Deerhunter, nu ved jeg ikke, om du regner mig iblandt de "middelmådige", men eftersom jeg er iblandt de, som mener, at Muhammed-tegningerne var unødvendig provokation - uanset hvad argumentet og baggrunden for at poste dem så end var - gætter jeg på, at det er tilfældet.
Du må såmænd også gerne synes, jeg er middelmådig for min skyld...
Men bortset fra det, så HAR jeg faktisk læst Koranen. Godt nok primært den engelske oversættelse, da mit tyske absolut ikke er godt nok til at kunne læse den version, og jeg ikke kan et eneste ord på fransk. Jeg har dog også stavet mig igennem en lille del af den på arabisk, inden jeg mistede tålmodigheden, fordi det gik for langsomt.
Jeg har IKKE læst de 2 andre bøger, du nævner, men jeg ved så meget, at de begge er yderst islam-kritiske og omhandler personlige og meget negative oplevelser med undertrykkelse mv. Begge er skrevet af muslimer/tidligere muslimer, mig bekendt.
Jeg må indrømme, at jeg irriteres lidt over, at eksempler som disse altid hives frem, når der diskuteres islam-relaterede emner... og det undrer mig egentlig en smule, at "Ikke Uden Min Datter" endnu ikke er nævnt. Den er jo klassikeren over dem alle.
Lad mig skynde mig at sige, at jeg IKKE er blind for, at der rundt om i verden - og såmænd også i vort eget lille land - begås mange ugerninger i islams navn (men det gør der nu også i forbindelse med kristendommen og andre religioner). Og nogle muslimer læser koranen, som en vis mand læser biblen. Men når man tager i betragtning, at der er cirka 1,6 milliarder muslimer i verden, så udgør fanatikerne/ekstremisterne og undertrykkerne en meget lille del. Hvordan kan det så være, at det ALTID er disse eksempler, man vælger at hive frem, når der skal tales islam?
Jeg har selv haft islam meget tæt inde på livet og har sat mig ret godt ind i religionen, så jeg griber ikke mine argumenter ud af den blå luft. Jeg har omgåedes ganske almindelige muslimer, som måske nok ikke har råbt højt i protest eller brændt flag af, men som ikke desto mindre har følt sig berørt og stødt af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, fordi det for dem er forbudt at afbillede Muhammed. Og jeg mener ikke, det er middelmådigt at tale for at udvise respekt overfor andre mennesker, uagtet at de har en anden etnisk, kulturel og religiøs baggrund, end man selv har. Tværtimod!
Jeg kender skam godt baggrunden for tegningerne... i hvert fald den officielt udmeldte. Men samtidig omgav jeg mig med nogle af de mennesker, tegningerne "gik ud over", hvis man kan sige det sådan, mens krisen stod på og så og hørte de følelser, der rørte sig i dem. Og det er det - sammen med mit eget personlige, helt generelle menneskesyn - JEG baserer mine argumenter på.
Jeg er helt enig i, at mange - og her taler vi såmænd ikke bare kunstnere - er rædselsslagne for islam. Men jeg vil vove at påstå, dette skyldes en manglende vilje til at sætte sig ind i og en dybere forståelse for, hvad islam egentlig går ud på. I stedet vælger man at lade sig skræmme på baggrund af fordomme baseret på nogle enkelte menneskers dårlige oplevelser og på de fanatikere/ekstremister, som råber højst og larmer mest. Men det er selvfølgelig også det nemmeste... det er vel menneskets natur at føle sig truet af det ukendte, og det vi ikke forstår.
Værsgo, jeg er gavmild her til aften. 
