strigler.dk

Jeg er 100% sikker på, at vedkommende har fjernet mig bevidst. Det er nemlig også sket for et par andre fælles bekendte. Beskeden er overleveret skriftligt (copy/pastet) af en af de fælles veninder, der ikke er unfriended (og som i øvrigt er en yderst troværdig og ærlig pige, der ikke synes det var ret sjovt at lege budbringer)). Så nej - muligheden for teknisk fejl er udelukket.

Jo, jeg burde være den voksne/store og række en hånd ud. Jeg er bare også lidt konfliktsky og har det også sådan lidt "nå ja - hvis hun ikke gider mig - gider jeg så hende?"

Jeg er ved at være nået derfra i mit liv, at hvis folk ikke tilvælger mig af lyst, så er de yderst velkomne til at lade være! Ellers bliver der en ubalance i tingene.

Men at hun ikke har tænkt over vores arbejdsforhold og i det mindste gidet at skrive en besked til mig personligt (beskeden var i øvrigt rettet generelt til flere personer. Det beklager jeg ikke at have oplyst i først indlæg. Slipped my mind). Så jeg er blevet "droppet" sammen med flere på én gang.

Jeg har en lille hjemmeside, hvor der tilbydes forskellige services, som at få klippet hæk, slået græsplænen, luftet hunden og den slags småting, som gamle fru Jensen og Hr. Hansen kan have svært ved at klare selv.

Hjemmesiden er helt min egen, men som tiden er gået, så er en håndfuld veninder kommet med på den, da vi dækker forskellige geografiske områder. Det er de senere år gået rigtigt fint og vi passer hver især vores egne kunder og hjælper selvfølgelig ved sygdom, lån af udstyr mellem hinanden (hækklipper og diverse) og almindelige gode råd.

Nu har den en af veninderne imidlertid valg at fjerne mig som ven på FB. Ingen begrundelse givet direkte, men gennem en 3. fælles veninde. Det går noget i stil med, at hun ikke synes, at jeg interesserer mig nok for hendes liv. Mja... jeg har jo så mit eget liv, som står som 1. prioritet og derefter kommer folk så ind som det passer ind i dagen. Og så er jeg bare ikke den store selskabsløve, der inviterer til tapas tre gange om ugen.

Mit spørgsmål er så: hvad gør jeg med hjemmesiden?

Fjerner jeg hende bare uden videre? Ingen kontakt først, som hun selv har valgt det.

Bør jeg tage en snak med hende? Men om hvad? Hun har jo tydeligvis fravalgt mig selvom jeg egentlig gik og troede, at vi var på god fod og da altid har hygget os, når vi har mødtes. Det er kun få måneder siden, at vi har talt sammen sidst.

Eller lader jeg hende stå og bibeholder et rent professionelt forhold til hende? Vi arbejder jo individuelt og er vores egen chef i hverdagen.

Ja, der er helt sikkert noget dybereliggende til grund for det (jeg har mine anelser), men det har jeg ikke en jordisk chance for at tage hånd om/hjælpe hende med (jeg har forsøgt gennem årene) og det mener hun jo heller ikke, da hun angiveligt ikke ønsker kontakt med mig længere og jeg ønsker helt ærligt heller ikke, at gå "tiggergang" og ligge på knæ og hyle: "åååh, vil du ikke nok være min ven igen?".

For god ordens skyld, så vil jeg absolut tage imod hende med åbne arme, hvis hun henvender sig. Så bestemt! Men lige nu har hun foretaget et valg og det vil jeg respektere.

Så hvad bør mit valg være nu?

Tak for alle jeres indlæg, det har bekræftet os i at vi holder det arrangement vi har lyst til selv - nemlig det hvor kun børn og forældre deltager.

Og så må resten blive sure hvis de føler for det.

Som Godzilla beskriver det, så er det virkelig uromantisk og kun praktisk - men ingen af os har drømmen om det store kirkebryllup, og da vi har boet sammen længe vil det ikke forandre noget som helst at vi går den tur på rådhuset. Vi ændrer heller ikke navne, så dagen efter er alt stadig som før

Jeg skal giftes med min kæreste gennem 5 år.

Vi skal på rådhuset har vi besluttet, og dagen er bestilt.

Efter lange og mange snakke og diskussioner er vi endt med et koncept der hvor kun hver vores børn samt vores forældre deltager.
Vi har begge søskende og mange venner som måske også kommer til at føle sig snydt - men vi har bare ikke lyst til at holde en stor fest i den her anledning. Faktisk gifter vi os mest af praktiske hensyn, da vi har hus sammen.

Er det i orden?? Over for resten af familien? Og alle vennerne hvis bryllupper vi har deltaget i?
Bør vi holde en fest en anden gang?

Især mandens søster vil nok tage det ilde op.. hun går meget op i at "man" gør som alle andre, dvs alle fødselsdage skal fejres, gaver skal gives og beløb skal matche hvad der er givet ved tidligere lejligheder osv... hun bliver nok knotten når hun efterfølgende hører om det. Men vi skal vel ikke holde en fest vi ikke har lyst til - for at hun ikke skal blive sur, skal vi?

Hvad synes I? Bør vi invitere vores søskende med for at tækkes den sure søster? Som sikkert stadig vil være sur og måske slet ikke komme fordi det ikke er et rigtigt bryllup? Men bare rådhus og ud at spise...

Min søster skal i virksomhedspraktik i en forretning. Hun er uddannet i butik, men er jobsøgende nu. Jeg finder så ud af, at hun skal i praktik i min kærestes kammerats kones forretning.
Vi ved, at min søster har nogle venner, der sommetider har lange fingre, og da butikken ligger i den by vi bor, så vil det være naturligt, at de kigger forbi.

Bør vi fortælle kammeraten og hans kone, at min søster har langfingrede venner???

Men tak for svar

Hvem siger det ikke handler om mig selv?

Der er en grund til jeg skriver anonymt.

En kvinde bor alene i lejlighed med sine to børn, er på kontanthjælp.
Møder en ny mand og bliver gravid indenfor de første 6 måneder.
Flytter ikke sammen med den nye kæreste, men søger i stedet om en større bolig, søgende som enlig da de ikke kan være i lejligheden hende og tre børn.

Kvinden skal føde om 3 måneder og har ikke umiddelbart udtrykt at hun skal flytte sammen med den nye kæreste på et tidspunkt. Hvis hun gør ryger hendes kontanthjælp, desuden ryger alle hendes "goder" som enlig.



Er det ok?


Hvad ville I gøre som en person der er i familie med kvinden?

Jeg er nok mere typen der bøjer af og går mine egne veje end true om dit og dat for at få min vilje. Jeg synes det er lavt at true sig til noget som helst. Skilsmisse har jeg bedt om en gang og det har jeg fået.

Men jeg er ikke god til konflikter i parforhold, vi har ikke skændtes, nok mere mig der ikke har udstukket grænser godt nok og de få jeg har haft, er blevet ignoreret. Det ved eks godt.
Det er lidt af det Annette skriver, intet af det Udlandet skriver og på intet tidspunkt har jeg sagt skilsmisse i et skænderi eller diskussion eller brugt det som forhandlingsmiddel eller trussel. Det er lavt, det er utroværdigt og det er bare så dumt.
Som sagt vi råber ikke af hinanden, det er mere vrissen og tale ned til hinanden. Hvilket er skadeligt i sig selv.

Jeg er udmærket klar over at hvis jeg nogensinde lod mit temperament få frie tøjler, så ville jeg ret hurtigt miste min selvrespekt.
Men ja, eks er godt klar over at han behandler mig som et barn og han har fået besked på at pakke den opførsel væk overfor mig.

Vi er lige gode om at vores forhold er kommet hertil. Men vil man ikke høre, når jeg siger stop, så må man føle.
Jeg har elsket eks over alt på jorden, men ikke mere. Så er den ikke længere.

Jeg har stadig på fornemmelsen at eks gerne vil tilbage i folden, men det kommer han altså ikke. Lige nu er jeg i skrivende stund føler jeg mig malet ind i et hjørne af hans dovenskab/manglende handlekraft. Det gør mig handlingslammet at man bare kan lade stå til i 4 1/2 måneder og bare tro at det går nok, fordi jeg giver mig. Igen.

Det er ret svært at kvinde sig op.

Jeg har tænkt en del. Lige en ting jeg godt vil have på det rene. Grunden til at jeg ikke er hjemme om aftenen er ikke fordi jeg KUN er ude med min nye. Enten er jeg hos hesten sammen med mine unger eller også er jeg ude og løbe, cykle eller hjemme hos min nye i det omfang vores tid tillader det og efter mine børn ligger i deres senge. Jeg ved godt at det kun kan lade sig gøre fordi min eks er ikke til at drive ud af huset og aldrig har været til at drive ud af huset.

Hvis jeg boede for mig selv, ville jeg have huset fuldt af ungernes venner, min nye som godt kan med mine unger (og jeg med hans), mine egne venner eller bare være helt alene og nyde mine børn.
Min nye har børn og et liv, som skal passes ved siden af vores spirende fulde flor forelskelse, så det er ikke så tit igen vi ses.

Jeg har ikke tænkt mig at lade kærligheden gå mig forbi, blot fordi min eks og jeg er i en skilsmisse, der trækker tænder. Jeg har lige så meget lov til at være glad, rygende forelsket som alle andre og lykkelig. Mest af alt lykkelig. Skal min nye installeres i min lejlighed efter eks er flyttet? Nej da. Ikke overhovedet om han skal. Det kommer slet ikke på tale! Jeg er forelsket, ikke dum.
Jeg er afklaret, eks kan tage hvad han vil i min lejelejlighed, sålænge han holder fingrene fra mine bøger, mine tegneserier og mine arvestykker. Resten? Jeg har startet forfra før og jeg kan gøre det igen. Materialistisk bliver jeg aldrig nogensinde. På den anden side, hvis det giver ham glæde at tage de ting også, fred være med det. Børnene er vi enige om, 7/7 hos hver. Længere er den ikke. Han skal bare ud.

Vi skændes ikke så det brager, det er mere vrissen. Men fra at ikke have noget vrisseri til det her.. Så er det hårdt. Mine argumenter bliver pillet fra hinanden, jeg får besked om at jeg er urealistisk og hvis jeg flytter med mine børn, så vil han tage sine forholdsregler, sådan så jeg ikke ser dem. Igen. Nogensinde. Ved ikke rigtig med jer, men sådan en omgang kan få mig til at falde ned ret hurtigt og blive skræmt. Jeg er ikke just den mest konfliktsøgende, stærk ja, men konflikter? Dem er jeg bare ikke god til.
Råberi, skrigeri og diverse rygen i totterne på hinanden med bulder og brag... Arh, jeg er altså ikke 16 år og selv den gang var jeg ikke sådan.

Jeg synes jeg sluger kameler i forvejen, ved at have ham boende hjemme, give ham lang tid til at finde noget at bo i og andre ting. Spydige kommentarer, underforståede trusler, hvis jeg ikke kan "se lyset" og diverse andre ting.
Min konklusion er nok at jeg flytter og sætter mig i gæld, men på den anden side hellere fred i sindet.
Jeg føler mig uretfærdigt behandlet af en mand som jeg finder dybt manipulerende overfor mig. På den der lede passivt aggressive måde: Du må da være voksen nok til at forstå at lejligheder ikke hænger på tæerne og så bliver jeg boende indtil jeg har noget at bo i. Det kan godt tage et stykke tid. Sætter du lige dit liv på hold i mens? Det gør jeg nemlig og du skal gøre det samme som jeg, for jeg kan, så kan du også.

Jeg synes det er synd for ham at han ikke kan finde noget at bo i vores nærhed. Men jeg kan ikke få mig til at sige: SUrt men bittert, her kan du ikke være. Så led kan jeg være i andre sammenhæng, men jeg har boet med eks i mange år og visse ting er bare for lavt. Jeg er nok for god af mig.

Men jeg vil gerne have et samrabejde med eks omkring vores børn, det siger sig selv. Er selv skilsmisse barn, har børn der ikke skal igennem det jeg har været igennem, så jo jeg er blevet til en kamel selv, fordi de skal bare sluges. Men jeg synes også at jeg et eller andet sted har ret til at sige nok er nok. Nu må du flytte.

Jeg vil ikke igennem et forløb med skilsmisseterapi. Det holder ikke i min verden og det er afprøvet i andre henseender. Som Annette har skrevet: Hvis man kunne udvise den pli og samrbejdsvillighed i en skilsmisse, før man kom dertil, så var man nok ikke blevet skilt. Eller noget i den stil. Anette er en klog kone.

Aller rådene er taget til mig. Nogen kan bruges, andre kan ikke. Sådan er det jo. Men mere barsk må jeg til at blive. Jeg orker ikke tre måneder mere. Jeg orker ike en gang 14 dage mere.

TAK