strigler.dk

Jeg er i vildrede og ved ikke hvordan jeg skal håndtere dette her?

Jeg er snart 42 år og har villet have børn de sidste 15 år, men har desværre ikke kunnet finde en mand at få dem med. Jeg overvejede længe en anonym sæddoner men er aldrig rigtig kommet igang med det.

Så sker der det at jeg i sommers møder den her alletiders fyr da jeg er på ferie i tyrkiet. Det er en 14 dages ferie med mine veninder men den sidste uge, hvor jeg har mødt den har fyr, tilbringer jeg hele tiden med ham. Han er sukkersød og meget romantisk og snakker om fælles fremtid - han har kort sagt slået benene væk under mig.

Tilbage til det her barn. Jeg beslutter (meget bevist) at undlade at beskytte mig da det her måske er min (sidste) chance til at få et barn. Ferien er slut og jeg vender hjem. Savner fyren og vi har meget kontakt. Kontakten begynder dog at tage overhånd og han ringer og smsér konstant - det begynder at bliver ubehageligt og meget grænseoverskridende. Han forstår ikke et nej og ringer flere gange i løbet af natten til trods for at jeg har fortalt at jeg skal sove og op på arbejde næste dag, men han forstår ikke. Jeg er i vildrede og ved ikke hvordan jeg slipper af med ham igen?

Mit største dillemma er dog da jeg finder ud af, at jeg er gravid. Det burde jo være lykken, nu kan jeg få mit barn, men hvad med faren?

Jeg er ærlig talt begyndt at blive bange for ham, da han virker meget kontrollerede til trods for at han stadig befinder sig i Tyrkiet og jeg i Danmark. Så hvad nu? Skal jeg fortælle ham om barnet (som jeg har valgt at beholde) eller skal jeg gøre som ingenting? Hvad vil I gøre?

Jeg er bange for at hvis han finder ud af, at vi skal have barn så kommer han herop og det skræmmer mig.

Hjælp???


Og ja, dette er en sandfærdig historie og jeg er i vildrede, da ikke kan fortælle det så direkte, hvis ikke jeg havde en anonym profil (kun mine nærmeste kender hele historie omkring, hvordan jeg er blevet gravid)

Jeg ved slet ikek hvordan jeg skal starte, men jeg prøver.. For 9 år siden møder jeg drømmemanden, vi får os et super dejligt og lækert barn sammen, livet er skønt. Men jeg får en angst sygdom i forbindelsen af min fødsel,hvilket udvikler sig gennem årene. MIn eks mand, smider bomben for snart 2 år siden at han vil skilles pga. sygdommen. Vi bor stadig sammen det næste års tid, og fortsætter samlivet selvom vi har en meget volsom og modbydelig retsag kørende ved siden af. Men tror i bund og grund ikke det var følelserne der ikke var der, men lysten fra hans side.. Jeg flyttede, og var selvfølgelig meget ked, det er jeg stadig, jeg savner ham meget, og vores lille familie. Men han ønsker ikke at have noget med mig at gøre længere. Jeg ahr så set en anden mand i mellemtiden, for at forsøge at komme videre. Ikek noget fast, for han var selv på vej ud af et forhold, eller det var hvad han fortalte mig. I slutningen af 2011 finder jeg ud af jeg er gravid, min første tanke er hvorfor lige med ham og ikke med min eks.. Men jeg ahr altid ønsket mig en mere, og min datter er jo nærmest plageånd på det punkt.. Men ham her der er faren, nægter at have noget med det at gøre, han vil blive hos sin familie, og prøver at presse mig til en abort. Nu ligger det sådan at, hans egen kone er gravid, og det bruger han selvfølgelig til at jeg SKAL få fjernet det her barn, men what to do??

Håber i vil læse dette og give jeres besyv med.



Jeg er 22 år og har aldrig haft en kæreste Har ikke engang kysset med en



Det begynder at gå mig rigtig meget på jeg ikke kan finde en som syntes om mig, jeg ved jeg ikke er den kønneste på denne planet men det jo ikke min skyld. Og ja jeg vejer desværre også for meget men prøver at gøre noget ved det, motivationen er bare væk



Jeg er desværre den gernete type som ikke bare snakker med alle og enhver og det jo nok derfor jeg ikke får nye bekendtskaber.



Jeg har prøvet det der netdating men syntes ikke der kommer noget ud af det, og dem jeg skriver til svarer ikke tilbage.



Jeg er blevet lidt forelsket i en men det går bare ikke pga forskellige ting.



Så hvad skal jeg gøre :/ har i nogle råd eller selv vil fortælle hvis i fik kæreste i en sen alder.



For jeg er jo nok en af de fåtal der aldrig har haft en kæreste i en alder af 22 år



Håber i vil give jeres besyv med og give mig lidt håb, for syntes håbet bliver mindre og mindre og jeg er trist og ked af det ofte over det.

Køre strigler.

Jeg har et dilemma.

Jeg er 34 år gammel og bor sammen med min dejlige mand på 37.

Han vil gerne have børn, men jeg er i tvivl.

Jeg kan godt lide børn men er bange for at jeg ikke vil kunne tage så stort et ansvar på mig.

Jeg er kraftigt ramt af leddegigt og der er , desværre en stor chance for at gigten bliver være efter graviditeten og så er der jo også arveligheds-faktoren.

Vi kan ikke adoptere da jeg er så syg som jeg er.

Skal jeg få et barn eller skal vi leve "lykkeligt" uden børn?

så er der oprettet en bruger!

Brugeren hedder: SpørgeJørgen
kodeordet er: kodeord