strigler.dk

Jeps Ole Olesen er død.

Det er jo lidt en smagssag, hvem der er dygtig. Jeg har været rigtig glad for at bruge Birgitte Funder fra Hobro. Hun kan være svær at få fat på og var vist lidt for ivrig, da hun startede op, så hun svinger noget med stress pga for meget arbejde.

Ped, ham Ole Olesen er ikke længere. Så er der Bach tilbage, men han har noget tvivlsom forretnings-tilgang. Han har netop været konkursramt igen og er startet forfra i vejgård.

Hvad der virker for hest og rytter er noget individuelt. Jeg kender nogle, der er rigtig glade for KenTaur, mens jeg synes det er noget pap og ville aldrig eje en. Men jeg har rigtig god erfaring med bates og ved andre synes netop det mærke er tarveligt.

Men lÆgger de til gengæld æg hver dag?

Hehe

Jeg var der fredag og syntes også hestene var generelt fine. Der var flere flotte, blanke og runde ponyer, som så ud til at være rare og gode til børn! Der var en sort vallak, som jeg blev helt forelsket i... men den har vist en trist historie. Den havde bare de dejligste øjne - og jeg er sikker på, den ville elske at blive nusset og få kiks af mig :-D

Jeg tror, jeg forstår, hvad i skriver. Og jeg er egentlig ikke ude på, at alle skal ae mig over håret og synes det er synd for mig! Men alligevel provokerer det mig lidt, at der ikke er mere forståelse. -Igen, der er ikke ridset meget op på tekst her og det er udelukkende mit synspunkt, der kommer frem.

Faktisk bebrejder jeg ikke min familie - det har jeg ikke gjort på noget tidspunkt. Og jeg ser ikke mig selv, som en forkælet tøs, der forventer at kunne tillade sig alt.

Der er en psykolog, der på et tidspunkt stillede det meget håndgribeligt op. Alle mennesker er født med et særpræg. Det kan udvikle sig til en særhed. Og hvis der ikke ændres på nogle ting, kan vedkommende blive syg. Jeg er syg. Og for at komme væk fra det sygelige, ser jeg ikke en anden vej, end at fortælle min familie, hvad de aldrig har turdet kigge på eller stille spørgsmål ved.

Det handler ikke om, at få sat skyld på! Jeg har selv valgt og handlet, som jeg har. Men jeg kan ikke fortsætte med at leve på den her måde. Og for at bryde det mønster, tror jeg, det er nødvendigt at samle min nærmeste familie og fortælle, hvad jeg har oplevet. Selvom jeg er voksen af alder, har jeg aldrig lært at håndtere de følelser. Malplaceret, ja! Men jeg bliver nød til at handle på det nu. Ellers kommer ingen af os videre. Måske jeg får held til at slutte livet, men det gavner jo hverken mig eller min familie.

Jamen, så kommer der da lige et pip mere

Berit har ramt hovedet på sømmet, må jeg sige. Og jeg er meget bevidst om, ingen med vilje har gjort mod mig, hvad de har. Både mine brødre og mine forældre har været med til samtaler igennem tiderne, så på den måde ved de noget om, hvad der har foregået. På et tidspunkt, var der noget undren omkring, hvordan jeg oplevede verden og jeg blev konfronteret med, om jeg manglede empati. Den psykiater, der på daværende tidspunkt, var inde over, svarede meget godt. -At empati ikke var noget problem, jeg har altid prøvet at se ting fra andres synspunkt, fremfor mit eget.

Jeg har altid prøvet at beskytte min familie, for hvad jeg er. Jeg har altid troet, jeg skulle være en anden, end jeg er, for at være god nok. Problemet er bare, jeg ikke kan passe både på min familie og mig selv. Og jeg ser derfor ingen anden udvej, end at konfrontere dem, med hvordan jeg har oplevet min opvækst. Fordi vi alle går hver vores vej, og passer på hinanden på hver vores forskruede måde. Det dur ikke for mig.

Det er slet ikke meningen, det er et angreb! Jeg behøver bare at få fortalt, hvordan jeg reagerer på, hvad der er sket i min opvækst. For undervejs har de ikke formået at se (det er jo mest forældrene) og nu, som voksne hver især, har alle nok i sig selv (søskende). Hvilket er fint nok med mig - men jeg har aldrig lært, at stå på egen ben. Og jeg lærer det ikke før, jeg får sat ord på overfor de mennesker, der har været nærmest.

Tanken bag første indlæg var egentlig ogs bare, at jeg er lidt presset og nok endda har ondt af mig selv. Længere er den ikke. Jeg skal nok klare mig. Så lad os stoppe her, vi ser alle forskelligt på hvad vi oplever.

Nu er der jo ind imellem forskel på, hvad der skrives på et offentlig forum og hvordan virkeligheden reelt er.

Jeg har aldrig ønsket at beskylde min familie for noget. Og jeg synes nu heller ikke, jeg har lagt op til at anklage dem. Grunden til jeg vil samle dem og fortælle dem, hvordan min opvækst har været, er for at jeg kan ændre handlemønstre. Fordi jeg ikke gider finde mig selv, liggende på et eller andet badeværelse mere. Og så bliver de nød til at høre, hvad de har gjort - fordi hele mit problem er netop, de aldrig har kigge på mig. Hvor banalt det så end lyder...

Ja, jeg er voksen og kan ikke ændre min opvækst - det har jeg heller ikke i sinde, men jeg skal jo lære det her liv og hvordan det er at leve. Det er desuden heller ikke noget, jeg lige vågnede og bestemte mig for. De der 10 år er gået med, til tider, ret intensive psykologiske forløb.

Så når jeg troede, det generelt var på andre fora, at folk var bedrevidende og bogstaveligt regnede med at alt var beskrevet i ét indlæg - Ja, så tog jeg da fejl!...

Næh, det har jeg ogs altid været god til til at gemme væk. Både fordi jeg ikke helt vidste hvad det gik ud på, men også fordi det er det jeg kan. Ikke være i vejen. ;-) for de 3 uger siden, blev jeg jo kørt til Risskov. De ville ikke have mig, som lægen i modtagelsen sagde, 'det vil ikke hjælpe dig, at være her.' Så jeg kom på akut-afdelingen i Silkeborg, som er en ny og noget anderledes form for hjælp indenfor psykiatrien. Det de sagde der, var at jeg var svær at hjælpe, for jeg virker så normal :-D ehj, med til historien hører ogs, at ingen vidste noget op til mit første forsøg. Det kom bag på alle. -Men det er jo præcis dér, mit problem er. Jeg har aldrig turdet sige noget til nogen, fordi jeg ikk følte, jeg måtte. Nu gider jeg ikk behandle mig selv så dårligt mere. Så jeg bliver nød til at snakke med dem.

Jeg var vældig positiv, da jeg fik fundet den her lejlighed. Nu sidder jeg og kigger på alle mine ting, der igen skal pakkes ned... Og jeg er nok mest træt af, jeg ikke har noget sted at gøre af mine dimser og ting - som for øvrigt heller ikke er kommet i kasser endnu. Jeg skal senest være ude pr 15. maj. Kommunen er inde over med akut-lejlighed, men eftersom jeg ikke har hørt noget, er jeg ved at tro de ikke har noget. Det er lidt noget bøvl, for jeg har ikke rigtigt nogen livliner, der kan bruges. Plan B er at flytte op til min veninde, der bor i Thy. Desværre tror jeg bare ikke rigtigt på den løsning. -Vi vil få det sjovt og vil vil kunne få mange ting til at lykkes, men jeg vil på langt sigt ikke få det bedre. Fordi min familie er mit problem og hvis jeg flytter derop vil jeg flygte og igen-igen ignorere mig selv i forhold til dem...

Til dem der er interesseret, forsøgte jeg for godt 10 år siden at tage mit liv (første gang) og har siden været indlagt utallige gange på åbne og lukkede psykiatriske afdelinger rundt om. Og det er faktisk først gået op for mig for 3 uger siden, hvad der egentlig er grunden til mine problemer: Da jeg lå uhjælpelig i mit eget blod og selv måtte ringe 112. Det har jeg ikke selv gjort før -og jeg kommer forhåbentlig aldrig til det igen! Men dér, da jeg lå ude af stand til at ende livet, fandt jeg mig selv. Det har jeg eddermaneme været længe om

Jeg er vokset op med begge mine forældre, vi har altid boet det samme sted og jeg har ikke manglet noget. Men jeg har aldrig følt mig set. Og det har gjort nas indeni mig! Det har de aldrig set -og jeg vil strække den så langt, at de ej heller har prøvet. Så jeg har altid slåsset med mig selv, uden nogen har opdaget det, indtil jeg forsøgte at ende livet som 20 årig. Derefter eskalerede det voldsomt, jeg blev fysisk selvskadende og havde en spiseforstyrrelse. Men lægerne omkring mig, havde ikke mine forældres baggrund for at forstå og jeg kunne ikke forklare, hvad jeg ikke vidste. Forældrene har aldrig turdet spørge, de har ligesom ladet andre tage over.

Det virker så banalt, når det står på denne måde -og læses af nogle, som ikke kender mig eller min opvækst. Og jeg slåsser stadig ret meget med 'grunden' - fordi jeg stadig synes, det er helt ramt ved siden af, jeg har udviklet mig, som jeg har - blot fordi jeg ikke har følt mig set. Der sker hver dag, meget værre ting i verden... Men ikke desto mindre, skal jeg snarest have samlet forældrene og mine to brødre, for at forklare, hvad de har gjort ved mig, uden at gøre noget... Jeg skal bare lige have en base, der er noget flytterod i vejen... Bland andet!