som så mange andre problemer, så løste dette sig selv idag. Håber jeg.
indtil idag har jeg benyttet mig af en kombi af Anes og Peds forslag: ladet som om jeg ikke bemærkede at han opførte sig anderledes over for mig end over for de øvrige kvinder på arbejdspladsen, selv behandlet ham som jeg behandler øvrige mænd på arbejdspladsen - samt gjort mig så stiv og så afvisende som muligt overfor det der uønskede krammeri uden dog direkte at have sagt til ham, at det der det vil jeg bare ikke ha at du gør. Med andre ord: håbet at han fattede en halvkvædet vise.
Hvilket han tydeligvis ikke gør, så det var jo oplagt at jeg måtte stramme skruen og gøre det snart.
Idag var jeg så så "heldig" at det daglige opsøge-skamrose-sige tak for idag-tvangskramme-scenario udspillede sig for øjnene af min mellemleder, som jeg har et ualmindelig godt forhold til, fagligt som personligt.
Jeg valgte derfor at inddrage ham idag. Fortælle ham, at jeg fandt det ubehageligt og grænseoverskridende at blive behandlet på den måde og at jeg på ingen måde havde interesse i kollegaen og hans tilnærmelser og tillige fandt det ekstremt pinligt at disse scener skulle udspille sig for øjnene af kollegaer og - endnu værre: kunder.
Men at jeg endnu ikke havde sagt det direkte til den amorøse kollega at jeg ikke ville have det - og faktisk gerne ville have et råd i den henseende inden jeg bare trampede vedkommende meget meget hårdt over tæerne og sagde "skrid, pomfrit. Du har ingen interesse som andet end en kollega"
Så nu vil mellemleder tage sagen op med ham "mand til mand" ved førstkommende lejlighed.
Han tog det faktisk overraskende alvorligt.
Og jeg føler mig kun lidt dum.
hvis man i stedet vil rende og ignorere eller komme med små løgne. Hvilket en person som ham sikkert også bare vil tolke, som at trunten spiller kostbar 
