Dernæst; moral og etik kan man altid diskutere. I synes, det er amoralsk, at jeg ønsker at gøre brug af en reklamationsret på baggrund af temperament. Fair nok! Det er så jeres holdning. Til gengæld synes JEG, det er amoralsk, hvis man som sælger slet ikke viser nogen som helst interesse i at parre dyr og ejer korrekt sammen, men blot sælger sit dyr fuldstændig ukritisk, og det uanset om man er privat eller "erhvervssælger". Naturligvis vil det oftest være købers EGEN beslutning, om man vil købe det pågældende dyr eller ej, men bortset fra det er jeg altså også af den holdning, at man som sælger (og især, hvis man er stutteri, katteri, kennel eller lignende og således må antages at have en større viden og erfaring end en privat køber) også har et vist ansvar for at gøre opmærksom på, hvis man ikke mener, at hest og rytter passer sammen.
Som eksempel kan jeg da give mig selv.... som altså også jævnligt befinder mig i en sælgerrolle i forbindelse med mit katteopdræt (hvor forbrugerloven i øvrigt også er gældende, da jeg juridisk bliver betragtet som "erhverv", selv om jeg ikke kan momsregistreres med mit katteri). Min moral og etiske sans forbyder mig sælge en kattekilling til et hjem, hvor jeg er overbevist om, at den IKKE vil passe ind! Jeg vil til enhver tid sige nej tak til at sælge til et menneske, hvis jeg ikke føler, at dette menneske passer sammen med den killing, han/hun beder om at købe. Og det ville i øvrigt være det samme, hvis det var heste, jeg handlede med...
Ligeledes bestræber jeg mig altid på, når jeg står i en købersituation, at være så ærlig som overhovedet mulig omkring mine ønsker og behov for at give sælger det bedste grundlag for at kunne vurdere, om han/hun vil kunne opfylde dem. Fordi det i min verden er utænkeligt, at man som sælger kan være ligeglad med, hvem og hvilken fremtid, man sælger sit dyr til.
Så kan det godt være, at en sådan holdning er naiv... det skal jeg lade være usagt. Men det er min opfattelse.
I anfører, at hestenes temperament stensikkert er et resultat af MIG og ikke noget, som den havde hos sælger. I spørger mig, hvad MIT bevis er for, at hesten var lige sådan hos sælger, som hos mig? Men så kan jeg vel også spørge jer: Hvad er jeres bevis for, at hesten IKKE var sådan hos sælger??? I virkeligheden er det vel påstand mod påstand... er det ikke??? Det vil jeg i hvert fald mene...
Dog har jeg den underbyggelse af min påstand, efter at have søgt hjælp hos flere mere erfarne folk både indenfor Frieserverdenen og i forbindelse med træning (træning af både hesten og mig, vel at bemærke), at hoppen rent faktisk viser sig at være ud af nogle linjer, som er kendt for at være lidt "højere" i hovedet end mange andre Frieser-linjer. Dette havde jeg ved købet - pga. min relativt begrænsede erfaring og viden i forhold til Frieseravl på daværende tidspunkt - ingen forudsætninger for at have vidst og vurderet mit køb ud fra. For det blev IKKE oplyst på noget tidspunkt - tværtimod blev det flere gange understreget, at hesten var sød, rolig og nem.
Hvad angår min første henvendelse til sælger, synes jeg faktisk, jeg kastede bolden ret åbent op til sælger... Ja, jeg spurgte, om de evt. var interesserede i at købe hesten tilbage, men jeg spurgte også, om de havde andre forslag til en løsning, som jeg måske ikke lige havde tænkt på? På den måde synes jeg faktisk, de havde rigtig mange muligheder for selv at komme med alternative løsninger til min indgangsvinkel, uden jeg i forvejen pakkede dem ind i en kasse af forventninger. Tilbagekøb foreslog jeg konkret, fordi det - set fra min synsvinkel, selvfølgelig - ville være det enkelste og hurtigste. Men jeg var på daværende tidspunkt også meget åben for andre muligheder, hvis sælger havde valgt at komme med et udspil - havde jeg ikke været det, ville jeg aldrig have foreslået det.
Jeg er - uagtet hvad I må tro - ikke noget unfair eller uærligt menneske.
sammenlignet med vores arabere og da de syntes det samme og bankede ham, ja så valgte vi at sælge ham.