At kende sine begrænsninger

[Lone]

selvom man har redet mange forskellige heste kan man så opleve at der bare er en hest man ikke kan ride? Også selvom denne hest faktisk ikke er svær at ride - og de heste man ellers rider godt på er meget sværere? Og hvad mon det skyldes? er vi ude i noget med fælles kemi - eller er man mere eller mindre bevidst bare ikke istand til at føle tillid til lige denne hest? Jeg ved det ikke. jeg lagde et føl på min gamle hoppe, for netop at have hendes afløser og faktisk - efter 9 år kan jeg endelig blankt indrømme at det føl var en kæmpe skuffelse. Hun var en kæmpestor hest, småhysterisk, alt skulle gøres på rette måde, ellers blev hun uvillig og hidsig. Kom man til at være lidt for længe om at slippe de halve parader på turene, så tog hun biddet og så kunne man glemme alt om kontrol. Hun kunne finde på at bukke i galoppen, hvis ikke man sad helt rigtigt. Hun ville ikke rides af andre. hende red jeg med stor glæde i 10-12 år - og havde fuld tillid til hende - Nu har jeg en mindre model - men ellers samme sind - bare lidt værre: hun kan slet ikke lide andre ryttere og er man det mindste ufølsom i hånden så er hun så svær at stoppe, at det nærmer sig ikke kontrol. Hende rider jeg langt bedre end den anden endda - og har altid kontrol ( sådan et fælles-ejerskab med Schannon om kontrollen :twisted: ) og jeg har fuld tillid til hende -. Dette bare for at illustrere den anden sag: her var en vallak, rolig, ikke specielt følsom, ikke det mindste hysterisk, ingen unoder, ingen hang til kontrol-tagning - men jeg havde ingen tillid til ham. Jeg kunne faktisk ikke lide at ride ham- synes aldrig jeg kunne mærke et fællesskab - og ham havde jeg haft fra føl. Jeg har ham ikke mere - forærede ham til hingsteejeren - men den hest har alltså været årsag til megen elendighed. Har aldrig kunnet forstå hvorfor jeg ikke kunne have tillid til ham - men ride ham kunne jeg ikke - eller dvs det kunne jeg godt, men jeg kunne ikke lide det - følte mig faktisk utryg. Det er da mærkeligt? Disse temperamentsfulde og skøre hopper - dem svinger jeg bare perfekt med - men en rolig vallak af egen avl - det går slet ikke......

[Godzilla]

tjae....Lone, du svinger åbenbart bedst med de lettere hysteriske, halvskøre hopper. Hvorfor mon? :D

[Camilla...]

Var der nogen der sagde hest som ejer :?: Tror jeg lister af igen :lol: Camilla

[Lone]

her er man bare sååå følsom og så skal man høre den slags :twisted: :twisted: Igår sagde min 18-årige: mor, det er sgu sært at alle dine dyr er så ens - samme facon: små, runde - samme sind - fuldstændig bindegale. Faktisk har hun ret - både Schanon og Amocca ( læg mærke til navnet) har det samme sind - og Amocca vare sådan en lille undertrykt en da hun kom... ligeledes Buffy, hunden. De har alle tre haft en lidt krævende fortid, så jeg gir dem vel bare lov at afreagere..... Men de er altid søde overfor mig, men som jeg skrev: vi deles om kontrollen. Men kælne, tillidsfulde osv - man skal bare tage dem å rette måde. De har da også været undertrykt nok - de må da gerne være lidt stygge! Schannon kan hvæse - som en kæmpesvane, eller måske rettere en kæmpe-drage. Det lyder ret sjovt! :D Men det er jeg så den eneste der syness..... alle andre synes hun er skræmmende!!! Tag nu ikke fejl: det er søde, velopdragne dyr - som regel. Jeg kan da bare ikke se nogen grund til at de ikke må ytre sig i debatten - dyr har da osse en mening :twisted: :twisted:

[Lone Beck]

Jeg har det også langt bedst med ´´sjove´´ hopper. ´´Sjove´´ vallakker kan jeg derimod som regel ikke fordrage - de er bare dåmme :twisted: Men det er sgu underligt, at man kan være utryg ved heste, der er fuldstændig harmløse. Jeg prøvede det bl.a. på Karlslundegården, hvor jeg ellers satte en ære i at kunne ride ALT (over ponyhøjde). Men der var en skøn, hvid rideskolevallak - Paw - som jeg var bange for. Han var sød og rar både i stalden og under rytter, men jeg turde ikke ride ham, og gjorde det heller aldrig :oops: At mange ryttere fortrækker kedelige heste, er mig en gåde. Det er da meget sjovere, når hestene tænker selv og har en mening om tingene. Hesten over alle heste for mig, var en DV-hoppe jeg tilred for avleren for ca. 15 år siden. Hans faste rytter opgav hende som håbløst åndssvag - jeg kom på bølgelængde med hende. I en sådan grad, at jeg vil sværge på, at hun kunne læse mine tanker 8) Momsen havde i allerhøjeste grad en mening om tingene. Hvis jeg red dressur på hende i tre dage, gad hun ikke mere. Hun gjorde skam, hvad jeg bad hende om, men hun var TUNG. Skridtene var tunge, kroppen var stiv, ørerne slaskede ud til siden. :( Og så tænkte jeg ´´nåja, vi kunne da også...´´ og så nåede jeg ikke at tænke mere, for så havde Momsen løftet hovedet, spidset ørerne og sat kursen mod leddet, så vi kunne komme en tur i skoven :D Hun udnyttede aldrig, at hun fik sin vilje. Hun blev ved med at arbejde godt i dressur i tre dage ad gangen - derpå skulle hun i skoven. Og det var jo faktisk temmeligt nemt at indrette sig efter, hvis hun skulle have været stævnehest i stedet for avlshoppe.

[HHansen]

Det ER da meget sjovere med en hest der tænker selv :lol: Min gamle springhest Kalinka, var en af den slags hopper som Lone Beck beskriver. Man kunne godt ride dressur på hende en hel uge. Men hvis det ikke passede hende blev resultatet derefter :? Så hvis damen ikke var i dressurhumør, så kunne man ligeså godt springe eller ride tur :lol: Havde iøvrigt en sjov oplevelse i sommerferien. Var på Rømø, og datteren og jeg var med på tur på islændere. En fantastisk tur iøvrigt :D Men da der skulle deles heste ud, blev der spurgt: ´´nogen der har redet mere end 10 år?´´ så rakte jeg og en anden pige hånden op.. Og vi fik udpeget hver sin islænder i flokken. Min var vældig flink da jeg striglede. Men da jeg lagde sadel på stivnede den. Og da jeg kom op!!! Rund og rundt gik den. Ved ethvert forsøg på at stoppe den, gik den baglæns.. Og når man igen slap tøjlen HOPPEDE den fremad. Morsomt! :D Det viste sig at krikken kun var 5 år, og forholdsvis nytilredet :D Da vi først kom afsted på tur, gik det fint - og den var sød. Men hele tiden skulle jeg være vågen, og hjælpe og lede.. Tror det var med til at gøre det til en fantastisk tur. :) Havde jeg fået en af de ROLIGE islændere, havde jeg kedet mig ihjel :lol: Så jeg siger også ja-tak til spændende heste. Men siger også nej til heste der er FOR spændende :oops: Har slet ikke lyst til at falde af :D Så jo - man skal kende sin begrænsning. Og ikke sætte sig op på noget man ikke er trygt ved.

[Jeanie]

Ja jeg er nok en af dem der kan tilslutte mig de temperamentsfulde hopper !!! Madammen er unægtelig en af slagsen, og hun har ikke altid været lige nem at omgåes, men heller ikke det værste man kan komme i nærheden af.. :roll: ..okay betinget af hvordan man lige kommer ind på hende for hun ER rød og hun ER speciel og hun ER sin egen! Jeg har lidt på fornemmelsen, at der sidder en engel og hvisker hende i det enen øre, og en lille djævel og hvisker hende i det andet, for ligeså from hun kan være, kan hun i løbet af et split sekundt, vende og være et 600 kg monster, der bare ikke vil makke ret.. :evil: Men jeg elsker den hest og dens luner, og ikke to ture i skoven, eller for sulky er ens.....nej nej...det er alt efter om det er lige eller ulige dato, og hvilket humør hun har iklædt sig.....og det kan man ALDRIG vide... :shock: Jeg kan godt lide at tage en tur på Apollo, da der er mere ro på, og jeg kan sidde og tænke på alt andet end lige hesten under mig, og det er dejligt afslappende, især hvis dr har været hårde dage med Madammen. Og madammens Datter, hun er en skat for sulky..hun er nemmere at kører end Madammen, så hende vil vi få meget gælde af, og knap så mange nervøse trækninger .... :wink: Heste må gerne udvise temperament i mit selskab, men de skal ikke være kugle skøre, der sætter jeg grænsen.

[stratego]

Ved ikke helt hvor min grænse går, men elsker bøvlede og glemte heste. Forkælede heste gør mig utryg. Heste der bare går er kedelige. Hopper har sjæl og vallakker er bare vallakker. Hingste har jeg aldrig arbejdet med. Min egen hoppe går bare, men har allligevel sin egen vilje, der gør at hun altid er spændende at ride. Hun er god til at finde det bedste frem i mig og fortælle mig hvordan hun helst vil have vi skal træne. Jeg har så som Lone fundet balancen ved at hun rides tre dage i dressuren og vi laver så noget andet på 4. dagen. Nogen gange får hun helt fri og andre gange skridter vi en stille tur med en af de andre, men skal vi virkelig ud og vifte med ørene, så skal vi ud og strække ud i galoppen en kilometer eller to. Det er virkelig noget madammen kan dyrke og hun går kanon i dressuren 3 dage efter. :D Den hest jeg elskede mest var en trakenerhoppe jeg red for over 25 år siden og hun kunne læse hver af mine tanker. Hun var virkelig mit et og alt. Lidt tankevækkende at hun faktisk var den sidste hest jeg red inden jeg nærmest droppede ridningen i 20 år. :shock: Hilsen Britta