På foranledning af en overskrift her til morgen om en sag, hvor to kvindelige hospitalsansatte af religiøse årsager nægter at bære uniform med korte ærmer, i modstrid med hospitalets hygiejneregler, kommer jeg altså til at tænke lidt over det der med religionsfrihed og hensyn til religion...
Jojo, jeg har da lært udenad, at jeg skal tage hensyn til folks religion, men for mig er det blot på linie med, at jeg sådan generelt skal tage hensyn til andre menneskers følelser og gøre plads til deres synspunkter. Men lige med religion kommer jeg tit til det punkt, hvor jeg bare må sige, at hensynet slipper op fordi:
Argumentet "Fordi min usynlige ven siger det" bare ikke HOLDER, når det skal holdes op imod argumenter fra den virkelige verden!
Og som ateist KAN jeg altså ikke se, at det kan være et argument, som kan retfærdiggøre særligt meget, ud over lidt sær opførsel og underlige ritualer. Sær opførsel og underlige ritualer er jo helt fine. Der er også folk, der går til folkedans. Men holdt op imod helt virkelige, reelle ting som hygiejneregler på et hospital? Pak det væk.
Rant over.