intuina wrote:Hun vil jo rigtig gerne ud på tur og lystre fint på signaler fra ryggen,...indtil vi står over for noget, hun ikke bryder sig om, eller blir usikker over. f.eks et vandløb eller en vandslange.
Altså... Jeg mener jo også sagtens, hesten kan VÆLGE at sige nej til en "anmodning".
Fx at den godt ved, at pres med schenklen betyder HYP, men at den ikke VIL gå frem, fordi "frem" enten er "væk fra fokken" eller "hen til noget, der spiser heste".
intuina wrote:Og så bliver hun stiv som et bræt, og reagerer hverken på bak, frem eller drej. Presser man hende for meget, i en sådan situation blir hun sur.
Hun er ellers sød og omgængelig, altså indtil man begynder at kræve noget af hende.
Altså - jeg antager at du har ret: Hesten VED godt at træk i grimen eller pres med schenklen betyder "Hyppelihyp".
Men af en eller anden grund VIL hun ikke gå fremad.
Jeg kan garantere at det ikke er fordi hun er en dum, dum hest, der er pissefræk.
Det er fordi hun synes, hendes ideer er bedre end dine.
Altså må du prøve at forstå hendes ideer.
Hun vil ikke væk fra flokken.
Hvorfor?
Fordi hun er en hest, jo! Og heste er flokdyr - og for en hest er flokken = sikkerhed.
Når du tager hende ud fra flokken forøges hendes risiko for at blive spist af den nærmeste løve betragteligt.
Og sjovt nok har hun ikke spor lyst til at dø...
Og ja: På det punkt er heste ikke for kvikke: De ved altså ikke at vi ingen løver (eller andre hesteædende rovdyr) har i Danmark.
Hun vil ikke gå frem mod ting, hun er usikker på.
Hvorfor?
Fordi hun ikke vil dø! Hun er en HEST!!!
Det handler altså ikke om at hun "bliver sur når man kræver noget af hende".
Det handler om, at når du sætter hende i en situation hvor hendes syn på verden kolliderer med dine forventninger - så vælger hun at stole på sine instinkter frem for på dig.
Det minder mig om en af mine elever (jeg er lærer på en institution for anbragte børn og unge med adskillige forstyrrelser).
Hun havde flere gange spurgt om hun ikke måtte komme med ud til min hest, så som "sidste skoledags-aktivitet" var vi på gårdbesøg med kaninnusning og hestekigning.
Stakkels Elev var så bange for hestene at hun startede med at stå på 10 meters afstand FRA HEGNET (der er 140 cm højt - hestene er 153 og 141) og ikke turde gå tættere på, for hvis nu de hoppede over og bed hende.
Hvis jeg havde sagt: "Nu skal du gå tættere på!" havde hun forstået det - men ikke gjort det.
Hvorfor?
Hendes frygt for hestene var større end hendes respekt for mig/hendes villighed til at lystre mine signaler/...
Efter et par timer håndfodrede hun Sorcha med gulerødder. Uden for folden. Mens hun holdt Sorcha i en snor selv.
Hvad gjorde forskellen?
- Tid til at overvinde frygten i eget tempo.
- Accept af at hun var bange - det er OK, de er jo store.
- Men det virkeligt afgørende var, da hun fandt ud af hvordan HUN kunne støre hvor tæt på hesten var og hvordan den vendte i forhold til hende. Først ved at jeg holdt Sorcha og trak hende fremad og Elev sagde "STOP!" når hun ikke ville have hesten tættere på. Så ved at hun selv - 7 meters afstand (for det var den længde tov, vi havde på) kunne styre stop/bak/vend bagparten-der-kan-sparke væk.
Det samme virker på heste:
Hvis de er bange, så find grænsen - og gå til grænsen men ikke over grænsen.
Og så gå tilbage til et punkt, hvor hesten er OK.
Og så tilbage til grænsen.
Men uden at tvinge hesten OVER grænsen.
Og giv dem en vej UD af situationen. Sæt træningen op så hesten KAN svare "ja" til dit signal - så den kan finde et godt svar.
God træning består i at få en hel masse småbitte ja'er, der til sidst giver større ja'er - og lige pludselig kan man springe hesten over huse, eller den går pænt med uden hiv-og-slid, eller den går forbi ting SELVOM den synes de er farlige.