Page 1 of 1

Samisk elgsteg

Posted: Sun 27. Sep 2009 23:31
by Deerhunter
Samisk elgsteg.

Der skal bruges ca. 2 kg. elgkød uden ben. Både skank og kølle kan anvendes foruden rygstykket. Her er min svigermors opskrift:

Kog vandet til marinaden og tilsæt salt, bouillon og sukker. Hak persillen og løg og skær guleroden i skiver. Læg dem i marinaden sammen med groft kværnet sort peber.

Tør du gøre som samerne, tilsættes en ½ kop friske lysegrønne grannåle til marinaden. Jeg garanterer at det er godt. Ellers kan ½ kop tørrede enebær erstatte grannålene.

Kog marinaden i yderligere i 15 minutter under svag varme. Hæld den varme marinade over kødet i en skål der lige kan rumme kødet. Marinaden skal dække kødet helt. Afkøl hurtigt, og lad stegen stå i mindst 6 timer i køleskabet.

Marinade
• ½ liter vand
• ½ liter bouillon kogt på elgben.
• ½ spsk. sukker
• ½ spsk. honning
• 1 grofthakket løg
• 1 gulerod skåret i skiver
• 1 tsk. sort groftkværnet peber
• 1 bundt persille
• 1 bundt kvan.
• 2 tsk. Salt
• ½ kop friske grannåle

Læg det marinerede kød i et ildfast fad og steg det ved 180 grader i 2 timer. Derefter tages kødet op af fadet og deles i mindre stykker. De skiveskårne rå kartofler fordeles i fadet. Dæk kartoflerne med ½ vand og ½ af den resterende marinade.

Tilbehør:
• 1 kg. skrællede og skiveskårne samiske kartofler. I mangel af samiske kartofler kan aspargeskartofler anvendes.
• 1 bundt kvan – i mangel af kvan kan løvstikke eller skvalderkål anvendes.

Det afkølede kød fordeles over kartoflerne. Til sidst fordeles 1 bundt strimlet kvan oven på kødet og retten steges færdig i ovnen, stadig på 180 grader. Brug stegetermometer. Når termometeret viser 70 grader er stegen færdig og kartoflerne kogt.

Retten serveres i fadet rygende varm. Vær opmærksom på at kartoflerne er meget aromatiske og sovsen tynd – sådan skal det være.

Dertil serveres små sukker/honningbrunede løg. Selv foretrækker jeg de stærke løg som samerne, så de må ikke koges.

Re: Samisk elgsteg

Posted: Mon 28. Sep 2009 07:44
by Lena
Uhm............ det lyder godt.......

Mon man kan bruge gin i stedet for grannåle? :hhansen: