Vis ubesvarede indlæg | Vis aktive emner * Arcade    Dato og tid er tirs 21. nov 2017 14:15



Svar på emne  [ 1 indlæg ] 
 Kleopatra 
Forfatter besked
Brugeravatar

Tilmeldt: søn 20. nov 2005 17:14
Indlæg: 8307
Geografisk sted: Fensmark
Highscores: 3
Indlæg Kleopatra
Kleopatra er en af de mest myteomspundne kvinder i verdenshistorien. Kildematerialet er ret tyndt og det meste ikke særligt pålideligt, men alligevel er hun den kvinde i verdenshistorien der er skrevet mest om.

Vi har allesammen det her billede af Kleopatra som den her fantastisk smukke dronning der ikke lavede andet end at hoppe i seng med forskellige mænd og hvis største bedrift var at hun gjorde selvmord. Intet kunne være længere fra sandheden. For det første var der 2 mænd i Kleopatras liv. Først Cæsar og derefter Markus Antonius. Ikke flere end det. Det var meget vigtigt for hende at fremstå som deres trofaste ægtefælle og endnu mere vigtigt at sikre at der ikke var tvivl om hendes børns fædrende ophav. Ud over det var Kleopatra nok den største regent Egypten nogensinde har haft. Hun var en fantastisk politiker og hun brugte alt hvad hun havde i sin magt (der i blandt sin kvindelighed som kan være et fantastisk våben i et mandsdomineret samfund) til at holde Egypten stærkt, rigt og fri fra Romerriget.

Det billede jeg havde i mit hoved af Kleopatra inden jeg startede med at læse om hende for at kunne skrive det her til jer var dannet mere eller mindre af Elizabeth Taylor. Hendes portræt af Kleopatra i en gammel film. Elizabeth Taylor er lige præcis så smuk som jeg forestillede mig at den sagnomspundne egyptiske dronning må have været. Men jeg tog fejl. Kleopatra var ikke smuk. Og hun var heller ikke egyptisk. Kleopatra var ud af den Ptolemæiske slægt som var græsk. Og eftersom de havde en kedelig vane med altid at gifte sig med sine søskende kom der ikke meget nyt blod ind i familien. Faktisk kom der ikke så meget som en eneste dråbe i de 300 år de regerede Egypten før Kleopatra kom og ødelagde det hele. Men hun var som sagt ikke så smuk som man siden har hjort hende. Samtidige portrætter på mønter og lignende viser en temmelig mandhaftig kvinde med en markeret hage og kæbelinje. Og eftersom de er efter græsk og ikke egyptisk ideal er der ingen grund til at tro at de ikke er temmelig vellignende. Men i samtidige beskrivelser af hende fortælles om en kvinde der er ovenud charmerende. Som er køn og velplejet, som har en smuk og klangfuld stemme, som virkelig forstod at fremhæve sin skønhed med Egyptens make-up tradition og som var intelligent, veluddannet og sprogkyndig. Hun talte sjældent med fremmede gesanter gennem en tolk og kunne svare de fleste på hans eget sprog. Ud over hun talte græsk, latin og alle oldtidens fremherskende sprog var hun den første Ptolemæiske regent der havde gidet lære sig egytisk. Hun talte vel rundt regnet en 10-15 sprog.

For at forstå hvor speciel Klepatra har været for sin tid er det interessant at kigge lidt på hende familie. Hun var den sidste hersker i den Ptolemæiske familie. Hun er den eneste kvinde i den tid der har regeret alene og hvis navn er husket for noget som helst. Hendes navn var Kleopatra 7.
Hendes familie var tilsyneladende ikke synderligt vilde med forandringer. For det første blev de aldrig egyptere på trods af at de regerede Egypten i rundt regnet 300 år. De var grækere og da Kleopatra blev dronning var det græske kulturcentrum rykket fra Athen til Alexandria.
For det andet giftede de sig altid med deres søskende. Også Kleopatra var gift med sin lillebror indtil han døde.
For det tredje var de ikke særligt opfindsomme med hensyn til navne. Alle drengebørn fik navnet Ptolemæus. Det er jo også et dejligt mundret navn...
Pigernenavnene havde lidt mere variation. Her var der 3 navne at vælge imellem. Arsinoe, Berenike og Kleopatra.

Kleopatra 7. blev født i år 69 f. kr. som tredje datter af Ptolemæus 12. som gik under det lidt nedladende tilnavn Auletes som betyder fløjtespilleren og han kone/søster Kleopatra 5. som gik under tilnavnet Tryfaina som betyder den prægtige. De to ældre søstre hed Kleopatra 6. (Der for at gøre forvirringen total også blev kaldt Tryfaina) og Berenike 4.
Kort efter Kleopatras fødsel synes moderen at være død og kongen giftede sig igen. Hans nye dronnings navn er gået tabt, men mon ikke det har været en anden søster? Med hende fik han datteren Arsinoe 4. og 2 sønner der begge kom til at hedde Ptolemæus.

Det lå altså ikke i kortene at Kleopatra 7. skulle være dronning af noget som helst. Den ældste lillebror skulle giftes med den ældste søster og sammen skulle de regere Egypten.

På dette tidspunkt var Egypten meget rigt. Nilen sørgede for god og frugtbar landbrugsjord og langt den største del af den antikke verdens madreserver kom fra Egypten. Derfor er det ikke så underligt at Romerriget havde et godt øje til Egypten og Romerriget havde ry for stort set bare at tage hvad det gerne ville have. For at sikre sit land havde Ptolemæus Aulutes startet et samarbejde med Romerriget. Det bragte ham mange gange ud af landet i perioder og i en af disse perioder nappede de to ældste døtre tronen nu farmand var ude af syne. Kleopatra 5 døde i den periode og så var Berenike 4. enehersker i Egypten. Men farmand havde magtfulde venner i Rom og vendte hjem med en romersk hær og vippede sin datter af tronen igen. Berenike blev henrettet (ret brutalt da der dengang var tradition i Egypten for henretning ved kvælning hvor bødlen kvalte offeret med de bare hænder).
1-2-3 var Kleopatra den ældste søster og dermed arving til tronen sammen med sin bror. Allerede i Ptolemæus´ sidste år optrådte hun som dronning sammen med ham og hun er sandsynligvis blevet gift med sin ældste lillebror lige omkring tidspunktet for faderens død sådan at de to sammen kunne herske i Egypten. Da faderen døde var Kleopatra 18 år gammel. Eftersom lillebror Ptolemæus der nu var konge kun var et barn havde han en flok formyndere og det udviklede sig snart til en magtkamp mellem dem og Kleopatra. Denne magtkamp endte med at Kleopatra blev forvist fra tronen og måtte forlade Alexandria og at den meget unge Ptolemæus nu var enehersker. Dette var i direkte modstrid med faderens testamente som var godkendt af Rom og alting.

Nu skete der så det at Cæsar kom til Alexandria og han blev modtaget af den unge konge. Cæsar var en vigtig gæst da han jo havde magten i Rom og da Egyptens fortsatte selvstændighed var afhængig af at godt forhold til Rom. Kleopatra så sin chance for at få sin tabte magt tilbage, men problemet var at hun ikke kunne komme ind på paladset i Alexandria hvor Cæsar opholdt sig. Hun løste problemet ved at lade sig rulle ind i et prægtigt tæppe og lade tæppet føre ind på paladset som en gave til Cæsar. Da tæppet blev rullet ud lå den unge Kleopatra der i al sin pragt og hun fik ganske hurtigt forført antikkens mest mægtige mand. Man kan forestille sig Ptolemæus´ overraskelse næste morgen da hans forviste søster dukker op sammen med Cæsar som straks genindsætter hende som medhersker. Det må have været lidt af en kamel at sluge.

Den yngste søster Arsinoe blev af Cæsar udnævnt til dronning af Cypern sammen med den yngste Ptolemæus. Af sikkerhedsårsager (Der var jo unægtelig en forhistorie for forræderi blandt de søskende) blev hun dog holdt tilbage på paladset i Alexandria. Dette passede bestemt ikke damen og hun flygtede. Hun slog sig sammen med nogen af Roms fjender og sammen besluttede de at Arsinoe var Egyptens retmæssige dronning og at tronraneren (Kleopatra) skulle ud af vagten. Kongen Ptolemæus følte også sin position truet af Kleopatras forhold til Cæsar og han og hans formyndere begyndte at lave aftaler med Arsinoes slæng om at de to skulle regere sammen. Det blev opdaget af Cæsar i tide og der var et slag hvor Arsinoes hær blev slået ned. Arsinoe selv blev taget til fange og kong Ptolemæus blev dræbt. Arsinoe blev ført med tilbage til Rom og blev vist frem som fange i et af Cæsars store triumftog. Desværre fik Roms befolkning ondt af den unge smukke prinsesse og Cæsar så sig nødsaget til at løslade hende. Hun søgte tilflugt i Grækenland og man hørte ikke mere til hende efter det.

Ny var der endelig fred omkring magten i Egypten. I hvert fald for en tid. Kleopatra var enehersker selvom hendes yngste bror i teorien var hendes medhersker. Han var kun et barn og havde lært lektien. Cæsar og Kleopatra var for magtfulde til at man kunne gøre dem noget.

Cæsar blev i Egypten en tid sammen med Kleopatra. Og da Cæsar endelig tog tilbage til Rom var Kleopatra gravid. Hun fødte en søn der fik navnet Ptolemæus Kaisar, men som gik under tilnavnet Cæsarion. Der var vist ingen tvivl i nogens sind om hvem der var faderen. Cæsar var gift hjemme i Rom, men han anerkendte Cæsarion som sin søn.

Da Cæsarion var et års tid kaldte Cæsar Kleopatra til Rom. Hun, hendes ægtemand/bror og den lille Cæsarion kom dertil som Romerrigets venner og blev behandlet som de fornemme gæster de var. De forblev i Rom i 1½ år. Så blev Cæsar myrdet og Kleopatra mente at det var hendes stikord til at vende næsen hjemad. Kort efter hjemkomsten døde hendes lillebror/ægtemand under mystiske omstændigheder. Mange historikere har fremsat teorien at Kleopatra har fjernet den sidste bror for at slippe for at hans senere skulle falde hende i ryggen ligesom de andre og den teori er da ikke usandsynlig.
Nu var Kleopatra enehersker i Egypten, men uden Cæsars beskyttelse var hun igen sårbar.

Efter Cæsars død blev Romerriget mere eller mindre delt i 2. Den vestlige dels hersker blev Cæsars arvtager og adoptivsøn Octavian (Der senere tog navnet Augustus) og den østlige dels hersker blev hærføreren Markus Antonius. I starten var disse på god fod med hinanden da de havde et fælle mål. At finde og straffe Cæsars mordere.
Kleopatra havde brug for en ny romersk beskytter og det fandt hun i Markus Antonius.

Som menneske var Markus Antonius nærmest modsat Cæsar. Han var en kæmpestor kriger. Han var kendt for at være smuk og han mente selv at han stammede fra halvguden Herkules. Han var munter og behagelig. Han var en storartet hærfører, men modsat Cæsar var han ikke nogen særlig dygtig politiker.
Han faldt for den charmerende Kleopatra med et brag. Og alt tyder på at hun faldt lige så hårdt for ham. De havde en tid sammen hvorefter han tog til Grækenland hvor hans hovedsæde var. Her giftede han sig med Octavians søster Octavia som en del af en politisk handel. Hun var smuk, intelligent og behagelig og for en tid virkede det som om han havde glemt Kleopatra. De fik også et par børn sammen.
Kleopatra havde også født Markus Antonius børn. Tvillinger. En dreng og en pige. Drengen kom til at hedde Alexander og pigen Kleopatra. De fik tilnavnene Helios og Selene der betyder sol og måne. Dette er ret symbolsk da solen blev tilbedt overalt i den antikke verden og månen var et symbol på den egyptiske gudinde Isis som Kleopatra mente hun var en reinkarnation af. Så Markus Antonius mente at han var Herkules efterkommer og desuden blev han hyldes som vinguden Dionysos og Kleopatra var en ny Isis og deres børn var solen og månen. Der er jo nærmest basis for en ny religion. Og der var jo også en tradition både i Rom og i Egypten om at herskere blev gjort til guder.

Markus Antonius virkede som om han var faldet til ro sammen med sin nye kone, men en ny krig ventede da Markus Antonuis havde planer om at indlemme Partherriget i Romerriget. Aldrig så snart var han ude af Grækenland før han tilkaldte Kleopatra igen.
Nu skal man ikke tage fejl. Selvom Markus Antonius og Kleopatra uden tvivl var glade for hinanden så havde de også brug for hinanden i det politiske spil. Markus Antonius havde brug for Kleopatras rigdomme i sine evige krige. Især nu hvor Octavian var begyndt at slække på sin støtte og i stedet var begyndt så småt at vende sig imod ham. Kleopatra havde brug for Markus Antonius som beskyttelse mod Octavian og Rom der igen havde vendt blikket mod det rige Egypten.
I mellemtiden fik Kleopatra endnu en søn som fik navnet Ptolemæus og som fik tilnavnet Philadelfos (Søskendeelskeren)

Det endte naturligvis med en krig mellem Markus Antonius og Kleopatra på den ene side og Octavian på den anden.
Denne krig vandt Octavian. Han indtog Alexandria. Markus Antonius fik falsk besked om at Kleopatra var død. Det var hun ikke men hun havde buret sig inde i det mauseleum hun var ved at bygge til sig selv. Da Markus Antonius hørte at Kleopatra var død stak han sit eget sværd i maven. Han blev, hårdt såret, ført ind af et vindue til Kleopatra og så først her at hun stadig var i live. Og nu var det for sent. (Gad vide hvor Shakespeare har fået inspirationen til Romeo og Julie?) Han døde i Kleopatras arme. Kleopatra kæmpede nu for sine børn. Ikke bare for deres liv, men også for at de skulle beholde Egyptens krone. Hun tilbød at gøre selvmord hvis de kunne blive på tronen. Det blev afslået. Kleopatra kunne godt se hvor det bar hen. Hun skulle føres til Rom som fange som sin søster Arsinoe var bliver mange år før. Derefter livsvarigt fængsel eller død. Det var for meget for den stolte dronning og derfor valgte hun at tage sit eget liv. Man har aldrig helt fået styr på præcis hvordan hun døde. Muligvis gift eller slangebid.

Da både Markus Antonius og Kleopatra var døde havde Octavian råd til at være storsindet og han fik bygget Kleopatras Mauseleum færdigt og der blev de to elskende begravet sammen.

Fordi Cæsarion ikke bare var Kleopatras arving, men også Cæsars var han for farlig for Octavian. Han blev kort efter henrettet. De 3 andre børn blev ført til Rom. Var fanger i triumftoget og blev derefter passet af Antonius´ kone som tog sig godt af dem. Kleopatra Selene blev senere gift med en konge, men historien fortæller ikke hvad der skete med Alexander Helios og Ptolemæus Philadelfos.

Med Kleopatra sluttede Egyptens tid som kongerige og landet blev indlemmet i Romerriget som det var en del af de næste 600 år indtil det blev besat af araberne.

Så her har i hende. Kleopatra. Kongernes dronning. En myteomspundet dronning som forstod at bruge sin kvindelighed i sin politik med stor succes (Faktisk ligesom Elizabeth i England 1500 år senere.)

_________________
Don't blame gravity on me.. I voted for velcro!


man 10. jul 2006 20:07
Profil
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Svar på emne   [ 1 indlæg ] 

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Hop til:  
cron
Powered by phpBB © 2000, 2002, 2005, 2007 phpBB Group.
Designed by STSoftware for PTF.
Danish translation by Olympus DK Team