Hvordan kan I (Deerhunter og 99E) erklære jer enige i dette:
Hvis der er nogen, der bliver sure over at noget bliver ytret, bør man ytre det, så længe man ikke skader nogen derved.
Lenep
Hvis der er nogen, der bliver sure over at noget bliver ytret, bør man ytre det, så længe man ikke skader nogen derved.
Når overgreb med stor patos af de ansvarlige begrundes i islam, er det normale menneskers reaktion - bortset fra LeneP og hendes poselyttere - at spørge hvad helvede religion har at gøre med gemene forbrydelser?
Om satiren sparker opad eller nedad er ligegyldigt. Det afgørende er at den rammer de handlinger der truer andre på liv og helbred.
Og der er masser af danskere, der mener tryghed er vigtigere end ytringsfrihed
Selv om der således ikke er grundlag for at rejse tiltale i sagen, bemærkes dog, at begge de nævnte bestemmelser i straffeloven - og også andre straffebestemmelser, f.eks. om ærekrænkelse - indeholder en begrænsning i ytringsfriheden. Bestemmelsen i straffelovens § 140 omfatter religiøse følelser, der beskyttes mod spot og forhånelse, og straffelovens § 266 b omfatter grupper af personer, der beskyttes mod hån og nedværdigelse bl.a. på grund af deres tro. I det omfang, offentligt fremsatte tilkendegivelser er omfattet af disse bestemmelser, er der derfor ikke en fri og ubegrænset adgang til at ytre sig om religiøse emner.
Tegningen kan også forstås sådan, at profeten Muhammed fremstilles som en voldelig person og som en noget frygtindgydende eller skræmmende figur.
De historiske beskrivelser af profetens liv viser, at han og hans tilhængere under deres udbredelse af religionen har været involveret i voldelige konflikter og væbnede opgør med personer og befolknings-grupper, der ikke tilsluttede sig islam, og at både mange muslimer og andre mistede livet i den forbindelse.
Selv på denne historiske baggrund må en fremstilling af profeten Muhammed som en voldelig person anses som en urigtig fremstilling, når det sker med en bombe som våben, der i nutidig sammenhæng kan opfattes som en hentydning til terrorisme. Denne fremstilling kan med god grund opfattes som en krænkelse og fornærmelse af profeten, der er et forbillede for troende muslimer
Det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret, når det i artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og at man må være rede til at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse
Det ville have klædt det demokratiske Danmark, om statsministeren havde imødekommet den anmodning om en samtale, som blev fremsat af elleve fremmede ambassadører fra muslimske lande«, skriver 22 tidligere topdiplomater, hvoraf et betydeligt antal har gjort tjeneste i muslimske lande.
I det usædvanligt skarpe debatindlæg tilkendegiver ambassadørerne, at Danmark nu er »vidne til en tilspidsning af tonen, der kun kan opfattes som en forfølgelse af det mindretal, som udgøres af muslimske medborgere«.
Blandt underskriverne er Danmarks tidligere EU-ambassadør Niels Ersbøll, der ikke forstår statsministerens afvisende holdning. Han mener, at det bryder med en lang, historisk tradition:
»Det ville være rimeligt, hvis regeringen i det mindste havde hørt på de muslimske ambassadører. Det kunne man godt have gjort uden på nogen måde at have sympati for visse såkaldte talsmandstrusler. Man kan godt have forståelse for, at folk føler sig ilde berørt på deres tro og overbevisning uden at være enige med dem«, siger Niels Ersbøll.”
http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/Oevrige_temaer/2006/Tegninger/Artikler/kronologi1.htm
Den danske regering levede ikke op til sine internationale forpligtelser, da den med henvisning til ytringsfriheden afviste at tage stilling til Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og at mødes med ambassadører fra muslimske lande. Det konkluderer FN's særlige rapportør i spørgsmål om moderne former for racisme, racediskrimination, fremmedhad og intolerance, senegaleseren Doudou Diène, i en rapport til FN's Menneskeretskommission. Rapporten er dateret 13. februar 2006 og handler om situationen for muslimske og arabiske befolkningsgrupper i forskellige dele af verden navnlig efter Al Qaedas terrorangreb mod USA 11. september 2001.
på et langt tidligere tidspunkt.Ja, vi har ytringsfrihed – men selvfølgelig har alle et ansvar for ikke at stimulere konflikter. Alle har ansvar for at udvise respekt for f.eks. religiøse følelser. Og jeg har gjort det klart, at jeg personligt – jeg ville aldrig fremstille religiøse figurer på en måde, der kunne såre andres følelser.
Hvis de tegninger havde været bragt i Politiken, så ville debatten i Danmark have været helt anderledes. Forfattere ville have hyldet Politikens store kamp for ytringsfrihed, og folk ville have stået på nakken af hinanden for at fremhæve de kulturradikale traditioner og Politikens mod til at gå op imod etablerede dogmer og autoriteter.« - fra http://journalisten.dk/fra-ide-til-krise
Mange medarbejdere deler den holdning. Mens Jyllands-Posten specielt i udenlandske aviser
bliver kritiseret for at sparke nedad mod en befolkningsgruppe, der i forvejen er udsat, så oplever man tværtimod på Jyllands-Posten, at avisen sparker opad. Opad mod det kulturradikale københavnske PH-lampe-borgerskab, der nægter at beskrive virkeligheden