strigler.dk

Og nå ja, så planlægger de vist at smide en motorvej lige oveni vores hus.

Hvis nogen kunne ha´ lyst til at skrive under imod det, så ville det da være nice:
http://www.skrivunder.net/stop_harvejsmotorvejen

Jeg overvejede at sove ½ time på sofaen, men det kan jeg faktisk næsten ikke nå nu, inden hestene skal fodres.

AL min tid går med at gøre klar til kåring om 3 uger.
Det er totalt nederen - det skulle ha´ været en rigtig hyggelig dag...lige indtil hende dåsen med Julle pludselig fandt på at melde hendes 3 års hingst også.
Hingstene står altid samlet i stalden, så nu kan jeg simpelthen se frem til en hel dag lige op og ned af hende. Jufuckinghuu
Det er så mærkeligt, i den tid jeg har kendt hende, har hun altid givet udtryk for at DTF ikke er noget for hende, og jeg har set hende skrive et sted, at hendes ikke skulle kåres i år, fordi den manglede fylde.
Men få timer efter, at jeg havde svaret på et indlæg omkring hvem der kommer til kåring, så skulle hun pludselig også ha´ hendes med i DTF. Herre-mærkeligt
Hun satser nok på at hendes kan banke John, så vi kommer til at gå slukøret derfra...

Dejlige Lone - skønt at du er tilbage!!!

Det var da total ondt - men også virkelig virkelig sjovt

Jeg forstår vist bare ikke folk, der er orange i hovedet

Hold nu kæft det var en klasse kommentar!!!!

Det er så hæsligt, det der med at skulle sige farvel til en hund - øv!!

Jeg sagde, for 1 års tid eller noget siden, halvt om halvt ja til at komme over i intern planlægning - men ombestemte mig da vi fik ny chef i min egen afdeling, og blev hvor jeg var.
Det er jeg glad for idag, hvor det er blevet meldt ud at Højmarksvej lukker ned

Jeg har ikke hørt noget fra min mor.
Jeg er ikke god til at sige fra over for hende - jeg ved ikke hvorfor (eller jo, måske fordi hun reagerer sådan her, når jeg gør, og det altid ender med, at jeg sidder tilbage og føler, at jeg nok også burde være en bedre datter).
Vi har bare et fucked op forhold, og jeg tror egentlig at jeg hader hende lidt...måske endda meget...
Jeg ved det ikke....familie er sgu´ ikke lige min favorit ting.

Vi er blevet indkaldt til undersøgelse på OUH 20.02.
Men jeg har mistet håbet lidt, tror jeg. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror bare ikke rigtigt på det mere.
Og så orker jeg egentlig heller ikke, at flere mennesker skal sidde og glo mig op i skrævet
En i vores tætteste familie er gravid. Det virker så uretfærdigt på så mange forskellige niveauer. Man kan selvfølgelig ikke sige, at nogen fortjener det mere end andre. Men deres liv er så rodet på alle måder, og de har i mine øjne ikke meget at tilbyde. Hun er arbejdsløs og har en depression, han sidder ude i skuret og drikker, deres økonomi hænger i laser osv osv. - men som hun meget fornuftigt sagde til mig: nu skal vi bare ha´ et barn, så bliver det hele meget bedre (det må være noget start 20´erne logik eller noget ).
Jeg magter bare helt ærligt ikke at være sammen med hende - og jeg ved godt at det er totalt nederen, for det er jo ikke hendes skyld, at jeg ikke fungerer.
Men jeg ved bare, at jeg kunne komme til at sige noget mindre diplomatisk, og det gider jeg ikke risikere.
Men det kommer jo tættere og tættere på, at hun skal føde (Maj), og jeg går mere og mere i panik. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke lyst til overhovedet at skulle se det barn. Men jeg kan vel for helvede ikke tillade mig bare at blive væk???
Jeg har ikke problemer med andre gravide - men hende her magter jeg simpelthen bare ikke.

Det er en Dansk Svensk gårdhund.

Det er muligt at det er mit hjem, men det er ikke mine regler.
Hun kan ikke acceptere at jeg siger fra og sådan er det bare. Derfor gør jeg det sjældent, og når jeg endelig gør, så ender det altid i gråd og tænders gnislen.
Det var jo først i en meget sen alder, at hun fik tid til at være mor - så nu har jeg bare at være datter, uden at kny og uden at lave ballade.

Jeg håber som sagt bare, at hun denne gang er blevet så fornærmet, at vi ikke ser hende mere.
Men så heldig er jeg sgu´ nok ikke.

Min mors lille tæppetisser driver Tage til vanvid.

Jeg ved ikke om det er mig, der bare ikke har tålmodighed til hvalpe - jeg har altid haft internat hunde, så jeg har aldrig prøvet at ha´ dem fra helt små. Men hvis alle er lige så belastende som den lille rædsel, så skal jeg satme heller aldrig ha´ en.
Hun har intet styr på den overhovedet, og den virker som om den har damp i virkelig svær grad.
Nå, men Tage gider den bare ikke - den kravler rundt ovenpå ham og han er jo fandme bare godheden selv, så han siger jo ingenting til det.
Men han gider det ikke, så hver gang den begynder, og det gør den fandme tit, så rejser han sig og går udenfor.
Det virker som om han simpelthen ikke kan holde ud at være i nærheden af den.

Min mor kommer jo rendende som det passer hende, og altid dejlig uanmeldt - og hun går ved Gud ikke lige med det samme igen, det kan man være evig forvisset om
Og nu slæber hun jo så den der lille plage med hver gang.
Jeg er vildt frustreret over det, for det er nu altså engang Tage der bor her, og han er gammel, har begyndende gigt og er absolut ikke begejstret for kulde - han skal fandme ikke ligge udenfor i flere timer, fordi han ikke kan holde ud at være inde, når det bæst er her.
Idag havde jeg så fået lokket Tage ind, efter at han havde ligget ude i et stykke tid, og havde fået ham op i sofaen. Men straks kom den farende og sprang op på ham. Jeg skubbede den væk flere gange, og til sidst blev jeg sgu´ irriteret, satte den ned på gulvet og sagde: nu skal du fandme lade Tage være!!
Hvorpå min mor greb hendes skide tæppetisser og farede tudende ud.

G-sus Christ altså!!
Jeg håber faktisk at hun er blevet så fornærmet, at hun ikke kommer mere. Jeg bliver fandme så træt.

Massage.. det kunne jeg godt bruge..

Det kunne jeg tilsyneladende også
Igår morges...sidder i mine egne tanker og arbejder...nærmer mig de 40 og har taget mere end min del af direkte fald baglæns mod asfalt i beruset tilstand (og enkelte gange i ædru), så der må uværgeligt være visse varige men....tidlig morgen...pissekoldt udenfor....lidt stiv i nakken (absolut ikke noget alarmerende) - og så ruller jeg lige en gang hovedet rundt og bagud for at løsne lidt op....
Og i det samme kommer der en mand forbi. Jeg ved ikke helt hvem han er, men han sidder i samme kontor som mig (jeg kan endnu undskylde mig med, at jeg ikke har siddet der så længe - men i virkeligheden er det jo nok fordi jeg grundlæggende ikke er så overvældende interesseret i andre mennesker, at jeg gider at sætte mig ind i dem, med mindre det er nogen jeg har direkte kontakt med ).
Nå, men manden, som jeg ikke helt ved hvem er, ser så åbenbart mit lille uskyldige nakkerul, og siger høfligt "det var tidligt, at ha´ ondt i nakken", hvortil jeg svarer "Ja, det blir´ sgu´ en lang dag" og smiler, hvad jeg selv var overbevidst om var, et "jeg overlever nok, så slemt er det heller ikke"-smil.
Eller det viste det sig så ikke at være, for idag fik jeg en mail fra vores sikkerhedsrepræsentant, at hun har ladet sig fortælle, at jeg døjer med ondt i ryggen, og at jeg er meget velkommen til lige at indkalde hende til et møde, så vi kan få vendt det
Jamen for fanden, jeg er sgu´ helt for, at man viser omsorg for sine medmennesker - meeeen det kan vel også tage lidt overhånd
Nå, men jeg tør jo fandme næsten ikke andet - ellers bliver jeg vel pludselig afhentet af Healthcare og lagt i stræk eller noget

Gider ikke det her latterlige kulde mere

Har klikkertrænet lidt med John John idag - han ER den dejligste lille hest i hele verden