strigler.dk

misssophie wrote:hvem står på lejekontrakten?

MIG og der er mig der skal overtage lejligheden.

Han siger at han gerne vil flytte, men undskyldninger er der nok af.

Hej Striglemonopol.

Et godt råd ønskes da jeg er gået i hårdknude. Nok nærmere gordisk knude og jeg mangler et sværd eller økse eller et eller andet der kan hjælpe mig. Enten at jeg er på rette vej eller jeg er fuldstændig fucked up langt ude i hampen.

Jeg skal skilles, jeg vil ikke mere, kærligheden er væk. Det har den sikkert været længe, men nu er det slut fra min side. Beslutningen blev taget i medio juni, papirerne blev underskrevet i ultimo juli.. Ja nu skriver vi ultimo oktober.

Mit problem? Han bor her stadigvæk. Der er gået 4 1/2 måned siden jeg sagde stop, i slutningen af oktober udløber separationen, men han mener vi bare underskriver en gang til og så bliver vi ved som det er nu. Dvs, som det er nu, betyder at jeg ikke sover i min seng, jeg er ikke specielt meget hjemme om aftenen efter ungerne er lagt i seng og jeg hader weekender, for de betyder at jeg er tvunget til at være sammen med ham pga børn.

Jeg har flere gange sagt at han skal flytte, flere gange og at jeg ikke kan mere. Det bliver taget med et skuldertræk og et klap på hovedet: Ja ja, nu bliver hun gal igen. Jeg bliver ikke taget alvorligt, har jeg på fornemmelsen. Han er lettere ligeglad, for han har intet at bo i, kan ikke finde noget at bo i og vil helst bo i det område jeg bor i pga vores børn. Fair nok, det sidste, men det skal han ikke sætte næsen op efter pga det er temmeligt svært at få foden indenfor.

Dertil kommer at jeg har mødt en ganske sød mand, som har givet mig stjernerne tilbage i øjnene og "det der" smil tilbage på læben. Han er ved at gå ud af sit gode skind, fordi han kan se hvordan det her påvirker mig OG ham. Han er derhenne hvor han overvejer at tage min eksmand i nakken og smide ham ud. Det samme vil de af mine venner, som kender mig og min store familie.

Han mener helt klart at min eksmand spiller et eller andet spil overfor mig, som går ud på at tage børnene fra mig fordi jeg ikke er hjemme.

Hvad gør jeg? Hvis jeg skal bevare et eller andet forhold til min eksmand, hvor vi har snakket om at få et samarbejde i stand omkring vores børn (det ville være lækkert hvis vi kunne ringe til hinanden, hvis en af os arbejdede over eller spise aftensmad hos hinanden), hvad gør jeg så? Jeg har mest af alt lyst til at pudse min familie og venner på ham, men jeg kender også min eks godt nok til at så bliver han et seriøst dumt svin.
Jeg må ikke bruge ufine metoder (hvilket blot betyder at jeg beder ham om at flytte nu ellers flytter jeg med ungerne på kvindehjem), men han må godt true mig med at tage mine børn hvis jeg ikke makker ret.

Jeg bryder mig ikke om at være sammen med ham på noget tidspunkt.

Hvad gør jeg? Jeg er rystende nervøs, føler at jeg bare skal falde til patten og lade ham blive boende, alt dialog bliver rystet af sig, jeg får at vide at jeg bare skal lade ham blive boende og så flytter han når han kan.

Hjælp!
Er jeg fuldstændig fucked fordi jeg beder ham om at flytte inden ultimo oktober?

Lige nu har vi et skænderi, fordi jeg vil have ham ud. Han vil ikke flytte fordi han ikke har noget at bo i. Værelse, bo hos mor eller ven kommer ikke på tale.
Han vil have en lejlighed der koster 6000 maks i husleje. Indtil da flytter han ikke.

HJÆLP!!!!

.... Dobbelt post....

Hej

Jeg har en veninde som har to små børn. Hun har også en mand. Manden arbejder rigtig meget, fra klokken 6.00 til 18.00 hver dag stort set. Og når han så har fri er han sammen med en bestemt ven især. Der er efterhånden gået druk i den i 4-5 dage om ugen sammen med den her ven.
Når han så sjældent er hjemme så er han ofte fuld og nu er det ældste barn begyndt at blive bange for faren.

Min veninde ved godt den er gal, men hun er en anden type end mig, og for hende har det især været vigtigt at vise at alting ser godt ud udefra. Men nu kan hun især godt se at det ikke dur når børnene bliver bange for far. Så hun har endelig betroet sig til mig og en anden veninde.
Men hun vil ikke gå fra ham.

Jeg kender også manden som en ven, og har længe set hans alkoholproblem tage mere og mere overhånd. Desuden synes jeg deres forhold er underligt, for har man overhovedet et forhold hvis man aldrig er hjemme, men hellere sidder nede ved en kammerat og drikker øller?

Jeg mener personligt at manden skal have løst sit alkoholproblem som det første, men jeg synes ikke børnene skal leve i det indtil det lykkes, hvis det nogensinde lykkes?!

Jeg har sagt til min veninde at hun skal flytte ud for en periode med børnene. Først og fremmest for børnenes skyld, men det kan også være det så går op for manden at han har et problem.

Men der sker ikke rigtig noget.

Min veninde flytter ikke, manden drikker stadig, og børnene bliver mere og mere kede af det.


Hvad gør man så?

Når man står som ven til et par som efterhånden i mine øjne er på vej ud i en form for omsorgssvigt overfor deres børn?

Hvem kontakter man så?

Andre fælles venner?
Familien til parret?
Myndighederne?

Eller blander man sig udenfor og håber på at institutionerne opdager at der er noget med barnet som ikke er som det skal være?

Jeg synes, livet er noget af en prøvelse lige pt! Sagen er den, at min mor har været at besøge mig - det er der som sådan ikke noget galt i - men der er noget galt i det hun siger!!

Forhistorie: Jeg har fået en psykiatrisk diagnose for 10 år siden, hvor mit korthus - som ellers var stablet pæn og flot - faldt til jorden! Jeg har fundet ud af, at min opvækst ikke har været, som jeg kunne ha' ønsket. Og at jeg simpelthen ikke længere kunne holde de facader oppe, som jeg igennem, altid, havde bygget op. Nårh, men min mor har altid været et ømtåleligt emne for mig, da der ligger en del skeletter begravet der. Min far har været der, men aldrig gjort noget - så'n lidt en træmand...

Min mor gik for nogle år (5-7??) siden ned med arbejdsrelateret stress - som jo egentlig bare måtte komme, da hendes mor har noget med psyken og min mor, måske heller ikke lige har haft den bedste opvækst... Hun spiser gerne de piller, der er ordineret - men det er så også ca det hun kan gøre. Hun vil ikke snakke med nogen.

Nu er min mor så begyndt at pippe lidt om, at der er noget galt 'hjemme'. Mine forældre er stadig sammen og har været gift i over 25 år... Jeg har mine problemer med forældre-relationen og derfor svinger det meget, hvor meget jeg snakker med dem. Jeg har to brødre og to ½søskende, der er noget ældre og fra min fars tidligere ægteskab. Dem snakker jeg nærmest ikke med mere, da da ½søskendene er afstandsmæssigt langt fra mig og jeg har nemt ved at blive pigesur på de to andre brødre, over at det er op til mig at holde kontakt. -De har også små børn...

Det der sker hos dem, er at de er ved at glide fra hinanden - det er ligesom set før... Men min far, der er 65 år (66 til dec) vil blive ved med at arbejde og fred være med det. -Han arbejder bare ret meget mere nu, end han nærmest har gjort før - lange dage med overnatninger og forbløffende mange udenlandsrejser... Jamen, det må de jo så finde ud af... Dét har jeg tænkt hele tiden...

Indtil nu! Efter min mor er begyndt at pippe -og fortryde og undskylde i samme sekund... Hold nu op, hvor er jeg gal på min far! Han har igennem de sidste 10 år + været rigtig god til at ringe til alle os fem unger og snakke om alting og især hende moren! Om hvor 'skør' hun var og vi har grinet meget af hendes reaktioner på forskellige ting, hendes stigende usikkerhed og febrilskhed, og ting som, 'jamen så'n er hun jo bare!'. Det er altid min mor, der har ringet rundt og spurgt, hvordan går det hos dig? Og generelt været meget formel og pæn i attituden.

Nu kan jeg godt se, min far har placeret sig selv præcist, hvor han vil være og brugt min mor til at komme derhen. Hun er blevet forbudt at snakke med os unger; det er deres problem og ikke noget hun skulle involvere børnene i! -Men han har bare lige selv benyttet sig af dén mulighed.

Min mor mistroisk og jaloux – og ved det godt! Men jeg er ved at komme frem til, der nok også er en grund til at hun er det.

Min far har ændret sig meget i løbet af det sidste år, set med mine øjne. Min mor er overbevist om han i min. 2 år har haft en affære, med en gammel skolekammerat. Jeg oplever min far, som fjern og uengageret. Og har nærmest ikke talt med ham i ½ år, da jeg bliver sur og skuffet bagefter... Min mor har prøvet at konfrontere ham med ting, som ikke passede i dagligdagen. Men hun bliver fejet væk med en god historie, eller også bliver han sur eller tavs.

Moren min vil gøre hvad som helst, for at de skal blive sammen. Hun vil endda acceptere en elskerinde ( )... Men hun kan ikke tåle hemlighederne! Jeg synes hun skal ud af vagten! Der er bare ikke nogen, der fortjener den behandling hun har fået – ligeså længe jeg kan huske...

Hvis nu jeg vil hjælpe hende, hvad pokker kan jeg så gøre? Hun tigger og be'r om, jeg ikke kontakter min far, jeg må ikke snakke med mine søskende – faktisk skal jeg helst bare lade som ingenting, da hun også har undskyldt og slået det hen, med det jo bare er hende, der er for mistroisk... Problemet er bare, hun har alt for meget fakta i orden, til det bare-er-hende-der-er-besværlig! Jeg er helt overbevist om, min far har manipuleret min mor gennem mange år – hvorfor forstår jeg bare ikke!! Det værste er han har fået alle os unger med på idéen...

Han har lige været i Barcelona på forretningsrejse – Kan jeg på nogen måde, ringe til et flyselskab og få oplyst om han har været på et fly? Og hvem der var med? (firma eller kvindenavn) Hvordan leger man egentlig detektiv?...

som så mange andre problemer, så løste dette sig selv idag. Håber jeg.

indtil idag har jeg benyttet mig af en kombi af Anes og Peds forslag: ladet som om jeg ikke bemærkede at han opførte sig anderledes over for mig end over for de øvrige kvinder på arbejdspladsen, selv behandlet ham som jeg behandler øvrige mænd på arbejdspladsen - samt gjort mig så stiv og så afvisende som muligt overfor det der uønskede krammeri uden dog direkte at have sagt til ham, at det der det vil jeg bare ikke ha at du gør. Med andre ord: håbet at han fattede en halvkvædet vise.
Hvilket han tydeligvis ikke gør, så det var jo oplagt at jeg måtte stramme skruen og gøre det snart.

Idag var jeg så så "heldig" at det daglige opsøge-skamrose-sige tak for idag-tvangskramme-scenario udspillede sig for øjnene af min mellemleder, som jeg har et ualmindelig godt forhold til, fagligt som personligt.
Jeg valgte derfor at inddrage ham idag. Fortælle ham, at jeg fandt det ubehageligt og grænseoverskridende at blive behandlet på den måde og at jeg på ingen måde havde interesse i kollegaen og hans tilnærmelser og tillige fandt det ekstremt pinligt at disse scener skulle udspille sig for øjnene af kollegaer og - endnu værre: kunder.
Men at jeg endnu ikke havde sagt det direkte til den amorøse kollega at jeg ikke ville have det - og faktisk gerne ville have et råd i den henseende inden jeg bare trampede vedkommende meget meget hårdt over tæerne og sagde "skrid, pomfrit. Du har ingen interesse som andet end en kollega"
Så nu vil mellemleder tage sagen op med ham "mand til mand" ved førstkommende lejlighed.
Han tog det faktisk overraskende alvorligt.

Og jeg føler mig kun lidt dum.

En midlertidig kollega (er i arbejdsprøvning med henblik på visitering til flexjob pga dårlige knæ) har kastet sin kærlighed på mig.
Ikke at han decideret siger det, men det fremgår meget tydeligt af hans opførsel over for mig - han har foræret mig en gave, holder sine pauser sammen med mig, opsøger mig aktivt for at sige farvel når han går hjem og lægger i den forbindelse og også i andre tilfælde armen om mig og giver et klem. Han kan finde på at springe let over sine egne arbejdsopgaver eller udskyde dem med det formål at hjælpe mig med mine opgaver, hvis jeg har travlt.
Jeg er absolut ikke interesseret i ham, men hvordan afviser jeg disse og eventuelle yderligere tilnærmelser uden at blive uhøflig og/eller ødelægge dagligdagen på jobbet? Det ville være nemmere hvis han havde sagt til mig, at han var interesseret i mig på ukollegial facon, for så kunne jeg have sagt det direkte: at jeg ikke er interesseret og at han skal holde op. Men så længe han ikke siger det, så er det overraskende svært for mig at finde en måde at få det stoppet på. Lider muligvis af høflighedsbetændelse foruden at jeg gerne vil undgå at samarbejdet bliver (mere)akavet end det allerede er - men jeg vil heller ikke have flere kram!

Og det fik jeg så ikke med i den oprindelige tekst

Jeg tænker mere om jeg burde have batalt det hele eller om det er ok at vi har delt låner og låner.

CXCE - nej det kunne jeg alligevel ikke finde på at forlange ;)