strigler.dk

jamen selve ændringen er også et kildemateriale. Det faktum at noget ønskes statisk er et kildemateriale - det hele fortæller om menneskets historie.

Jo for satan - en altruist er en frygtelig skabelse.

99E : det er bare definitionen på historie contra arkæologi. Man har været nødt til at skabe et skel.

Men kirkerne er jo levende - det kan man næppe sige om Jellingstenen?
Og det er jo et faktum at tidens tand gnaver med hastig fart på kirkerne - opvarming og den generelle forurening ødelægger dem - så det er et helt aktuelt problem hvad og hvorfra, de skal bevares - restaureres, genskabes, nydekoreres.

javel, jaså


[i:bc53716bc3]”Altruisme” er et begreb, der ofte bruges, når der tales om hjælpere og beskyttere, der har handlet til fordel for andre, trods de risici det indebar for dem selv. En handling er altruistisk, når den er motiveret af den andens nød eller af ønsket om at tage vare på den anden i nød. I den forstand vi her skal bruge ordet, betegner det imidlertid noget mere radikalt. Nemlig den etiske position, at det at tænke og handle moralsk er det samme som alene at tænke og handle ud fra et synspunkt, der kun fokuserer på, hvad der bør gøres for den anden. Forskellige former for altruistisk etik indebærer altså en ulighed eller asymmetri mellem jeget og den anden: Altruismens etiske fordring kalder jeget til ansvar for den anden. Jeg er ansvarlig for den anden, men jeg kan ikke tilføje, at den anden også er ansvarlig for mig, eller at min nød og mine interesser da også må medtænkes. Tankegangen kan f.eks. findes udtrykt hos sociologen Zygmunt Bauman:

”Villigheden til at ofre sig for den anden bebyrder mig med et ansvar som er moralsk præcis ved min accept af, at buddet om selvopofrelse gælder mig og kun mig. At være en moralsk person betyder, at jeg er min broders vogter [Bauman bruger vendingen fra den bibelske beretning om Kain og Abel]. Men det betyder også, at jeg er min broders vogter, uanset om min broder opfatter sine broderlige forpligtelser på den samme måde som jeg eller ej; og det betyder, at jeg er min broders vogter uanset, hvad andre brødre – virkelige eller blot mulige – gør eller kunne gøre.”
Bauman, Postmodern Ethics, Blackwell 2000, s.50 og 51, TB’s oversættelse.[/i:bc53716bc3]

det er vældig interessant at overveje, hvor langt tilbage man skal bevare - eller fremfinde.
Hvornår starter historien?
Hvor langt tilbage i tid identificerer vi os - og hvem bestemmer det?

For en historiker er alt lige værdigt og historien starter med den første skriftlige kilde.
jeg er lykkeligt uvidendende om hvad kirke- og bygningshistorikerne mener om hvilket tidsrum vi skal fastfryse.

javel, jaså


[i:c6d70dc50a]”Altruisme” er et begreb, der ofte bruges, når der tales om hjælpere og beskyttere, der har handlet til fordel for andre, trods de risici det indebar for dem selv. En handling er altruistisk, når den er motiveret af den andens nød eller af ønsket om at tage vare på den anden i nød. I den forstand vi her skal bruge ordet, betegner det imidlertid noget mere radikalt. Nemlig den etiske position, at det at tænke og handle moralsk er det samme som alene at tænke og handle ud fra et synspunkt, der kun fokuserer på, hvad der bør gøres for den anden. Forskellige former for altruistisk etik indebærer altså en ulighed eller asymmetri mellem jeget og den anden: Altruismens etiske fordring kalder jeget til ansvar for den anden. Jeg er ansvarlig for den anden, men jeg kan ikke tilføje, at den anden også er ansvarlig for mig, eller at min nød og mine interesser da også må medtænkes. Tankegangen kan f.eks. findes udtrykt hos sociologen Zygmunt Bauman:

”Villigheden til at ofre sig for den anden bebyrder mig med et ansvar som er moralsk præcis ved min accept af, at buddet om selvopofrelse gælder mig og kun mig. At være en moralsk person betyder, at jeg er min broders vogter [Bauman bruger vendingen fra den bibelske beretning om Kain og Abel]. Men det betyder også, at jeg er min broders vogter, uanset om min broder opfatter sine broderlige forpligtelser på den samme måde som jeg eller ej; og det betyder, at jeg er min broders vogter uanset, hvad andre brødre – virkelige eller blot mulige – gør eller kunne gøre.”
Bauman, Postmodern Ethics, Blackwell 2000, s.50 og 51, TB’s oversættelse.[/i:c6d70dc50a]

det er vældig interessant at overveje, hvor langt tilbage man skal bevare - eller fremfinde.
Hvornår starter historien?
Hvor langt tilbage i tid identificerer vi os - og hvem bestemmer det?

For en historiker er alt lige værdigt og historien starter med den første skriftlige kilde.
jeg er lykkeligt uvidendende om hvad kirke- og bygningshistorikerne mener om hvilket tidsrum vi skal fastfryse.

Næææh - jeg kan godt svinge mig op til at være en smule buddhist - men så er det osse det.

jeg er anarkist - og det er jeg stolt af - med at anstrøg af socialist - men jeg er sgu ikke kommunist!

Kirkens historie er kun, for mig interessant som vidnesbyrd om folkets historie - det handler Ribes historie ikke om, det er magthavernes storhed og fald, det beskriver - (hvilket i sig selv er noget sludder at skrive, for det har jo direkte indflydelse på folkets historie - men det opdager I nok ikke)
Lyder det ikke frelst :-)

Form for formens skyld - nej det gør jeg ikke - ikke rigtig.
Kun hvis det drejer sig om naturfænomener.
men form med mening - det er noget andet.
Iøvrigt er Ribe en meget smuk bygning.