og ja, jeg troede også det ville være nemmere.....det er det bare ikke. Sorgen er lige så stor. Men det der er en gave midt i al det hele er jo at vi har fået snakket.....om alt. Og det er en stor forskel fra dem som mister pludseligt
Min helt fantastiske og søde nye chef sagde noget helt rigtigt i går: nu har du jo i 1,5 år haft fokus på hvordan det gik med din far og hans sygdom....måske har du lidt glemt at have fokus på hvordan du selv har det...
Jeg har prövet begge dele. Min MEGET friske mor, hende der var fuld fart på altid. Hender der hjalp alle andre, hun fald pludselig död om for 6 år Siden. Det var forfärdeligt, ingen forvarsel. Hun var 66. Idag er jeg måske taknemmelig. Som min mormor siger idag: Det var for tidligt, men jeg er takmemmelig over at hun ikke skulle lide. Jeg var ked af det rigtig ked af det, men det var anderledes med hende. Jeg havde jo min far som altid har virket som den svage, Ham der skulle beskyttes, ham jeg altid var nervös for at der skulle ske noget med. Men han var meget stärkere end jeg troede. Han satte sig ikke bare ned. Han begyndte at snakke mere med folk, da min mor levede fik han ikke et ord indfört, haha. Han blev mere social og opsögende, präcis som min mor ville have önsket. Alt det med min mor er vendt tilbage efter at min far er död. Det er jeg ked af. Men hvor har det meget at sige at man har fået snakket sammen, jeg kan godt forstå at du er glad for det. Det nok det der har betydet mest for mig. Har du din mor stadigväk?