Lidt mere omkring mig og min beslutning...
Terapi - uha, hvis I dog vidste hvad jeg ikke har forsøgt og hvad jeg ikke har prøvet af diverse for ikke at være i den situation jeg er idag..
Jeg har haft utallige samtaler med med psykolog og har prøvet diverse kure - alt fra fedtforbrændingskure, til kartoffelkure, vægtkonsulenter og diætister..
Jeg er jo nærmest ekspert i hvad sund og fornuftig kost indbefatter...
Og nej det hjælper ikke blot at skære i kroppen, der skal vilje til ellers er man lige vidt hvad operation gælder eller ej...
Jeg tror egnetlig at mange overvægtige mennesker er afhængige af mad, ligesom en narkoman er det af stoffer eller en alkoholikker er af alkohol...
Forskellen er vel egentlig blot det at alkoholikkere og narkomaner kan holde sig fra sprut og narko, mens man som "mad-afhængig" altid skal forholde sig til mad, om man vil det eller ej..
Nu lyder det måske som om jeg er sådan en der sidder og spiser flere pakker kager i en ruf, står op og grovæder natten lang, ikke kan lade være med at spise, men sådan hænger det ikke sammen for mit vedkommende..
Jeg er bare glad for mad - kan godt lide at spise god mad og kan godt lide at få en god kage til kaffen, desværre kan jeg ikke tåle det - jeg tager simpelthen på i vægt..
Og med en overvægt på 50 kg - tja så er der dælme lang vej til et BMI inden for normalomårdet..
Og det har jeg så fået hjælp med at få styr på nu - jeg føler mig mæt, selvtilliden vokser for hver eneste tabe kilo og jeg kan se hvor godt jeg kommer til at se ud..
Jeg har fuld forståelse for at nogen ganske enkelt ikke forstår hvordan det kan komme så vidt, hvorfor der ikke er blevet råbt vagt i gevær noget før og hvordan man kan vælge at lade sig få så dræstisk en operation..
Jeg kan for mit vedkommende bare fastslå at jeg fandt mit liv for kort til konstant at være på en eller anden diæt hvor jeg skulle spise en ubeskrivelig stor mængde grøntsager, på trods af jeg nærmest ikke spiser kød i forvejen....
Jeg vil bare ikke riskikere at dø af min overvægt, så derfor tog jeg beslutningen, mine børn skal ikke være uden mor...
Og alle ved jo at overvægt desværre kan føre rigtige ubehagelige følger med sig.. Hjertekarsygdomme, diabetes, en svækket krop, mentale forstyrrelser med tilhørende lavt selvværd..
Jeg har blot fået et hjælpe middel til at komme mine "dæmoner" til livs og skal ikke længere kæmpe nær så hårdt for ikke at blive syg af for mange kilo..
Jeg tænker at der faktisk burde tilbyden en form for terapi i forbindelse med sådan en operation, for ja dælme om det er en stor beslutning, den ændrer jo dit liv radikalt..
Jeg tør godt stå frem og erkende at jeg har et problem, men jeg er dælme også stolt af at jeg har valgt at bryde den negative socialearv og har rygrad nok til at vælge at give mine børn en anden opvækst end jeg selv har haft..
Og til slut nu er det jo sådan at en gastric bypass medfører et vægttab på 60-70% af ens overvægt, resten skal der kæmpes for som alle andre mennesker skal det - så motion og fornuftig kost skal man jo som opereret også leve efter..
Kh stine, der stadig glædes over sin operation...
Nu med ny mave
Nu med ny mave
Stine, du skriver så mange ting som jeg kan genkende. De samme mønstre, tanker m.m.
Jeg har gennem et år deltaget i et kursus, tæskedyrt iøvrigt, der var tilrettelagt en af psykoterapeut og en kostvejleder. Genialt koncept, når man som jeg, er overbevidst om at det meste af problemet sidder i følelserne. Jeg deltog, jeg forsøgte, jeg arbejdede sg hårdt med mig selv, med bevidstgørelse af mine vaner og reaktioner. Men kom til kort gang på gang, fordi jeg simpelthen "vælger" at slå hjernen fra når jeg ikke magter at kæmpe mod trangen længere.
Undervejs i det kursusforløb besluttede jeg at blive henvist til operationen. Jeg orkede bare ikke kæmpe så hårdt, for så måske om 3 år at være lige så stor igen. Jeg ønskede ikke, at bruge flere år af mit liv på at være fed, på at risikere mit helbred. For mig var beslutningen helt naturligt også baseret på et ønske om at blive pæn slank(ere). Vil lyve hvis jeg påstår, at det ikke er en af de mere væsentlige årsager for min beslutning. Jeg ved selvfølgelig at jeg aldrig kommer til at promenere i bikini med smækker krop - alene fordi kroppen faktisk ikke er særlig pæn efter så stort et vægttab. Men det at kunne klæde mig i tøj og se pæn og attraktiv ud på overfladen er betydningsfuldt. Jeg har hørt mange sige, at det for dem var valget mellem tidlig død eller overlevelse. Så tæt på er jeg ikke, men på sigt ja, så ville det have været tilfældet for mig.
Herudover begyndte min krop af protestere over belastningen. Har altid været rimelig fysisk aktivt, men har ondt i knæer, hofte, ryg, fødder spændinger her og der, puster som en flodhest ved fysisk aktivitet. Jeg vil gerne kunne sætte mig i en rutchebane i Legoland uden at have to til at skubbe sikkerhedsbøjlen på plads. Jeg vil gerne kunne sætte mig i en stol uden først at vurdere om den kan holde til mig. Jeg vil gerne kunne hoppe i poolen uden at forårsage en større lokal tsunami. Jeg vil gerne kunne deltage i rundbold o.l. ved arrangementer.
Jeg er ikke specielt stor ift. andre der gennemgår den operation. Det eneste sted jeg har oplevet at være lille. :jeanie: Men min overvægt er reel, selvom jeg måske bærer kiloene fint. Og risici er reelle.
Jeg er meget bevidst om de komplikationer jeg risikerer. Både her under selve operationen og tiden efter, men sørme også på sigt. Jeg har været meget afklaret med, at jeg risikerer at dø pga. komplikationer. Jeg er stadig så "ny", at risikoen er forhøjet. Jeg er indstillet på at skulle undersøges med jævne mellemrum, have vitaminindsprøjtninger i rumpen, tage ekstra tilskud, risikere afkalkning af knoglerne osv. Inden min OP har jeg skrevet breve til de mennesker, der betyder noget for mig. Instruktioner ift. mine børn - og formaninger om at passe på dem, for jeg er jo uden diskussion deres primære forælder og far har 5 børn i alt. Et langt brev til mine unger, til mine forældre og søstre, til min kære veninde. Jeg var helt afklaret med, at jeg måske ikke vågnede op igen og var på ingen måde nervøs.
Maden er jeg glad for at "vinke farvel til". Jeg håber at jeg på sigt kan begynde at spise for at leve og ikke omvendt. Det gør mig ikke noget, at jeg skal bede om special kost til fester eller medbringe mit eget mad. At jeg aldrig vil kunne udnytte spis-hvad-du-kan-buffet'er. For jeg får så meget tilgengæld. :heidio:
Lisbeth - jeg har set de programmer fra tv-syd på nettet. Skræmmende! :-? Jeg håber ikke jeg kommer i den situation. Synes det så er stærkt, at de står frem. For det er fandme godt nok et nederlag der vil noget, at måtte erkende at ikke engang en operation er hjælp nok.... i andres øjne. For jeg kender jo udmærket problematikken fra mit eget liv.
Katrine - du spørger hverken dumt eller provokerende! Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i hvordan det er fx. at være skizofren el. andet. Jeg synes ikke spørgsmål omkring dette er for dumme. Provokerende måske (jeg har ikke mødt dem endnu), men så tænker jeg bare, at det er mangel på indlevelsesevne eller mangel på viljen til at forstå/sætte sig ind i. Og det er jo trist for de mennesker. ;-) :lol:
Jeg har gennem et år deltaget i et kursus, tæskedyrt iøvrigt, der var tilrettelagt en af psykoterapeut og en kostvejleder. Genialt koncept, når man som jeg, er overbevidst om at det meste af problemet sidder i følelserne. Jeg deltog, jeg forsøgte, jeg arbejdede sg hårdt med mig selv, med bevidstgørelse af mine vaner og reaktioner. Men kom til kort gang på gang, fordi jeg simpelthen "vælger" at slå hjernen fra når jeg ikke magter at kæmpe mod trangen længere.
Undervejs i det kursusforløb besluttede jeg at blive henvist til operationen. Jeg orkede bare ikke kæmpe så hårdt, for så måske om 3 år at være lige så stor igen. Jeg ønskede ikke, at bruge flere år af mit liv på at være fed, på at risikere mit helbred. For mig var beslutningen helt naturligt også baseret på et ønske om at blive pæn slank(ere). Vil lyve hvis jeg påstår, at det ikke er en af de mere væsentlige årsager for min beslutning. Jeg ved selvfølgelig at jeg aldrig kommer til at promenere i bikini med smækker krop - alene fordi kroppen faktisk ikke er særlig pæn efter så stort et vægttab. Men det at kunne klæde mig i tøj og se pæn og attraktiv ud på overfladen er betydningsfuldt. Jeg har hørt mange sige, at det for dem var valget mellem tidlig død eller overlevelse. Så tæt på er jeg ikke, men på sigt ja, så ville det have været tilfældet for mig.
Herudover begyndte min krop af protestere over belastningen. Har altid været rimelig fysisk aktivt, men har ondt i knæer, hofte, ryg, fødder spændinger her og der, puster som en flodhest ved fysisk aktivitet. Jeg vil gerne kunne sætte mig i en rutchebane i Legoland uden at have to til at skubbe sikkerhedsbøjlen på plads. Jeg vil gerne kunne sætte mig i en stol uden først at vurdere om den kan holde til mig. Jeg vil gerne kunne hoppe i poolen uden at forårsage en større lokal tsunami. Jeg vil gerne kunne deltage i rundbold o.l. ved arrangementer.
Jeg er ikke specielt stor ift. andre der gennemgår den operation. Det eneste sted jeg har oplevet at være lille. :jeanie: Men min overvægt er reel, selvom jeg måske bærer kiloene fint. Og risici er reelle.
Jeg er meget bevidst om de komplikationer jeg risikerer. Både her under selve operationen og tiden efter, men sørme også på sigt. Jeg har været meget afklaret med, at jeg risikerer at dø pga. komplikationer. Jeg er stadig så "ny", at risikoen er forhøjet. Jeg er indstillet på at skulle undersøges med jævne mellemrum, have vitaminindsprøjtninger i rumpen, tage ekstra tilskud, risikere afkalkning af knoglerne osv. Inden min OP har jeg skrevet breve til de mennesker, der betyder noget for mig. Instruktioner ift. mine børn - og formaninger om at passe på dem, for jeg er jo uden diskussion deres primære forælder og far har 5 børn i alt. Et langt brev til mine unger, til mine forældre og søstre, til min kære veninde. Jeg var helt afklaret med, at jeg måske ikke vågnede op igen og var på ingen måde nervøs.
Maden er jeg glad for at "vinke farvel til". Jeg håber at jeg på sigt kan begynde at spise for at leve og ikke omvendt. Det gør mig ikke noget, at jeg skal bede om special kost til fester eller medbringe mit eget mad. At jeg aldrig vil kunne udnytte spis-hvad-du-kan-buffet'er. For jeg får så meget tilgengæld. :heidio:
Lisbeth - jeg har set de programmer fra tv-syd på nettet. Skræmmende! :-? Jeg håber ikke jeg kommer i den situation. Synes det så er stærkt, at de står frem. For det er fandme godt nok et nederlag der vil noget, at måtte erkende at ikke engang en operation er hjælp nok.... i andres øjne. For jeg kender jo udmærket problematikken fra mit eget liv.
Katrine - du spørger hverken dumt eller provokerende! Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i hvordan det er fx. at være skizofren el. andet. Jeg synes ikke spørgsmål omkring dette er for dumme. Provokerende måske (jeg har ikke mødt dem endnu), men så tænker jeg bare, at det er mangel på indlevelsesevne eller mangel på viljen til at forstå/sætte sig ind i. Og det er jo trist for de mennesker. ;-) :lol:
Knus fra Anni